Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Uændret låneefterspørgsel og lidt strammere kreditstandarder
De store og mellemstore banker, som indgår i Nationalbankens udlånsundersøgelse, melder samlet set om uændret låneefterspørgsel fra deres eksisterende privat- og erhvervskunder i 3. kvartal 2023. For privatkundernes vedkommende skal den uændrede efterspørgsel ses i lyset af en forudgående periode, hvor flere banker har oplevet faldende efterspørgsel. For erhvervskunderne kommer den uændrede efterspørgsel efter en periode, hvor flere banker har meldt om stigende efterspørgsel. I forlængelse af udlånsundersøgelsen for 2. kvartal forventer yderligere banker og realkreditinstitutter at stramme deres kreditstandarder over for erhvervskunderne. I lighed med seneste kvartal skyldes de forventede stramninger primært Finanstilsynets nye vejledning om finansiering af udlejningsejendomme og ejendomsprojekter.
Ændring i låneefterspørgslen fra eksisterende kunder
Anm.:
Nettotallet er afledt af bankernes svar på låneefterspørgslen. Besvarelserne tager udgangspunkt i en skala på 5 trin fra -100 til 100. -100 betyder ”faldet en del”, -50 er ”faldet lidt”, 0 er ”uændret”, 50 er ”steget lidt”, og 100 er ”steget en del”. Institutternes svar vægtes med deres respektive markedsandele, og det giver et nettotal for svaret. Privatkunder dækker i udlånsundersøgelsen over 'Lønmodtagere, pensionister mv.' Erhvervskunder dækker i udlånsundersøgelsen over 'Private ikke-finansielle selskaber’ og ’Personligt ejede virksomheder’. Find figurdata i Statistikbanken.