Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Udlånsundersøgelsen
Statistikperiode: 4. kvartal 2025

Efter­spørgslen efter lån steg i 2025

Privatkundernes efterspørgsel efter lån steg gennem 2025 og forventes fortsat at stige. Det viser nye tal fra Nationalbankens udlånsundersøgelse. Kreditinstitutterne, som indgår i undersøgelsen, begrunder blandt andet den øgede efterspørgsel med stor aktivitet på boligmarkedet. Flere af institutterne beretter samtidig om større interesse for finansiering af køb-før-salg. Kigger man på erhvervskunderne, har deres låneefterspørgsel trods øget geopolitisk usikkerhed ligeledes været stigende i størstedelen af 2025, og i årets sidste kvartal svarede en tredjedel af de adspurgte institutter, at de fortsat oplevede stigende efterspørgsel. Stiller man skarpt på de små og mellemstore virksomheder (SMV), har låneefterspørgslen fra især nye SMV-kunder været stærkere i 2025 end i 2024, og 7 ud af de 18 adspurgte institutter forventer, at efterspørgslen stiger i 1. kvartal 2026.



Ændring i låneefterspørgsel

Anm.:

Nettotallet er beregnet ud fra kreditinstitutternes svar på låneefterspørgslen fra eksisterende kunder fordelt på privatkunder (lønmodtagere, pensionister mv.) og erhvervskunder (private ikke-finansielle selskaber og personligt ejede virksomheder). Besvarelserne tager udgangspunkt i en skala på 5 trin fra -100 til 100. -100 betyder ”faldet en del”, -50 er ”faldet lidt”, 0 er ”uændret”, 50 er ”steget lidt”, og 100 er ”steget en del”. Institutternes svar vægtes med deres respektive markedsandele, og det giver et nettotal for svaret. Find figurdata i Statistikbanken her og her.