Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Betalinger
Statistikperiode: 4. kvartal 2023

Lille fald i omsætningen med betalingskort i 2023

Den samlede omsætning med betalingskort i Danmark endte på 640 mia. kr. i 2023. Det er et fald på små 2 mia. kr. sammenlignet med 2022, hvor kortomsætningen var 642 mia. kr. Kortomsætningen dækker over den nominelle værdi af alle transaktioner foretaget i Danmark med både danske og udenlandske betalingskort, ekskl. kontanthævninger. Selvom der samlet set kun er sket et lille fald i den samlede omsætning, har der været forskydninger i brugen af korttyper og betjeningsformer. Faldet skal også ses i lyset af, at det danske forbrugerprisindeks i gennemsnit var 3,3 pct. højere i 2023 sammenlignet med 2022. Den reale værdi af kortomsætningen i Danmark er således også faldet fra 2022 til 2023. Til gengæld steg omsætningen med dansk-udstedte kort i udenlandske forretninger betydeligt i 2023.



Kortomsætning i Danmark

Anm.:

Værdi af alle korttransaktioner foretaget i Danmark (fysiske forretninger, selvbetjeningsmiljøer mv. og danske e-handelsforretninger) med både dansk- og udenlandsk-udstedte betalingskort, ekskl. kontanthævninger. Find figurdata her.

Kortomsætning via selvbetjening vinder frem

I 2023 blev omsætningen med dansk-udstedte kort i selvbetjeningsmiljøer mere end fordoblet sammenlignet med 2022. Selvbetjeningsmiljøernes andel af kortomsætningen steg gennem 2023, og for året som helhed udgjorde selvbetjeningsmiljøerne 12 pct. af den samlede omsætning med dansk-udstedte kort i Danmark. Stigningen er sket på bekostning af omsætningen via betjent ekspedition i fysiske forretninger. Trods et fald på 8 procentpoint udgør omsætningen via betjent ekspedition dog fortsat mere end halvdelen af den samlede kortomsætning i Danmark. Kortomsætningen via e-handel har de seneste tre år udgjort en stabil andel på omkring 30 pct. af den samlede omsætning med dansk-udstedte kort i Danmark.

Kortomsætning fordelt på betjeningsform

Anm.:

Andel af værdi af samlede transaktioner med dansk-udstedte kort i Danmark ekskl. kontanthævninger. Find figurdata her.

Omsætningen med Dankort fylder mindre

Andelen af omsætningen med dansk-udstedte kort i Danmark foretaget med Dankort og co-brandede Dankort har de seneste år været faldende, mens omsætningen med dansk-udstedte internationale kort har vundet frem. I 2023 udgjorde Dankort og cobrandede Dankort 68 pct. af omsætningen. Det er et fald på knap 6 procentpoint sammenlignet med 2022. Fremgangen i omsætningen med de dansk-udstedte internationale kort er drevet af debetkort. Her steg omsætningen i 2023 næsten 25 pct., så de internationale debetkort nu udgør omtrent en fjerdedel af omsætningen. Omsætningen med internationale kreditkort har også vundet frem og er til sammenligning øget ca. 9 pct. De internationale kreditkort udgør dermed godt 6 pct. af den samlede omsætning med dansk-udstedte kort.

Kortomsætning med dansk-udstedte kort fordelt på type

Anm.:

Andel af værdi af samlede transaktioner med dansk-udstedte kort i Danmark ekskl. kontanthævninger. Find figurdata her.

Stor stigning i omsætning med danske kort i udlandet

I 2023 var omsætningen med dansk-udstedte betalingskort i udenlandske fysiske og e-handelsforretninger 136 mia. kr. Det er en stigning på ca. 22 mia. kr. sammenlignet med 2022, svarende til hele 19 pct. Stigningen skyldes især en fremgang i omsætningen i de fysiske forretninger, mens omsætningen via udenlandsk e-handel var stort set uændret. Omsætningen med danske kort i udlandet var i 2023 fordelt på henholdsvis ca. 63 mia. kr. (46 pct.) via fysisk handel og ca. 74 mia. kr. (54 pct.) via e-handel.

Til sammenligning var kortomsætningen med udenlandsk udstedte betalingskort i danske fysiske og e-handelsforretninger 41 mia. kr., hvilket er på niveau med 2022. To tredjedele af omsætningen skete via fysiske forretninger, mens den resterende tredjedel var via e-handel mv.

Kortomsætning med dansk-udstedte kort i udlandet

Anm.:

Værdi af samlede transaktioner via fysiske forretninger (betjent ekspedition) og e-handel mv. i udlandet med dansk-udstedte kort. Find figurdata her.