Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Danmarks udlandsformue
Statistikperiode: 4. kvartal 2025

Danmarks udlandsformue er mere end femdoblet siden midten af 2024

Danmarks udlandsformue er siden første halvår 2024 steget kraftigt. Ved udgangen af 2025 udgjorde udlandsformuen 3.220 mia. kr. Dermed har den nået det hidtil højeste niveau. Udlandsformuen er målt som værdien af danske finansielle aktiver i udlandet fratrukket de danske passiver over for udlandet, dvs. udlandets finansielle aktiver i Danmark. Det betyder, at danske investorer samlet set har flere finansielle aktiver i udlandet, end udenlandske investorer har finansielle aktiver i Danmark. Stigningen i den danske udlandsformue siden udgangen af første halvår 2024 afspejler primært kursfald på udlandets beholdning af danske aktier samt de betydelige betalingsbalanceoverskud.



Den danske udlandsformue er steget med 2.612 mia. kr. siden andet halvår 2024

Anm.:

Udlandsformuen er et andet udtryk for kapitalbalancen, når Danmarks finansielle aktiver i udlandet overstiger udlandets finansielle aktiver i Danmark. Du kan finde data om Danmarks udlandsformue i Statistikbanken. Bruttonationalproduktet (BNP) er opgjort som summen af løbende fire kvartaler. Du kan ligeledes finde data om BNP i Danmarks Statistiks statistikbank.

Især store kursfald på danske aktier har fået udlandsformuen til at stige

Den mest markante værdiændring af udlandsformuen kommer fra kursfald på udenlandske investorers finansielle aktiver i Danmark, dvs. på passiverne i udlandsformuen. Der er især tale om et fald i værdien af udenlandske investeringer i Novo Nordisk-aktier. Siden udgangen af første halvår 2024 har kursfaldet på aktien reduceret værdien af de udenlandske investorers Novo Nordisk-aktier med 1.827 mia. kr., hvilket har fået udlandsformuen til at stige tilsvarende. Øvrige værdiændringer har også påvirket udlandsformuen: For det første har kursstigninger på danske investeringer i udenlandske aktier øget udlandsformuen. For det andet har faldet i dollarkursen givet et valutakurstab på danske investeringer i udenlandske aktiver i dollars, hvilket har reduceret udlandsformuen.

Overskud på betalingsbalancen øger Danmarks udlandsformue

Siden andet halvår 2024 har Danmark haft et betydeligt overskud på betalingsbalancen på i alt 565 mia. kr., hvilket har øget Danmarks udlandsformue. Når Danmark har overskud på betalingsbalancen, betyder det, at Danmark set under ét sparer op og øger de finansielle aktiver i udlandet eller nedbringer gælden til udlandet. Over tid vil pris- og valutakursændringer typisk udjævnes, og udviklingen i udlandsformuen drives derfor primært af de løbende overskud på betalingsbalancen. 

Udviklingen i udlandsformuen fra første halvår 2024 til udgangen af 2025

Anm.:

Betalingsbalanceoverskuddet angiver summen af nettofordringserhvervelsen. Du kan finde data om nettofordringserhvervelsen i Danmarks Statistiks statistikbank.