Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Investeringer i udenlandske værdipapirer steg igen i 2025
I 2025 steg den samlede værdi af alle danske investorers udenlandske porteføljeinvesteringer med 489 mia. kr. Dermed nåede investeringerne i udenlandske værdipapirer op på 5.779 mia. kr. ved årets udgang. Stigningen i den samlede værdi skyldes dels årets nettokøb på 294 mia. kr., dels at børskursgevinster på især amerikanske aktier oversteg valutakurstabene på investeringer i bl.a. amerikanske aktier og obligationer. De danske investorer købte både udenlandske aktier og investeringsfondsbeviser, mens der blev solgt obligationer. Købet af aktier for 189 mia. kr. er det største nogensinde. Omkring en tredjedel af de købte aktier var europæiske, mens mere end 40 pct. var amerikanske.
Værdien af danske investeringer i udenlandske værdipapirer steg med 489 mia. kr. i 2025
Anm.:
Figuren viser værdien af alle danske investorers investeringer i udenlandske porteføljeinvesteringer. Porteføljeinvesteringer dækker over investeringer i aktier, investeringsfondsbeviser samt gældsinstrumenter. Investeringerne er karakteriseret ved, at investoren ikke har en væsentlig indflydelse på beslutningerne i den virksomhed, der er investeret i.
Kilde:
Find figurdata i Nationalbankens Statistikbank