Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Finansielle konti

Danskernes formue er skrumpet 183 mia. kr.

Danskernes finansielle formue, som er finansielle aktiver fratrukket gæld, faldt i 1. kvartal med 183 mia. kr. Det svarer til at en reduktion på 66 tusinde kr. for den gennemsnitlige husholdning. Faldet kommer efter knapt to år med opsving på de finansielle markeder. Set over perioden siden 1. kvartal 2020 er formuen vokset med i alt 2.409 mia. kr.



Danskernes finansielle formue reduceret i 1. kvartal
Anm.: Danskernes finansielle formue opgøres som forskellen mellem de finansielle aktiver og gæld (passiver).

 

Fald på finansielle markeder reducerer aktiver...

Starten af 2022 har været kendetegnet ved lave vækstudsigter og stigende inflation. Det er blevet ledsaget af stigende renter og faldende aktiemarkeder. Store aktiefald har især haft betydning for danskernes finansielle aktiver, som i høj grad er investeret via. pensionsopsparinger, investeringsforeninger og aktier. Rentestigninger har samtidig fået markedsværdien på obligationer til at falde, hvilket især har ramt danskernes pensionsformue. Pensionsformuen er i 1. kvartal reduceret med hele 212 mia. kr., svarende til en reduktion på 5 pct. Samtidig er værdien af danskernes værdipapirer (udenfor pensionsformuen) reduceret med 116 mia. kr.

… men rentestigninger reducerer også gælden

Mens fald på markederne har negativ effekt på aktivsiden af formuen, så bidrager stigende renter samtidig positivt til passivsiden ved at reducere markedsværdien af danskernes gæld. I 1. kvartal faldt markedsværdien af gælden med 141 mia. kr.

 Når gælden reduceres skyldes det bl.a. at rentestigninger får kurserne på de obligationer, som ligger bag husholdningernes realkreditlån, til at falde. Kursen falder, da det bliver mindre attraktivt for en investor at købe obligationer med en lav rente. En lavere kurs svarer til at markedsværdien af obligationerne bliver mindre, og det bliver derfor billigere at købe obligationerne tilbage, ensbetydende med at værdien af gælden reduceres. Reduktionen af gælden vild og først blive realiseret hvis de bagvedliggende obligationer købes tilbage i markedet. Det sker fx ved omlægning af lån.

Opgørelsen dækker kun danskernes finansielle formue. Den samlede formue består foruden den finansielle formue også af den reale formue (fx fast ejendom).