Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Investeringsforeninger
Statistikperiode: December 2023

Husholdningernes køb af investeringsbeviser er fladet ud

Danske husholdninger har solgt investeringsbeviser for ca. 7 mia. kr. i perioden 2022-2023. Salget står i skarp kontrast til perioden 2020-2021, hvor husholdningerne købte investeringsbeviser for samlet set 75 mia. kr. Salget i de seneste to år har primært været af investeringer i obligationsfonde. Til gengæld har husholdningerne investeret knap 9 mia. kr. i aktiefonde i samme periode, hvoraf størstedelen er gået til fonde med globale aktier. I perioderne 2020-2021 og 2022-2023 har markedsvilkårene været vidt forskellige. Særligt usikkerhed om fremtidigt afkast kan have skubbet til husholdningernes købelyst. De kan i stedet for at købe investeringsbeviser fx have øget indlån, nedbragt gæld eller købt værdipapirer direkte uden om fonde.



Stort køb af investeringsbeviser er vendt til salg

Anm.:

Husholdningernes (S.1400) akkumulerede nettotransaktioner siden 2020. Data er for danske investeringsforeninger reguleret efter ”bekendtgørelse af lov om investeringsforeninger mv.” (dvs. UCITS) samt alternative investeringsfonde, AIF. Find figurdata i Statistikbanken.