Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Investeringsfonde
Statistikperiode: September 2025

Ny statistik for investerings­fondes eksponering og afdækning af valuta

Nationalbanken offentliggør i dag en ny statistik for investeringsfondes valutaeksponering og -afdækning. Når investeringsfonde fx køber amerikanske aktier og obligationer, bliver de samtidig eksponeret for den valutarisiko, der er forbundet med udsving i dollarens kurs over for danske kroner. For at mindske valutarisikoen kan investeringsfondene afdække dele af deres valutaeksponering med fx valutaterminskontrakter. Statistikken viser eksponering og afdækning for dollar, euro og øvrige valutaer for fonde rettet primært mod husholdninger (såkaldte UCITS-fonde). Herudover er der i statistikken information om, hvilke valutaer der afdækkes til: kroner, euro, dollar eller øvrige valutaer. Det fremgår bl.a. af statistikken, at investeringsfondenes valutaeksponering mod udenlandske aktier kun i beskeden grad bliver afdækket, hvorimod valutarisikoen ved udenlandske obligationer i høj grad bliver afdækket.



Investeringsfonde afdækker 17 pct. af dollarinvesteringer

Anm.:

Investeringsfondes samlede valutaeksponering til dollar opdelt på uafdækket eksponering og afdækning til euro, kroner og øvrige valutaer. Afdækningsprocent angiver den samlede andel af den afdækkede valutaeksponering i dollar. Afdækningsprocent aflæses på højre akse. Data indeholder kun UCITS-fonde. Find figurdata i Statistikbanken.

Afdækning af dollar- og euroinvesteringer

Investeringsfondene afdækker 17 pct. af dollarinvesteringerne, mens 27 pct. af euroinvesteringerne er afdækket. Den højere afdækning af euroinvesteringer skyldes, at en stor del af investeringerne i euro ligger i obligationsfonde, der generelt afdækker deres investeringer i højere grad end aktiefonde og blandede fonde. Omvendt ligger størstedelen af dollarinvesteringer i aktiefonde, der i mindre omfang afdækker deres investeringer. 

Investeringer i fremmed valutaer kan afdækkes til kroner eller anden valuta, herunder primært euro. Især dollarinvesteringer afdækkes til euro, hvor valutarisikoen anses for afdækket på grund af fastkurspolitikken. Euroinvesteringer afdækkes hovedsageligt direkte til kroner.

Euroinvesteringer afdækkes til kroner

Anm.:

Investeringsfondes samlede valutaeksponering til euro opdelt på uafdækket eksponering og afdækning til dollar, kroner og øvrige valutaer. Afdækningsprocent angiver den samlede andel af den afdækkede valutaeksponering i euro. Afdækningsprocent aflæses på højre akse. Data indeholder kun UCITS-fonde. Find figurdata i Statistikbanken.

Stor forskel i afdækningsadfærd

Aktiefonde afdækker stort set ikke nogen af deres dollar- og euroinvesteringer, mens blandede fonde afdækker knap 20 pct. af begge valutaer. Obligationsfonde afdækker så godt som alle deres investeringer i dollar, men kun 45 pct. af deres investeringer i euro, hvor valutarisikoen er begrænset på grund af fastkurspolitikken. Der kan være flere grunde til forskelle i afdækning mellem aktiefonde og obligationsfonde. Aktieinvesteringer er forbundet med en generelt større kursrisiko end obligationer, hvor valutarisikoen udgør en mindre del af den samlede risiko for aktier i forhold til obligationer. Samtidig har obligationsfonde typisk et mål om at levere et stabilt og forudsigeligt afkast.

Investeringsfonde afdækker flere obligationer end aktier

Anm.:

Investeringsfondes valutaafdækning i dollar og euro. Afdækningen er opdelt efter fondstype og dækker afdækning til alle valutaer. Blandede fonde forvalter både aktier og obligationer. Data indeholder kun UCITS-fonde. Find figurdata i Statistikbanken.

Investeringsfonde afdækker mindre end forsikrings- og pensionsselskaber

Den nye statistik for investeringsfondenes valutaeksponering og -afdækning er sammenlignelig med tilsvarende opgørelser for forsikrings- og pensionssektoren. Investeringsfondene afdækker samlet en mindre andel af både deres dollar- og euroinvesteringer i forhold til forsikrings- og pensionssektoren. Forsikrings- og pensionssektoren afdækker ca. 35 pct. af deres euroinvesteringer og ca. 70 pct. af deres dollarinvesteringer. Modsat investeringsfondene opdeler forsikrings- og pensionsselskaberne ikke deres valutaafdækning i aktier og obligationer. De ser i højere grad alle deres investeringer i fremmed valuta som en samlet portefølje, som valutaafdækkes for at sikre deres kunder pensionsudbetalinger i kroner.

BOKS 1

Ny statistik for investeringsfondes valutaeksponering og -afdækning

Investeringsfonde indberetter månedligt deres eksponering fra aktiver i anden valuta end kroner, og hvor meget af eksponeringen der er afdækket til anden valuta. Afdækningen indberettes på kontraktniveau. Nationalbanken beregner på den baggrund investeringsfondenes valutaeksponering og valutaafdækning. Denne beregning følger samme principper, som gælder for forsikrings- og pensionssektoren. 

I statistikken bliver valutaeksponeringen og -afdækningen fordelt på dollar, euro og øvrige valutaer. Valutaeksponering stammer for det første fra fondenes aktiver på balancen, der er denomineret i valuta. For det andet kan valutaeksponering stamme fra selve valutaafdækningen.