Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Klima

Nye klimarelaterede indikatorer

Nationalbanken offentliggør nye klimarelaterede indikatorer for den finansielle sektors finansiering af drivhusgasudledninger fra investeringer i børsnoterede erhvervsvirksomheder. Som noget nyt indgår bankerne i opgørelsen, mens det hidtil kun har været data for forsikrings- og pensionsselskaberne og investeringsforeningerne som er offentliggjort. Herudover tilføjes data for finansieringen af indirekte drivhusgasudledninger, såkaldte scope 3-udledninger, mens der tidligere kun blev offentliggjort data for finansiering af scope 1- og 2-udledninger, der er kontrolleret af virksomhederne. Endelig offentliggøres nu klimarelaterede indikatorer for den finansielle sektors investeringer i danske realkreditobligationer, som afspejler udledningerne af drivhusgasser fra ejendomme til bolig- og erhvervsformål.



Hvad indgår i de klimarelaterede indikatorer for den finansielle sektor?

Anm.:

Link til Statistikbanken
Link til kilder og metoder
De klimarelaterede indikatorer dækker forsikrings- og pensionsselskaber, investeringsforeninger samt penge- og realkreditinstitutter, mens holdingselskaber og andre kreditinstitutter ikke medtages, se kilder og metoder.

De klimarelaterede indikatorer viser ikke den finansielle sektors samlede klimaaftryk, da fx finansiering af drivhusgasudledninger fra bankers udlån endnu ikke indgår. Det samme gælder for udledninger via unoterede aktier og obligationer. Nationalbanken arbejder på fuldt ud at belyse den finansielle sektors finansiering af drivhusgasudledninger. Dækningen vil gradvist blive udbygget i takt med at relevante data bliver tilgængelige.

Data findes i statistikbanken, og du kan læse mere om opgørelsesmetoden og usikkerheder i kilder og metoder på Nationalbankens hjemmeside (link).

Bankers finansierede udledninger i børsnoterede virksomheder

Som noget nyt belyser statistikken penge- og realkreditinstitutters finansierede udledninger gennem investeringer i børsnoterede erhvervsvirksomheder. Danske penge- og realkreditinstitutter har samlet set investeret 47 mia. kr., hvor bankerne står for langt hovedparten af disse investeringer. Lægger man deres investeringer til de institutionelle investorers, så har den finansielle sektor samlet set investeret næsten 1.600 mia. kr. i børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer. Bankerne finansierer primært udledninger via deres udlån, som endnu ikke belyses i statistikken.

Scope 3-udledninger

Den nye statistik gør det muligt at opgøre den finansielle sektors finansierede scope 3-udledninger, som udgør 72 mio. ton CO2e i 2023. Scope 3-udledninger angiver de indirekte drivhusgasudledninger i virksomhederne i porteføljens værdikæde. Udledningerne kan være relateret til bearbejdning af materialer hos leverandører eller afledte udledninger relateret til anvendelsen af virksomhedernes produkter. 

De finansierede scope 1- og 2-udledninger udgør ca. 10 mio. ton CO2e. Scope 1- og 2-udledninger måler de drivhusgasser, der direkte og indirekte kontrolleres af virksomhederne i porteføljen. Det kan fx være afbrænding af fossile brændsler i forbindelse med produktionen eller udledninger fra energikøb hos forsyningsselskaber.

Scope 3-udledninger er forbundet med væsentligt mere usikkerhed end scope 1- og 2-udledninger, da de stiller krav til kortlægning af udledningerne i hele værdikæden. Beregning af finansierede scope 3-udledninger kan samtidig medføre signifikant dobbelttælling. Det skyldes bl.a., at én virksomheds scope 1-udledninger er andre virksomheders scope 2- og 3-udledninger. Scope 3-udledningerne skal derfor tolkes varsomt.

Store scope 3-udledninger

Anm.:

Finansierede udledninger regnet ved årets udgang, dvs. 4. kvt., og opgjort som den finansielle sektors finansierede scope 1-, 2- og 3-udledninger via investeringer i ikke-finansielle virksomheder (S.11), hvor forsikrings- og pensionssektorens investeringer via fonde (S.124) er gennemlyst. *2023 er foreløbige tal, se kilder og metoder (link).

Kilde:

Nationalbanken, Morgan Stanley Capital International (MSCI) og Institutional Shareholder Services (ISS).

Finansierede udledninger via realkreditobligationer

Den finansielle sektor har investeret for mere end 2000 mia.kr. i realkreditobligationer. Via investeringer i realkreditobligationer finansierer den finansielle sektor også udledninger af drivhusgasser fra ejendomme til bolig- og erhvervsformål.

Opgørelsen af finansierede udledninger fra realkreditobligationer er baseret på energiforbruget i de ejendomme, der er ydet realkreditlån til. Energiforbruget beregnes bl.a. ud fra ejendommenes energimærkninger, forsyningsform og energikilde. Dermed adskiller opgørelsen sig fra opgørelsen af børsnoterede aktier og virksomhedsobligationer.

Den finansielle sektor finansierede samlet set 5 mio. ton CO2e via investeringer i realkreditobligationer ved udgangen af 2023.

Den finansielle sektor finansierede 5 mio. ton CO2e via investeringer i realkreditobligationer i 2023 (baseret på energimærker)

Anm.:

Den finansielle sektors finansierede udledninger via investeringer i realkreditobligationer, hvor forsikrings- og pensionssektorens investeringer via fonde (S.124) er gennemlyst. Finansierede udledninger fra energiforbruget regnet ved årets udgang, dvs. 4. kvt. Udledninger fra realkreditobligationer er tilgængelige fra 4. kvt. 2022 og frem.

Kilde:

Nationalbanken, MSCI, ISS og European Covered Bond Label (ECBC).