Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Værdipapirer

Markedet for grønne obligationer i kraftig vækst

Siden 2015, hvor den første grønne obligation blev udstedt i Danmark, er markedet steget til 169 mia. kr. i maj 2022.



Danske grønne obligationer i kraftig vækst siden 2015
Anm.: Nominelle værdier. Tal fra værdipapirstatistikken og Bloombergs Green Instrument Indicator.

|

Hvad er en grøn obligation?

En grøn obligation finansierer nye eller eksisterende grønne projekter. Udstederen af obligationen forpligter sig således til at anvende provenuet til fx vedvarende energi, miljøvenlig transport, tilpasning til klimaforandringer eller andre grønne projekter, som beskrives i obligationens juridiske dokumentation.

Særligt grøn realkredit er i vækst

Grønne obligationer fordeler sig på realkredit-, erhvervs- og statsobligationer. En voksende andel er realkreditobligationer, som især bruges til at finansiere energieffektive bygninger og vedvarende energi. Af de samlede grønne obligationer udgør realkredit omtrent halvdelen, svarende til 80 mia. kr.

Grønne erhvervsobligationer udgør også 80 mia. kr. Ørsted A/S er den største udsteder af grønne erhvervsobligationer og har samlet udstedt for 29 mia. kr. Provenuet anvendes bl.a. til at finansiere selskabets globale udbygning af vedvarende energi.

Den danske stat har siden starten af 2022 udstedt grønne statsobligationer til finansiering af statslige udgifter til bæredygtig energi i form af vind- og solenergi og den grønne omstilling af transportsektoren. Staten har udstedt for 9 mia. kr. siden januar, og der sigtes mod 15 mia. kr. ved udgangen af 2022.

Udenlandsk appetit på grønne erhvervsobligationer

Udenlandske investorer ejer 53 pct. af de danske grønne obligationer. Især erhvervsobligationerne er populære i udlandet, der ejer hele 92 pct. De danske erhvervsobligationer udstedes primært i udenlandsk valuta. Derimod er størstedelen af de grønne realkreditobligationer udstedt i danske kroner og ejes hovedsageligt af danske investorer, især forsikrings- og pensionssektoren samt banksektoren.