Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.

Værdipapirer
Statistikperiode: April 2025

Store udbytte­betalinger i årets fire første måneder

Børsnoterede danske selskaber har fra januar til april udloddet udbytte for 80 mia. kr. Det var mere end i samme periode sidste år, men stadig overgået af udbyttebetalingerne i 2022 og 2023. Få store børsnoterede selskaber stod for over 75 pct. af de samlede udbyttebetalinger. Samtidig udbetalte bankerne et rekordudbytte på knap 17 mia. kr. i årets fire første måneder. Udbytterne bliver typisk udbetalt i marts og april i forbindelse med selskabernes generalforsamling. Her træffes beslutning om udbyttebetalinger og aktietilbagekøb på baggrund af regnskabet fra det forudgående år. Aktietilbagekøb er et alternativ til udbytter, hvor virksomheder kan udlodde en del af overskuddet til aktionærerne.



For fjerde år i træk bliver de samlede udbyttebetalinger større end 80 mia. kr.

Anm.:

Udbyttebetalinger fra danske børsnoterede virksomheder. For at sikre at udbyttebetalingerne ikke afspejler ændringer i ejerstruktur, så er følgende ekstraordinære udbytter ikke en del af det anvendte data: TDC og ØK med hhv. 43,5 og 7,7 mia. kr. i 2006, Danisco med 10 mia. kr. i 2011, A.P. Møller – Mærsk med 36,7 mia. kr. i 2015 og Danske Bank med 5,5 mia. kr. i 2024. Find figurdata i Statistikbanken

Store virksomheder står for hovedparten af udbyttebetalinger 

Novo Nordisk, A.P. Møller – Mærsk, Danske Bank og Carlsberg står for størstedelen af de samlede udbyttebetalinger i årets fire første måneder. Halvdelen af udbytterne tilfaldt udenlandske investorer, hvilket omtrent er på niveau med sidste år. Nogle selskaber udbetaler ikke kun udbytte i begyndelsen af året. Det gælder fx for Novo Nordisk og Danske Bank, der også tidligere har udloddet udbytte i hhv. august og juli. 

Stigningen i udbyttebetalinger i årets fire første måneder kan bl.a. tilskrives en stigning hos de største selskaber

Anm.:

Udbytter for de fire selskaber med de højeste udbyttebetalinger i januar-april 2025. Figuren viser også udbytterne for samme periode i de to foregående år.

Fortsat høje aktietilbagekøb i 2024

I 2024 tilbagekøbte danske børsnoterede virksomheder endvidere egne aktier for en værdi af 54 mia. kr. Niveauet var lavere end de historisk høje tilbagekøb i perioden 2021-23, men lå dog stadig højere end tidligere år. Aktietilbagekøbene vedtages som regel på generalforsamlingen og eksekveres løbende i samme år, og de kommer derfor ikke som en samlet betaling ligesom udbytterne.

Aktietilbagekøbet i 2024 er faldet med 27,5 mia. kr. fra 2023

Anm.:

Aktietilbagekøb af danske børsnoterede aktier. Aktietilbagekøb er estimeret på baggrund af virksomhedernes nettotransaktioner i egne aktier og kurser ultimo måneden. Medarbejderaktier kan indgå i opgørelsen, og tilbagekøb i måneder med kapitalnedsættelser kan mangle.