Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Danske husholdninger køber europæiske aktier
Danske husholdninger har fra januar til maj 2025 købt europæiske aktier for over 9 mia. kr., hvilket er betydeligt mere end i de forudgående tre år. Købet stammer både fra direkte handler i enkeltaktier og køb via investeringsforeninger. Vi skal tilbage til 2021, for at se en tilsvarende interesse for europæiske aktier. I samme periode har de danske husholdninger solgt amerikanske aktier for 1,3 mia. kr. Husholdningerne har også solgt danske aktier for 3 mia. kr.
Danske husholdninger har i årets fem første måneder købt europæiske aktier og solgt amerikanske
Anm.:
Husholdningernes (lønmodtagere og pensionister mv.) nettokøb af børsnoterede aktier. Handel gennem investeringsforeninger er husholdningernes nettokøb foretaget gennem investeringsforeninger, som husholdningerne har ejerskab i. Udenlandske investeringsfonde indgår ikke. Europa er ekskl. Danmark. Årene 2020-2024 består af nettokøb i hele året, mens 2025 er nettokøb fra januar til maj.
Investeringer i forsvarsaktier fylder meget
Forsvarsaktier udgør 32 pct. af husholdningernes samlede køb af europæiske aktier i årets fem første måneder. Øverst på listen ligger Rheinmetall og Saab. I maj måned blev Rheinmetall for første gang den europæiske enkeltaktie, som danske husholdninger har investeret mest i. Det skyldes dog primært kursstigninger og i mindre grad køb af aktien. Selvom danske husholdninger i 2025 har solgt amerikanske aktier og købt europæiske, udgør de amerikanske aktier stadig 29 pct. af den samlede aktiebeholdning i maj måned. Til sammenligning udgør de europæiske aktier 16 pct., danske aktier 48 pct., og øvrige børsnoterede aktier 7 pct.
Fra januar til maj 2025 var husholdningernes to største europæiske aktiekøb i forsvarsaktier
Anm.:
Husholdningernes (lønmodtagere og pensionister mv.) nettokøb for de fem største køb af europæiske aktier og fem største salg af amerikanske aktier fra januar til maj 2025. Forsvarsaktier er aktier i GICS-industrigruppen ’Aerospace and Defense’ (Morgan Stanley Capital International, MSCI).