Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Udbytter for 70 mia. kr. i 1. kvartal
Danske børsnoterede virksomheder udbetalte 70 mia. kr. i udbytte i årets første tre måneder, hvor hovedparten af årets udbytter typisk udbetales. Som i 1. kvartal 2025 blev en væsentlig del af udbytterne udbetalt af få store virksomheder. Danske Bank og A.P. Møller - Mærsk står for de største ændringer i forhold til samme kvartal sidste år: Danske Bank har udbetalt større udbytter, mens A.P. Møller - Mærsk har udbetalt lavere. Udenlandske investorer modtog 55 pct. af de samlede udbyttebetalinger i 1. kvartal 2026 mod 52 pct. i samme kvartal året før. Virksomhederne træffer som regel beslutning om udbyttebetaling på generalforsamlingen i begyndelsen af året. Derfor udbetales en stor del af årets samlede udbytter typisk i årets første måneder, selv om nogle selskaber også udbetaler udbytte senere på året eller i flere omgange.
Udbyttebetalinger i 1. kvartal 2026 er på samme niveau som sidste år
Anm.:
Figuren viser udbyttebetalinger fra danske børsnoterede virksomheder. Følgende ekstraordinære udbytter indgår ikke i datagrundlaget, eftersom disse først og fremmest afspejler ændringer i ejerskabsstrukturer: TDC og ØK med hhv. 43,5 og 7,7 mia. kr. i 2006, Danisco med 10 mia. kr. i 2011, A.P. Møller – Mærsk med 36,7 mia. kr. i 2015 og Danske Bank med 5,5 mia. kr. i 2024. Find figurdata i Statistikbanken.
Ny tabel
Nationalbanken offentliggør i dag en opdateret udgave af den tabel, som belyser udbytter udbetalt fra danske aktier og investeringsfondsbeviser. Som noget nyt er det muligt at undersøge, hvem der er modtager af udbytterne. Du kan finde den nye tabel her.