Nationalbankens podcast handler om aktuelle tendenser i dansk og international økonomi. Gæsterne i studiet er Nationalbankens økonomer og andre fagpersoner. Podcasten henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Dansk økonomi

Omkostningen af grænseoverskridende betalinger i Norden

Hvorfor kan det være dyrere og langsommere at sende penge over Øresund i kroner end over grænsen i euro? Det er et af de spørgsmål, vi ser nærmere på i det nye afsnit af Nationalbankens podcast om økonomi. I episoden taler vært Peter Levring med Christian Sinding Bentzen, rådgiver i Finansiel Stabilitet, om grænseoverskridende betalinger i Norden, og hvorfor betalinger mellem de nordiske lande ikke altid er så enkle, som man måske skulle tro.


Hvad er anledningen?

En ny analyse fra de nordiske centralbanker sætter fokus på, hvad det koster husholdninger at sende og bruge penge på tværs af de nordiske lande. Analysen viser blandt andet, at betalinger i lokal valuta mellem de nordiske lande fortsat er dyrere end både indenlandske betalinger og betalinger til udlandet i euro. Samtidig ser analysen på, hvorfor omkostningerne opstår, og hvilke markedsudviklinger og tiltag der kan være med til at reducere dem.

Læs analysen Grænseoverskridende betalinger i Norden.