Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Ny generel SDR-tildeling fra IMF øger Nationalbankens valutareserve

​Den Internationale Valutafond, IMF, gennemfører den 23. august en ny generel tildeling af Special Drawing Rights, SDR, på 650 mia. dollar. Danmarks får tildelt 3,3 mia. SDR svarende til knap 30 mia. kr. Danmarks SDR-beholdning indgår i Nationalbankens valutareserve, som derfor stiger med knap 30 mia. kr. efter tildelingen.*)


Deling

23. august 2021

Den Internationale Valutafond, IMF, gennemfører den 23. august en ny generel tildeling af Special Drawing Rights, SDR, på 650 mia. dollar (ca. 456 mia. SDR). Formålet med tildelingen af de særlige trækningsrettigheder er at bidrage til at understøtte de globale valutareserver.

De nye SDR tildeles IMF's medlemslande efter deres relative størrelse i IMF, målt ved landenes såkaldte kvoter. Det betyder, at Danmark får tildelt 3,3 mia. SDR svarende til knap 30 mia. kr. Danmarks SDR-beholdning indgår i Nationalbankens valutareserve, som derfor stiger med knap 30 mia. kr. efter tildelingen.

Den nye tildeling øger Danmarks samlede SDR-tildeling til 4,8 mia. SDR (44 mia. kr.).

Hvad er SDR?

Special Drawing Rights, SDR, er et internationalt reserveaktiv skabt af IMF for at supplere dets medlemslandes officielle valutareserver. SDR er ikke en valuta, men en potentiel fordring på valutaerne i IMF's medlemslande, dvs. at de kan veksles til hård valuta. SDR beregnes på baggrund af en kurv af fem valutaer: amerikanske dollar, euro, kinesiske renminbi, japanske yen og britiske pund.

Den seneste SDR-tildeling blev givet i 2009 og øgede de eksisterende SDR til 204 mia. SDR.

IMF arbejder for at fremme global økonomisk og finansiel stabilitet. Læs mere om IMF's håndtering af corona-krisen og Danmarks støtte hertil i denne analyse fra februar 2021.

Læs mere om Danmarks relationer til IMF og den danske SDR-beholdning i denne analyse fra 2017.

Henvendelse kan rettes til presserådgiver Ole Mikkelsen på tlf. 3363 6027.

*) I forhold til den oprindelige pressemeddelelse er Danmarks tildeling ændret fra 3,2 mia. til 3,3 mia. SDR svarende til en ændring fra knap 29 mia. kr. til knap 30 mia. kr. Tilsvarende er Danmarks samlede SDR-tildeling ændret fra 4,7 til 4,8 mia. SDR svarende til en ændring fra 42 mia. kr. til 44 mia. kr.