Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Danmarks Nationalbank støtter arbejdet med en overgang fra CIBOR

​Danmarks Nationalbank støtter Finans Danmarks beslutning om at analysere og komme med anbefalinger om en overgang fra CIBOR, Copenhagen Interbank Offered Rate, til transaktionsbaserede referencerenter.


Deling

18. november 2025

Danmarks Nationalbank støtter Finans Danmarks beslutning om at analysere og komme med anbefalinger om en overgang fra CIBOR, Copenhagen Interbank Offered Rate, til transaktionsbaserede referencerenter.

Overgangen fra skønsbaserede IBORs til referencerenter baseret på transaktioner følger internationale standarder og er gennemført i flere andre lande. I områder, hvor IBORs stadig eksisterer – såsom euroområdet – er der gennemført betydelige reformer for at sikre, at de tilbageværende IBORs overvejende er transaktionsbaserede.

Robuste og pålidelige referencerenter i danske kroner er essentielle for finansielle markedsdeltagere, virksomheder og husholdninger. Referencerenter anvendes bredt på tværs af finansielle produkter, herunder banklån, realkreditobligationer og renteswaps, og fungerer som centrale input til værdiansættelse af finansielle aktiver.

Etablering af arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger om en overgang fra CIBOR

Finans Danmark og Danmarks Nationalbank vil i samarbejde etablere en arbejdsgruppe, der skal analysere og komme med anbefalinger om en overgang fra CIBOR til transaktionsbaserede referencerenter. Arbejdsgruppen vil bestå af repræsentanter fra den finansielle sektor. Danmarks Nationalbank og Finanstilsynet vil deltage som observatører i arbejdsgruppen. Danmarks Nationalbank og Finans Danmark vil være sekretariat for arbejdsgruppen.

Yderligere information, herunder om medlemmer og mandat for arbejdsgruppen, vil blive kommunikeret via Danmarks Nationalbanks hjemmeside. Relevante høringsdokumenter og andet materiale vil også løbende blive offentliggjort på hjemmesiden.

DESTR muliggør overgangen fra CIBOR

Finans Danmark er ejer af referencerenterne CIBOR, CITA og SWAP. Disse referencerenter administreres af Danish Financial Benchmark Facility, DFBF.

Danmarks Nationalbank er ejer og administrator af DESTR, Denmark Short-Term Rate, og følger samme metodik som €STR, Euro Short-Term Rate. DESTR er en transaktionsbaseret referencerente, som har været offentliggjort af Danmarks Nationalbank siden 2022. Brugen af DESTR er solidt forankret på de danske finansielle markeder. At have en veletableret dag-til-dag transaktionsbaseret referencerente, som også kan danne grundlag for fremadskuende referencerenter, er centralt for at muliggøre en overgang fra CIBOR.

Henvendelse kan rettes til presserådgiver Peter Levring på tlf. 2620 1809.