9. oktober 2025
Alle medlemmer af Det Europæiske System af Centralbanker, ESCB, er engagerede i at støtte og fremme efterlevelse af Foreign Exchange Global Code ("kodekset").
Kodekset blev første gang offentliggjort i 2017. Dengang og ved den efterfølgende opdatering i 2021 offentliggjorde Nationalbanken en hensigtserklæring om at efterleve kodekset. Kodekset blev i december 2024 opdateret af Global Foreign Exchange Committee for at holde det relevant og tilpasset udviklingen på valutamarkedet. Dermed fortsætter kodekset med at sætte standarden for god markedspraksis på valutamarkedet.
Velfungerende finansielle markeder gavner alle markedsdeltagere og er vigtige for centralbankerne, fordi de sikrer en smidig transmission af pengepolitikken til realøkonomien. Dette gavner i sidste ende offentligheden som helhed.
I dag har alle centralbankerne i ESCB, herunder Nationalbanken, udsendt fornyede hensigtserklæringer om at efterleve det opdaterede kodeks. Ved at forny disse hensigtserklæringer viser ESCB-centralbankerne, at de er engagerede i at efterleve principperne i kodekset, når de agerer på valutamarkedet, og at de sikrer, at deres interne praksis og processer er i overensstemmelse med principperne i kodekset. Med disse hensigtserklæringer understreger de, at principperne i kodekset er vigtige for at fremme integriteten på et effektivt valutamarked. ESCB-centralbankerne, herunder Nationalbanken, opfordrer samtidig alle deltagere på valutamarkedet til at efterleve kodekset.
ESCB-centralbankerne består af ECB og de nationale centralbanker fra alle EU's medlemsstater, uanset om de har tilsluttet sig eurosamarbejdet eller ej.
Henvendelse kan rettes til kommunikationschef Helle Harbo Holm på tlf. 4111 9795.