Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Globale spændinger og stigende boligpriser dominerer risikobilledet

Den globale økonomi er præget af høj usikkerhed bl.a. på grund af krigen i Mellemøsten og højere energipriser. Samtidig stiger boligpriserne fortsat markant flere steder i landet. Selvom boligkøberne fremstår robuste, er risikobilledet for boligmarkedet skærpet. Det viser Nationalbankens halvårlige analyse af den finansielle stabilitet.


Deling

26. maj 2026

Den globale økonomi er præget af høj usikkerhed bl.a. på grund af krigen i Mellemøsten og højere energipriser. Samtidig stiger boligpriserne fortsat markant flere steder i landet. Selvom boligkøberne fremstår robuste, er risikobilledet for boligmarkedet skærpet. Det viser Nationalbankens halvårlige analyse af den finansielle stabilitet.

På boligmarkedet er faresignalerne blevet mere tydelige. Boligpriserne stiger fortsat markant i København, og der er tegn på, at prisstigningerne er begyndt at sprede sig til de omkringliggende områder. Selvom boligkøberne overordnet fremstår robuste, er der nu tydeligere tegn på opbygning af risici på boligmarkedet. Det er en af hovedkonklusionerne i Nationalbankens halvårlige analyse Finansiel stabilitet, der er udkommet i dag. Analysen vurderer og giver anbefalinger vedrørende den finansielle stabilitet i Danmark.

”Når priserne stiger så markant, og vi samtidig ser tegn på, at udviklingen i højere grad er forventningsdrevet, så øges sårbarheden ved et senere fald i priserne. Endvidere ser vi nu klarere tegn på spredning uden for København. Derfor er det afgørende, at der ikke bliver lempet på lånereglerne, som har bidraget til den robusthed, boligejerne har i dag,” siger nationalbankdirektør Ulrik Nødgaard.

Gennem de seneste år er udbredelsen af de såkaldte prioritetslån vokset. Udviklingen skal ses i lyset af den generelle renteudvikling, som har øget efterspørgslen på variabelt forrentede lån, samt konkurrencen om boliglån blandt bankerne.

”Selvom bankerne i øjeblikket bevilger flere prioritetslån, udgør låntypen fortsat en begrænset andel af det samlede boligudlån. Og når vi kigger i tallene, er der ikke tegn på større forskelle i kreditkvaliteten mellem prioritetslån og variabelt forrentede realkreditlån. Vi vurderer ikke, at den nuværende udvikling i prioritetslån udgør en trussel for den finansielle stabilitet. Men da boligfinansiering er vigtigt for den danske økonomi, følger vi fortsat udviklingen,” siger Ulrik Nødgaard.

I dagens analyse konkluderer Nationalbanken også, at krigen i Mellemøsten, højere energipriser og geopolitisk usikkerhed øger risikoen for pludselige og kraftige prisfald på de finansielle markeder, som kan smitte af på den finansielle sektor i Danmark.

Bankerne har dog fortsat høj indtjening, som giver en stødpude til at modgå tab. Indtjeningen understøttes af en robust samfundsøkonomi, men nedskrivningerne kan hurtigt stige, hvis konjunkturerne vender. Nationalbankens stresstest viser, at sektoren samlet kan modstå et hårdt recessionsscenarie. Dog kan bankernes erhvervskunder blive påvirket i et risikoscenarie med markant højere energipriser og stigende renter.

Analysen Finansiel stabilitet kan findes på nationalbanken.dk.

Hvis du som journalist har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte kommunikations- og presserådgiver Teis Hald Jensen på telefon 3363 6066 eller tehj@nationalbanken.dk.