1. oktober 2026
Eurosystem Repo Facility for Central Banks, EUREP, er en stående facilitet hos Den Europæiske Centralbank, ECB, der giver Nationalbanken adgang til at låne eurolikviditet fra Eurosystemet mod sikkerhed i eurodenominerede værdipapirer af høj kvalitet. Det maksimale beløb, som Nationalbanken kan låne ved brug af EUREP, er 50 milliarder euro.
EUREP vil fungere som et supplerende likviditetsberedskab, der forbedrer Nationalbankens adgang til eurolikviditet og dermed styrker valutareservens robusthed.
"Vi hilser det velkommen, at ECB har udvidet adgangen til EUREP, så den omfatter flere centralbanker. Adgangen til EUREP styrker vores robuste likviditetsposition og forvaltningen af Nationalbankens valutareserve yderligere," siger nationalbankdirektør Signe Krogstrup.
Den 14. februar 2026 besluttede ECB's Styrelsesråd at styrke EUREP for derigennem at understøtte en effektiv transmission af euroområdets pengepolitik. Det opdaterede rammeværk omfatter en stående facilitet, der principielt er tilgængelig for alle centralbanker uden for euroområdet, herunder Nationalbanken, til at fremskaffe eurolikviditet hurtigt.
Yderligere information om EUREP kan findes på ECB's hjemmeside.
Spørgsmål kan rettes til presserådgiver Peter Levring på +45 2620 1809 eller pnbl@nationalbanken.dk.