Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Sedler for mere end 21,2 mia. kr. blev indleveret, før de blev værdiløse

1000-kronesedler fra 2009-serien og alle pengesedler fra de ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997 er nu værdiløse og kan ikke længere indløses i Nationalbanken. Indkaldelsen har varet 2,5 år og er den største indkaldelse af sedler siden 2. verdenskrig.


Deling

1. juni 2026

1000-kronesedler fra 2009-serien og alle pengesedler fra de ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997 er nu værdiløse og kan ikke længere indløses i Nationalbanken. Indkaldelsen har varet 2,5 år og er den største indkaldelse af sedler siden 2. verdenskrig.

Ved fristens udløb 31. maj 2026 var der indleveret sedler for mere end 21,2 mia. kr. til Nationalbanken. Det svarer til 87 pct. af det samlede indkaldte beløb.

Der blev indleveret for mere end 20,1 mia. kr. i 1000-kronesedler fra 2009-serien, hvilket svarer til 96 pct. af det samlede indkaldte beløb på 21,1 mia. kr. i 1000-kronesedler. Indløbet af ældre seddelserier har været mindre. Der er i alt indleveret mere end 1 mia. kr. i ældre sedler, hvilket svarer til 30 pct. af de indkaldte ældre sedlers samlede værdi.

”Det er to et halvt år siden, vi annoncerede indkaldelsen. Så det har været en lang proces, hvor sedlerne først kunne benyttes som betalingsmiddel i halvandet år og derefter kunne indleveres til Nationalbankens indleveringssteder i et år. Seddelindkaldelsen er samlet set forløbet tilfredsstillende. Det bygger vi på størrelsen af det indleverede beløb, det høje kendskabsniveau, det generelt rolige forløb omkring indleveringerne og det tætte samarbejde med relevante aktører i sektoren,” siger Niels Kaas, hovedkasserer i Nationalbanken.

Størstedelen blev indleveret, mens man kunne betale i butikker og banker

Størstedelen af sedlerne blev indleveret eller brugt, mens de var gyldige som betalingsmiddel i butikker og banker frem til 31. maj sidste år. I det seneste år, hvor man har kunnet indlevere sedlerne på et af Nationalbankens tre indleveringssteder i Aarhus, Odense og København samt via bankerne i Grønland og Færøerne, blev der indleveret væsentligt færre sedler.

De endelige indleveringstal kan blive lidt højere

Alle henvendelser om indlevering af sedler, som Nationalbanken har modtaget inden fristens udløb, bliver håndteret.

”Langt størstedelen af perioden var der meget roligt på indleveringsstederne. Men lige op til deadline besøgte rigtig mange indleveringsstederne – også så mange, at vi ikke kunne følge med i at behandle sagerne. Derfor fik mange af de fremmødte registreret deres sager, ligesom vi åbnede for onlineregistrering de sidste dage. Alle de registrerede sager vil blive færdigbehandlet i de kommende måneder,” siger Niels Kaas, hovedkasserer i Nationalbanken.

De ca. 7000 borgere og virksomheder, der blev registreret til senere håndtering hos Nationalbanken inden fristen – enten fysisk hos indleveringsstederne eller digitalt – bliver kontaktet direkte af FOREX eller Nationalbanken med henblik på færdigbehandling af sagerne og konkret aftale om den fysiske indlevering af sedlerne.

Læs mere

Nationalbanken har lavet en NYT, hvor du kan få flere tal og læse mere om Nationalbankens forventninger til indleveringer m.m. Du finder NYT’en på nationalbanken.dk/nytomindkaldelse.

Henvendelse kan rettes til presserådgiver Peter Levring på mail pnbl@nationalbanken.dk eller tlf. 2620 1809.