Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Virksomheder ansætter færre, når de begynder at bruge AI

Danske virksomheder, der begynder at bruge kunstig intelligens (AI), ansætter efterfølgende færre nye medarbejdere end sammenlignelige virksomheder, der ikke bruger AI. Det viser en ny analyse fra Nationalbanken, der baserer sig på unikke danske tal.


Deling

16. september 2026

Danske virksomheder, der begynder at bruge kunstig intelligens (AI), ansætter efterfølgende færre nye medarbejdere end sammenlignelige virksomheder, der ikke bruger AI. Det viser en ny analyse fra Nationalbanken, der baserer sig på unikke danske tal.

”Den omstilling, vi forventede med AI, er kommet i gang i Danmark. Vi kan se, at virksomheder, der har taget AI i brug, har en lidt lavere beskæftigelsesvækst end sammenlignelige virksomheder, der ikke har taget AI i brug,” siger nationalbankdirektør Signe Krogstrup.

Udviklingen kan ses på virksomhedsniveau, men der er endnu ikke klare tegn på, at det har påvirket den samlede danske beskæftigelse, og det er heller ikke Nationalbankens forventning for de kommende år.

”Det tyder på, at de, der før ville være blevet ansat i virksomheder, der er begyndt at bruge AI, i stedet har fundet jobs andre steder. I Danmark har vi et fleksibelt arbejdsmarked og en udbredt digitalisering, og dermed er vi godt stillet i forhold til at drage fordel af AI,” siger Signe Krogstrup.

Den lavere beskæftigelsesvækst i de virksomheder, der begynder at bruge AI, er især koncentreret blandt yngre og medarbejdere med længere uddannelse. Der er ikke tegn på, at lønningerne er blevet påvirket.

”Det er meget usikkert, hvordan udviklingen af AI vil påvirke det danske arbejdsmarked fremover. Man kan ikke afvise, at beskæftigelsen kan falde på sigt, men omvendt kan det også være, at AI understøtter fremkomsten af nye virksomheder og jobfunktioner i en sådan grad, at beskæftigelsen rent faktisk stiger,” siger Signe Krogstrup.

Nationalbankens nye analyse er unik, fordi den kombinerer data om virksomheders anvendelse af AI, som er indsamlet af Danmarks Statistik, med registerdata om bl.a. beskæftigelse og lønniveauer for de pågældende virksomheder. Nationalbanken har på denne måde været i stand til at identificere mønstre helt ned på virksomhedsniveau, hvilket ikke tidligere har været muligt i Danmark eller i udlandet.

Den nye analyse kan findes på Nationalbankens hjemmeside.

Pressen kan henvende sig til kommunikations- og presserådgiver Teis Hald Jensen på telefon 2630 9653 eller på mail tehj@nationalbanken.dk.