Presset på arbejdsmarkedet er taget af efter et jobintensivt opsving

Under det økonomiske opsving efter pandemien er beskæftigelsen steget kraftigt både i Danmark, euroområdet og USA, og den er steget mere i forhold til BNP end under tidligere opsving. Opsvinget har således været jobintensivt og forbundet med en mere afdæmpet udvikling i produktiviteten sammenlignet med tidligere opsving. Denne analyse vil belyse mulige forklaringer på den høje jobintensitet i Danmark under opsvinget efter pandemien.

Den høje jobintensitet af det seneste opsving i dansk økonomi har flere forklaringer. For det første har forskydninger i beskæftigelsen mod mindre produktive brancher bidraget til den høje jobintensitet. Det drejer sig især om private serviceerhverv, hvilket skal ses i lyset af, at forbruget er skiftet i retning af tjenesteydelser. For det andet har produktiviteten inden for de enkelte brancher udviklet sig mere afdæmpet efter pandemien. Den afdæmpede udvikling i arbejdskraftens produktivitet inden for brancher har flere årsager, men er samlet set den væsentligste faktor bag det jobintensive opsving. Udviklingen har især være understøttet af, at prisen på arbejdskraft har været lavere set fra virksomhedernes perspektiv - både i forhold til virksomhedernes afsætningspriser og øvrige inputpriser.

En lavere pris på arbejdskraft i forhold til øvrige priser i økonomien kan bidrage til en svagere produktivitetsudvikling på flere måder. For det første betyder den lavere pris på arbejdskraft i forhold til salgspriserne, at det er mere rentabelt for virksomhederne at ansætte personer med svag tilknytning til arbejdsmarkedet, som i gennemsnit ser ud til at være mindre produktive end den øvrige beskæftigelse. For det andet betyder den lavere pris på arbejdskraft i forhold til prisen på andre inputfaktorer, at det for virksomhederne kan have været fordelagtigt at substituere fra øvrige inputfaktorer til øget brug af arbejdskraft i produktionen. Substitutionen svækker timeproduktiviteten, fordi flere medarbejdere skal deles om fx den samme kapital, eller hvis behovet for højt kvalificeret arbejdskraft til at betjene kapitalapparatet mindskes. Således skifter efterspørgslen efter arbejdskraft i retning mod mindre produktive jobfunktioner, hvilket er i tråd med udviklingen siden pandemien. For det tredje kan en lavere relativ pris på arbejdskraft forstærke argumentet for hamstring af arbejdskraft, hvorved virksomheder fastholder flere ansatte end nødvendigt i forhold til det aktuelle produktionsniveau ud fra en forventning om, at efterspørgslen efter deres produkter vender hurtigt tilbage.

Faktorerne bag de seneste års svage produktivitetsvækst i dansk økonomi forventes ikke at være fuldt ud til stede fremadrettet. Efterhånden som lønningerne stiger i forhold til andre priser i økonomien, stiger prisen på arbejdskraft set fra virksomhedernes perspektiv. Således bliver det igen mindre rentabelt at ansætte personer med svag tilknytning til arbejdsmarkedet eller at hamstre arbejdskraft, ligesom det bliver mindre fordelagtigt at substituere fra øvrige inputfaktorer til øget brug af arbejdskraft i produktionen.

Igennem 2023 er presset på arbejdsmarkedet aftaget. Både antallet af stillingsopslag pr. ledig og virksomhedernes rapporterede mangel på arbejdskraft er faldet. Samtidig er jobomsætningen faldet, omend andelen af jobskifter blandt beskæftigede fortsat er på et højere niveau end før pandemien. Det aftagende pres på arbejdsmarkedet skal ses i lyset af de pengepolitiske stramninger, som den stigende inflation har ledt til. Selvom prisen på arbejdskraft fortsat ser ud til at være relativt lav set fra virksomhedernes perspektiv, har de relative priser i dansk økonomi nærmet sig niveauet før pandemien siden midten af 2022. Det kan også have bidraget til at dæmpe presset på det danske arbejdsmarked.

Modstykket til den relativt stærke beskæftigelsesvækst i forhold til BNP-væksten er, at væksten i arbejdsproduktiviteten – altså produktionen pr. beskæftiget – har været markant mere afdæmpet i perioden efter pandemien end under tidligere opsving i dansk økonomi, se figur 2. Udviklingen dækker over betydelige forskelle på tværs af brancher.³ Særligt i brancher, som beskæftiger relativt få ansatte, har usædvanlige forhold de seneste år påvirket den reale værditilvækst markant. På den ene side er dansk produktion i udlandet øget betydeligt, hvilket har bidraget til en stærk produktivitetsvækst i industrien.⁴ På den anden side er produktivitetsvæksten trukket markant ned på grund af udviklingen i fx forsyning samt finansiering og forsikring, som beskæftiger relativt få personer. Der tegner sig dog samlet set fortsat et billede af en relativt svag produktivitetsvækst i dansk økonomi under det seneste opsving, når der tages højde for bidraget fra disse brancher.

Jobintensiteten af opsvinget skal først og fremmest ses i lyset af karakteren af pandemien og den deraf afledte krise, som gik forud for opsvinget.⁵ For det første var der før pandemien – i modsætning til perioden op til finanskrisen – ikke tydelige tegn på ubalancer eller finansielle risici i den globale økonomi og det finansielle system. Det betød, at husholdninger og virksomheder i forbindelse med genopretningen ikke havde samme behov for konsolidering. For det andet undertrykte diverse nedlukninger under pandemien forbruget – særligt af visse tjenesteydelser – hvilket sammen med udbetalingen af feriepenge førte til en væsentlig opsparing blandt husholdningerne. For det tredje steg boligpriserne markant under pandemien og forøgede dermed friværdien i bolig. Samlet set bidrog de tre faktorer til en markant fremgang i den økonomiske aktivitet umiddelbart efter pandemien. Endelig har den stærke genopretning været understøttet af en stærk eksport, blandt andet som følge af finans- og pengepolitiske lempelser i USA og euroområdet under pandemien.⁶

Fremgangen på arbejdsmarkedet er fortsat trods en dæmpet økonomisk vækst

Der er fortsat fremgang på arbejdsmarkedet i Danmark, se figur 3. Beskæftigelsen er siden 2019 øget med knap 213.000 personer, og i samme periode er ledigheden faldet med næsten 23.000 personer.⁷ Den fortsatte fremgang på arbejdsmarkedet er overraskende stærk, sammenholdt med at udviklingen i den samlede økonomiske aktivitet har været forholdsvis afdæmpet de seneste to år.⁸

Beskæftigelsen er især steget i den private servicesektor, hvor lidt over halvdelen af de nye jobs er blevet skabt, se figur 4. Derudover har der også været en stor stigning i antallet af ansatte i branchen offentlig administration, undervisning og sundhed. Stigningen i beskæftigelsen i servicesektoren hænger sammen med, at forbruget er skiftet i retning af tjenester efter pandemien.⁹ Den største stigning i beskæftigelsen kommer desuden fra en udvidelse af arbejdsstyrken, mens en lavere ledighed kun har bidraget med næsten 23.000 personer. Forøgelsen af arbejdsstyrken er især drevet af personer mellem 60 og 74 år samt af udenlandsk arbejdskraft, se også kapitel 4.

Den seneste udvikling på det danske arbejdsmarked adskiller sig fra udlandet på nogle punkter. For det første er beskæftigelsen i Danmark øget mere end i både euroområdet og USA. I slutningen af 2023 var den danske beskæftigelse ca. 7 pct. højere end i 2019, mens den kun var knap 4 pct. højere i USA og i euroområdet. For det andet er antallet af præsterede timer pr. beskæftiget øget mere i Danmark siden 2019 end i både euroområdet og USA. Den relativt større beskæftigelsesfremgang skal muligvis ses i lyset af den danske håndtering af pandemien, der fokuserede på at holde erhvervslivet kørende. Det gav nogle eksportvirksomheder mulighed for at tage globale markedsandele.¹⁰

Den større beskæftigelsesfremgang i Danmark end i USA og euroområdet behøver ikke nødvendigvis at betyde, at presset på arbejdsmarkedet har været større i Danmark. Det kan også betyde, at relativt flere i Danmark har udbudt deres arbejdskraft eller arbejdet flere timer til den givne løn. Der kan således være forskelle i drivkræfterne bag de jobintensive opsving i Danmark og i udlandet.

Sammenhængen mellem beskæftigelsen og BNP afhænger af drivkræfterne

Arbejdsmarkedet reagerer typisk med et par kvartalers forsinkelse på ændringer i den økonomiske aktivitet, se figur 5. Det gælder for både beskæftigelsen, ledigheden og antallet af præsterede timer. Den afdæmpede udvikling i den økonomiske aktivitet de seneste to år indikerer således, at der også kunne være udsigt til en mere afdæmpet udvikling i beskæftigelsen, såfremt den historiske korrelation er et godt mål for den aktuelle sammenhæng.

Der kan være flere årsager til, at den afdæmpede udvikling i den økonomiske aktivitet endnu ikke er slået igennem på arbejdsmarkedet. Det er muligt, at den historiske sammenhæng mellem ændringer i BNP og beskæftigelsen ikke er repræsentativ for at forstå den aktuelle udvikling på arbejdsmarkedet. At det seneste opsving har været betydeligt mere jobintensivt end tidligere opsving, tegner et billede af, at drivkræfterne kan have været nogle andre. Tidligere opsving har udfoldet sig på bagkant af reelle økonomiske kriser, hvor efterspørgslen gradvist er steget. Det adskiller sig fra opsvinget efter pandemien, hvor der var ophobet en stor efterspørgsel, som umiddelbart efter pandemien slog igennem på den økonomiske aktivitet. Desuden er beskæftigelsen under det seneste opsving steget, samtidig med at reallønnen er blevet presset ned, hvilket fra virksomhedernes perspektiv fremstår som et stød til udbuddet af arbejdskraft. I det tilfælde må der forventes en større bevægelse i beskæftigelsen i forhold til BNP sammenlignet med en mere efterspørgselsdrevet fremgang, idet faldet i reallønnen isoleret set har gjort det profitabelt for virksomhederne at ansætte flere, selvom arbejdskraften er mindre produktiv på marginalen. Med andre ord vil udviklingen i timeproduktiviteten være svagere ved et mere udbudsdrevet opsving, konsistent med den observerede udvikling siden pandemien. En forståelse af drivkræfterne bag det jobintensive opsving på både udbuds- og efterspørgselssiden af arbejdsmarkedet er altså relevant for også at forstå den fremadrettede udvikling i beskæftigelsen.

Stærk efterspørgsel efter arbejdskraft har været en væsentlig drivkraft bag fremgangen i beskæftigelsen – i hvert fald umiddelbart efter pandemien. Det kommer bl.a. til udtryk ved en kraftig stigning i antallet af opslåede stillinger i begyndelsen af 2021, se figur 6. Med genåbningen af økonomien steg den samlede økonomiske aktivitet markant bl.a. som følge af en genopretning af forbrugskvoten efter nedlukningerne, men også på grund af relativt lempelig finans- og pengepolitik i især USA, men også i Europa.¹¹ Den stærke genopretning har betydet, at mange danske virksomheder har villet øge deres medarbejderstab samtidig, og således skal den stærke efterspørgsel efter arbejdskraft ses i lyset af den stærke efterspørgsel i dansk økonomi i perioden.

Øget efterspørgsel efter arbejdskraft ser dog i mindre grad ud til at kunne forklare den fortsatte fremgang i beskæftigelsen, efter at inflationen toppede i midten af 2022. Antallet af stillingsopslag er faldet markant fra et højt niveau og indikerer, at efterspørgslen efter arbejdskraft er vendt tilbage til omtrent niveauet før pandemien. Indikationen understøttes af, at en større andel af danske virksomheder melder om mangel på efterspørgsel som en begrænsning for produktionen. Det gælder alle brancher, men særligt industrien.

En lavere relativ pris på arbejdskraft har gjort det fordelagtigt for virksomhederne at ansætte flere

Virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft afhænger grundlæggende af flere forhold. For det første afvejer virksomheden den værdi, som en ekstra medarbejder skaber, i forhold til lønomkostningen. For det andet afhænger efterspørgslen af prisen på arbejdskraft i forhold til prisen på andre inputs i produktionen, fx materialer, energi og kapital.

Den stærke efterspørgsel efter arbejdskraft i perioden efter pandemien kan have været understøttet af, at den relative pris på arbejdskraft har været lavere set fra virksomhedernes perspektiv. I begyndelsen af 2021 faldt timelønnen både i forhold til virksomhedernes produktpriser og i forhold til fx prisen på varekøb, mens timeproduktiviteten forblev omtrent uændret, se figur 7. Således blev prisen på arbejdskraft lavere både i forhold til dens værdiskabelse i virksomhederne og i forhold til andre inputs i produktionen.¹² Det ses fx, at den nominelle løn er steget markant mindre end prisen på især energi og kapital, men også mindre end prisen på fx vareimport, se figur 8. Samlet set betyder det, at det har været fordelagtigt for virksomhederne at ansætte flere og at substituere fra øvrige inputfaktorer til øget brug af arbejdskraft i produktionen.

Faldet i prisen på arbejdskraft i forhold til prisen på andre inputfaktorer kan også have bidraget til øget efterspørgsel efter arbejdskraft i forhold til produktionsniveauet. Scenarie-beregninger på den makroøkonomiske model ADAM indikerer, at substitution mellem inputfaktorer i produktionen kan have dæmpet timeproduktiviteten i dansk økonomi med mellem 0,3 og 0,5 pct. under opsvinget efter pandemien, se boks 2. Det dækker over en fremgang i beskæftigelsen og et omtrent uændret produktionsniveau.

Skiftet mod øget brug af arbejdskraft i virksomhederne kan have materialiseret sig på flere måder. For det første kan virksomhederne have opskaleret brugen af arbejdskraft uden tilsvarende at opskalere øvrige inputfaktorer. For eksempel kan visse energibesparende tiltag have været forbundet med et øget beskæftigelsesbehov. For det andet kan den øgede brug af arbejdskraft have været understøttet af stigninger i brugeromkostningen på kapital. Siden begyndelsen af 2022 har inflationen ført til stramninger af pengepolitikken, mens de lange renter begyndte at stige tidligere. Rentestigningerne har gjort det relativt dyrere at investere i kapital, og derfor også relativt dyrere at bruge og slide på det eksisterende kapitalapparat. Således kan det have tilskyndet virksomhederne til også at substituere kapital med øget brug af arbejdskraft. Det kræver imidlertid, at udbuddet har kunnet imødekomme den større efterspørgsel, se også kapitel 4.

At virksomhederne skulle have substitueret mellem input i produktionen efter pandemien, er understøttet af et nyt europæisk studie, som indikerer, at virksomheder i gennemsnit øger deres medarbejderstab, når produktionen er begrænset af adgang til materialer og/eller udstyr.¹³ Substitutionen ses dog også ved, at efterspørgslen efter arbejdskraft er skiftet i retning mod lavt betalte færdigheder.¹⁴ Rationalet er, at virksomhedernes behov for højt kvalificeret arbejdskraft til at betjene kapitalapparatet mindskes, når der substitueres mod øget brug af arbejdskraft i produktionen.¹⁵

Substitutionen mod øget brug af arbejdskraft behøver dog ikke at have materialiseret sig inden for den enkelte virksomhed. Den kan også have materialiseret sig ved indbyrdes konkurrence mellem virksomheder, som producerer det samme, men har forskellige produktionsfunktioner. Når lønningerne stiger mindre end prisen på øvrige inputfaktorer, vil en arbejdskraftintensiv virksomhed kunne levere sine varer/ydelser billigere end en energi- eller kapitalintensiv virksomhed, og dermed forskubbes produktionen mod den arbejdskraftintensive del af økonomien.

Fremgangen på arbejdsmarkedet er især forekommet i brancher med lav timeproduktivitet

Jobintensiteten af et opsving afhænger ikke udelukkende af udviklingen i produktiviteten inden for brancher. Den afhænger også af udviklingen i branchernes relative størrelse givet deres forskellige produktivitetsniveauer. En dekomponering peger på, at sektorforskydninger i gennemsnit har dæmpet produktivitetsvæksten i dansk økonomi med 0,1 procentpoint årligt fra 2020 til 2023, se figur 9.¹⁶ Når en stigende andel af de præsterede timer kommer fra brancher som erhvervsservice, hvor bruttoværditilvæksten, BVT, pr. time under ét er forholdsvis lav, så bidrager det i sig selv til en svagere aggregeret produktivitetsvækst.¹⁷ Der gælder tilsvarende, at tilbagegangen i fx industrien isoleret set har dæmpet væksten i timeproduktiviteten, idet BVT pr. time er relativt høj i branchen. Over de seneste 10 år synes et negativt bidrag til timeproduktiviteten fra brancheforskydninger samlet set dog at være reglen snarere end undtagelsen.¹⁸

Sektorforskydninger har også bidraget til svag vækst i arbejdskraftens produktivitet i euroområdet og USA de seneste år, men bidraget har været større i Danmark.¹⁹ Sektorforskydningerne i en markedsøkonomi afspejler en hensigtsmæssig tilpasning af fordelingen af økonomiens ressourcer, som – på grund af den lave gennemsnitlige kapitalintensitet i privat service – har ført til en lavere aggregeret arbejdskraftproduktivitet.

Sektorforskydninger kan imidlertid kun til dels forklare den afdæmpede udvikling i timeproduktiviteten i dansk økonomi de seneste år. Inden for brancherne er væksten i timeproduktiviteten også aftaget. I perioden 2020 til 2023 har ændringer inden for brancherne i gennemsnit løftet produktivitetsvæksten i Danmark med 0,7 procentpoint årligt, hvilket skal sammenlignes med et gennemsnitligt bidrag på 1,5 procentpoint årligt i perioden 2013 til 2019. Udviklingen dækker over store forskelle i produktivitetsvæksten på tværs af brancherne, se figur 10. Mens der har været en betydelig fremgang i BVT pr. time i industrien fra 2021 til 2023, har faldet i BVT pr. time i forsyning samt finansiering og forsikring isoleret set bidraget til en markant svagere produktivitetsvækst i dansk økonomi i denne periode. Derudover har der også været et negativt bidrag fra offentlig administration, undervisning og sundhed siden 2020 samt en svagere vækst i timeproduktiviteten i handel og transport sammenlignet med før pandemien.

Den samlede produktivitetsvækst inden for brancherne har været påvirket af mange usædvanlige forhold efter pandemien, herunder især i dele af økonomien, som beskæftiger relativt få ansatte. For det første er dansk produktion i udlandet øget markant, hvilket har bidraget til en stærk produktivitetsvækst i industrien, fordi meget af den arbejdskraft, som er knyttet til produktionen i udlandet, ikke opgøres i antallet af præsterede timer i Danmark. Det betyder isoleret set, at timeproduktiviteten i den samlede økonomi overvurderes. For det andet har der i perioden været markante prisstigninger i forsyningsbranchen, som kun udgør omkring 1 pct. af de præsterede timer i Danmark. Det har bidraget til en betydeligt svagere produktivitetsvækst i dansk økonomi særligt i 2022. For det tredje har der også været en betydelig tilbagegang i finansiering og forsikring, bl.a. som følge af de stigende renter, der påvirker deflateringen af sektorens aktiviteter og således branchens reale værditilvækst. Denne branche beskæftiger ligeledes en relativt lille andel af arbejdskraften i Danmark. For det fjerde er timeproduktiviteten i handel og transport holdt nede af stigende fragtpriser på søtransport i perioden efter pandemien, og således har også ændrede markedsforhold påvirket timeproduktiviteten i dansk økonomi i denne periode. Endelig er der et betydeligt negativt bidrag til timeproduktiviteten under og efter pandemien fra offentlig administration mv., hvor produktiviteten er notorisk svær at opgøre. Der er altså flere midlertidige branchespecifikke forhold, som påvirker den målte timeproduktivitet i dansk økonomi, men som ikke nødvendigvis afspejler et fald i produktiviteten for den typiske time arbejdet i dansk økonomi.

Inden for brancherne ser det også ud til, at forskydninger i de efterspurgte færdigheder kan have bidraget til en svagere produktivitetsvækst i dansk økonomi. I 2021 og 2022 har der været en generel stigning i andelen af stillingsopslag, som efterspørger færdigheder, der associeres med relativt lavt betalte jobfunktioner, se figur 11. Det gælder dog særligt for serviceerhvervene, hvor andelen også ser ud til at være steget mere, end dens trend før pandemien ville tilsige. Da lønnen for denne type arbejdskraft er relativt lav sammenlignet med arbejdskraft med højere betalte færdigheder, er det sandsynligt, at den i gennemsnit også er mindre produktiv. Således kan også forskydninger i efterspørgslen efter færdigheder have bidraget til den høje jobintensitet af det seneste opsving.

Indikatorer for hamstring af arbejdskraft steg i kølvandet på pandemien, men er siden faldet

I forbindelse med skift i den økonomiske aktivitet ses typisk, at arbejdsmarkedet tilpasses med en forsinkelse i forhold til BNP. Det kan bl.a. skyldes friktioner på markedet for arbejdskraft, dvs. at det er forbundet med omkostninger at ansætte og afskedige medarbejdere. Friktionerne kan føre til såkaldt arbejdskrafthamstring, hvor virksomheder i begyndelsen af et tilbageslag fastholder mere arbejdskraft end nødvendigt i forhold til det faktiske produktionsniveau, fordi der er omkostninger forbundet med at afskedige og genansætte, som skal holdes op imod den forventede varighed og dybde af tilbageslaget. Hamstring kan imidlertid også opstå i situationer, hvor der er knaphed på (kvalificeret) arbejdskraft, hvor virksomhederne ud fra forsigtighedshensyn bibeholder en beskæftigelse, der er større end nødvendigt i forhold til den aktuelle produktion. Siden pandemien har der været et betydeligt pres på arbejdsmarkederne både i Danmark, euroområdet og USA. Det har sandsynligvis øget rekrutteringsomkostningerne for virksomhederne og således bidraget til hamstring af arbejdskraft i nogle virksomheder.

Omfanget af arbejdskrafthamstring kan ikke opgøres direkte, omend konjunkturbarometrene kan give en indikation på udviklingen i hamstring.²⁰ Ved at sammenholde virksomheders forventninger til henholdsvis deres produktion og antal ansatte på kort sigt kan udviklingen i omfanget af arbejdskrafthamstring belyses ved andelen af danske virksomheder, som over de kommende tre måneder forventer faldende produktion og et stigende eller uændret antal ansatte.²¹ Indikatoren steg markant både under pandemien og i perioden efter, men er det seneste år faldet betydeligt, se figur 12. Den viser, at det i gennemsnit var omtrent 5 pct. af de danske virksomheder, som hver måned i 2. halvår 2023 forventede at fastholde eller ansætte flere medarbejdere trods udsigt til faldende produktion. Det er en smule højere niveau end før pandemien, men på linje med gennemsnittet siden 2011. Det samme billede tegner sig på tværs af brancher, se figur 13.

I euroområdet er der også indikationer på forholdsvis høj arbejdskrafthamstring blandt virksomheder i perioden umiddelbart efter pandemien.²² Ligesom i Danmark er indikatoren for hamstring af arbejdskraft dog aftaget siden slutningen af 2022.²³ Der er således tegn på, at hamstring af arbejdskraft kan have bidraget til en svag produktivitetsudvikling i Danmark og i euroområdet i perioden umiddelbart efter pandemien, men det ser ikke ud til at kunne forklare den seneste udvikling på arbejdsmarkederne.

Omfanget af hamstring i Danmark befinder sig generelt på et noget lavere niveau end i euroområdet. Det kan formodentlig forklares af det mere fleksible danske arbejdsmarked, hvor omkostningerne ved at justere brugen af arbejdskraft i virksomhederne er relativt lave.

Øget udbud af arbejdskraft har også bidraget til fremgangen i beskæftigelsen under opsvinget efter pandemien. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at fremgangen i beskæftigelsen primært er sket ved en udvidelse af den samlede arbejdsstyrke og kun i mindre grad ved bevægelser fra ledighed ind i beskæftigelse, se figur 14. En væsentlig del af forklaringen er, at flere større arbejdsmarkedsreformer har bidraget til at øge den strukturelle arbejdsstyrke i Danmark betydeligt i denne periode. Derudover har udbuddet været understøttet af tilgangen af udenlandsk arbejdskraft i de seneste år og af, at det er blevet mere fordelagtigt for personer på overførselsindkomster at komme i beskæftigelse, idet deres købekraft er faldet mere end reallønnen. I det omfang, at den tilgåede beskæftigelse ikke måtte være lige så produktiv som den allerede beskæftigede del af befolkningen, kan det have reduceret gennemsnitsproduktiviteten. Dermed kan udbuddet have bidraget til, at opsvinget efter pandemien har været jobintensivt.

I euroområdet er arbejdsstyrken også øget efter pandemien, men i mindre grad end i Danmark. Ligesom i Danmark har udviklingen især været understøttet af de ældste på arbejdsmarkedet og af immigranter.²⁴ Det står i kontrast til udviklingen i USA, hvor arbejdsstyrken er omtrent på niveauet set før pandemien efter et markant faldt. 

Udenlandsk arbejdskraft og de ældste har bidraget mest til beskæftigelsesfremgangen

Udenlandsk arbejdskraft har stået for mere end 40 pct. af fremgangen i lønmodtagerbeskæftigelsen siden 2019. Det skyldes dels, at en betydelig andel – omkring 40 pct. – af bruttoindvandringen er kommet til landet med det primære formål at arbejde, dels at beskæftigelsesfrekvensen blandt herboende udlændinge er vokset betydeligt, se figur 15. Især mange kvinder med udenlandsk baggrund er kommet i beskæftigelse i årene efter pandemien.²⁵ Ligeledes har ukrainske flygtninge i overvejende grad fundet beskæftigelse.²⁶ Samtidig synes nytilkomne udenlandske statsborgere at blive en del af den danske arbejdsstyrke og befolkning i en længere årrække.²⁷ Det indikerer, at de i et vist omfang er en mere varig arbejdskraft, omend tidligere analyser peger på, at en del af tilgangen skal opfattes som konjunkturbetinget.²⁸ I gennemsnit vurderes det, at udenlandsk arbejdskraft er lidt mindre produktiv end gennemsnittet af den øvrige beskæftigelse, og dermed kan den udenlandske arbejdskraft i sig selv have bidraget til, at opsvinget har været mere jobintensivt.²⁹

Arbejdsudbuddet er samtidig øget betydeligt, i takt med at beskæftigelsen blandt den ældste del af befolkningen er vokset. De 60- til 74-årige har stået for omkring 28 pct. af den samlede fremgang i lønmodtagerbeskæftigelsen siden 2019, og beskæftigelsesfrekvensen for gruppen er vokset med 7 procentpoint i perioden. Til sammenligning er beskæftigelsesfrekvensen for de 25- til 39-årige og de 40- til 59-årige øget med henholdsvis 2 og 1 procentpoint siden 2019. Udviklingen i arbejdsudbuddet blandt de 60- til 74-årige er understøttet af, at flere større arbejdsmarkedsreformer de seneste årtier har været rettet mod at udvide arbejdsstyrken ved at fastholde de ældste på arbejdsmarkedet. Det gælder især hævelsen af efterløns- og folkepensionsalderen. Det er dog ikke åbenlyst, hvorvidt personer tæt på folkepensionsalderen er mere eller mindre produktive end øvrige beskæftigede. På den ene side er der mange års erfaring samlet blandt denne gruppe, men på den anden side kan fx fysisk belastende jobs gennem et arbejdsliv reducere potentialet for nogle.

Flere personer med svag tilknytning til arbejdsmarkedet er kommet i beskæftigelse

I tillæg til en stor andel ældre og udenlandsk arbejdskraft er en del af forøgelsen i den samlede beskæftigelse sket ved et fald i ledigheden. Efter et markant fald i 2021 er ledigheden kun steget svagt fra starten af 2022, og det kan overvejes, om der er en nævneværdig afstand til den rene friktionsledighed, dvs. ledighed i forbindelse med jobskifte, da fx omfanget af langtidsledige siden 2019 er faldet med omtrent 10.000 personer til ca. 15.000 personer.

Særligt er ledighedsraten for personer, der ellers generelt har svingende tilknytning til arbejdsmarkedet, faldet efter pandemien, se figur 16. Denne gruppe betegnes i analysen som såkaldt marginal arbejdskraft. Den udgør omkring 15 pct. af arbejdsstyrken og er karakteriseret ved at have en højere grad af ledighed og ustabil beskæftigelse. Marginal arbejdskraft skønnes at have stået for omtrent hele faldet i ledigheden siden 2019. Udviklingen har været understøttet af den høje efterspørgsel efter arbejdskraft umiddelbart efter pandemien, som gjorde det svært at besætte ledige stillinger. Samtidig har det været rentabelt for virksomhederne at ansætte mindre produktiv arbejdskraft, idet prisen på arbejdskraft er faldet i forhold til virksomhedernes salgspriser, se kapitel 3. 

Meget tyder på, at gruppen af marginalt beskæftigede i gennemsnit er mindre produktiv set i forhold til personer med mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet.³⁰ Det ses bl.a., at gennemsnitslønnen er lavere, ligesom der kan være større oplæringsomkostninger forbundet med marginal arbejdskraft. Antages det, at marginal arbejdskraft i gennemsnit er halvt så produktiv som den øvrige beskæftigelse, og at hele faldet i ledigheden er sket, ved at marginal arbejdskraft er kommet i beskæftigelse, så kan det forklare omtrent et halvt procentpoints fald i timeproduktiviteten over perioden – særligt koncentreret i 2021.

Den aktuelt meget lave ledighedsrate blandt marginal arbejdskraft kunne indikere, at beskæftigelse umiddelbart efter pandemien har forøget de marginalt beskæftigedes tilknytning til arbejdsmarkedet. Dermed kan det formodes, at de fremadrettet vil kunne udgøre en mere stabil og mere produktiv arbejdskraft.

Flere er kommet i beskæftigelse trods fald i reallønnen

Fra midten af 2021 er reallønnen – dvs. lønnen i den private sektor i forhold til forbrugerpriserne – i Danmark faldet betydeligt, se figur 17. I kombination med den stigende beskæftigelse i perioden vil man typisk associere denne udvikling med et udbudsstød, altså at flere har ønsket at udbyde deres arbejdskraft på det danske arbejdsmarked eller arbejde flere timer til den samme eller lavere løn.

Udviklingen har været understøttet af, at det i perioden efter pandemien er blevet mere fordelagtigt for personer på overførselsindkomster at komme i beskæftigelse. Generelt har personer på overførselsindkomster oplevet, at deres købekraft er blevet mere forringet i forhold til købekraften for de beskæftigede, da den reale overførsel er faldet mere end reallønnen, se figur 17.³¹ Det skyldes, at satsreguleringen af de offentlige overførsler finder sted med en forsinkelse på omkring to år i forhold til de private lønstigninger. Det større fald i de reale overførselsindkomster kan have øget arbejdsudbuddet for personer uden for arbejdsstyrken. Eksempelvis har studerende relativt let ved at træde ind i deltidsbeskæftigelse, når efterspørgslen efter deres arbejdskraft er til stede. På samme måde er de ældre tilbøjelige til at justere deres deltagelse på arbejdsmarkedet relativt meget, når indtægten ved at arbejde ændrer sig i forhold til den forbrugsmulighed, som beskæftigelsen genererer.³² 

At faldet i reallønnen ikke har ført til et fald i beskæftigelsen blandt den bredere befolkning, skal først og fremmest forstås i relation til, at den nominelle løn tilpasser sig trægt ved ændringer i den samlede økonomiske aktivitet. Træghed i løndannelsen forekommer, bl.a. fordi rammerne for lønvæksten aftales for en flerårig periode – typisk to til tre år – ved de centrale lønforhandlinger. Det vil sige, at da inflationen tiltog fra slutningen af 2021, var der allerede året forinden indgået en treårig aftale om centrale lønstigninger på 2 pct. årligt for det private arbejdsmarked.³³ Der kan forekomme en vis grad af lønglidning, dvs. lønstigninger ud over de aftalte, men typisk følger den faktiske lønudvikling i Danmark i høj grad udviklingen i de aftalte lønstigninger, se boks 3.

Strukturerne på arbejdsmarkedet bidrager derfor til et væsentligt omfang af nominel rigiditet i løndannelsen. Den aktuelle realløn er derfor ikke nødvendigvis et udtryk for en løn, som på mellemlang sigt ville sikre ligevægt på arbejdsmarkedet. Da der er omkostninger for den enkelte forbundet med at finde og starte i nyt job, vil faldet i reallønnen ikke nødvendigvis føre til opsigelser blandt personer, som isoleret set ikke ønsker at arbejde til den aktuelle realløn. Det kan fx være i forventning om, at faldet i reallønnen er af midlertidig karakter på grund af timingen af de centrale lønforhandlinger. Den personlige omkostning ved faldet i reallønnen skal altså holdes op imod den transitionsomkostning, der er forbundet med at træde ud af og ind i beskæftigelse. Denne afvejning kan først og fremmest anskueliggøre, hvorfor der ikke er observeret et decideret fald i beskæftigelsen blandt den bredere befolkning.

På mellemlang sigt vil man typisk forvente, at et fald i reallønnen vil føre til faldende beskæftigelse, da indtægten ved at arbejde falder i forhold til den forbrugsmulighed, som det genererer. På kort sigt kan dele af husholdningernes udgifter dog være mere eller mindre bundet som følge af tidligere valg eller stærk vanedannelse i forbruget. Eksempelvis kan et gasfyr ikke skiftes til fjernvarme fra den ene dag til den anden, ligesom gæld (med variabel rente) kun gradvist kan nedbringes. Derfor kan år med høj inflation og rentestigninger, som har udhulet husholdningernes købekraft og presset budgetterne, føre til en stigning i arbejdsudbuddet for nogle.³⁴ Særligt for husholdninger, som måtte være likviditetsbegrænsede, kan en forøgelse af arbejdsudbuddet have været nødvendig for at opretholde tidligere forbrug. Det gælder særligt husholdningerne med de laveste indkomster, da inflationen har været kraftigere for denne gruppe, fordi prisstigningerne på fornødenhedsgoder som varme, el og fødevarer har været særligt høje.³⁵ 

Den gennemsnitlige arbejdstid er højere end før pandemien

Efterspørgsel efter arbejdskraft kan i et vist omfang imødekommes af stigende arbejdstid. Siden 2019 er den gennemsnitlige arbejdstid målt ved præsterede timer pr. beskæftiget vokset med omkring 0,9 pct., se figur 18. Udviklingen ses ikke i samme grad i euroområdet og USA, hvor beskæftigelsen er vokset mere end de præsterede timer, hvormed den gennemsnitlige arbejdstid er faldet 1,6 pct. i euroområdet og 1,3 pct. i USA. Det indikerer, at en faldende gennemsnitlig arbejdstid kan have skabt behov for flere ansatte i udlandet for at imødekomme efterspørgslen. Det er derimod ikke tilfældet i Danmark. Udviklingen skal ses i lyset af en længere tendens til vedvarende lavere gennemsnitlig arbejdstid, som ses i Danmark såvel som i udlandet.³⁶

Presset på det danske arbejdsmarked synes at være aftaget. Siden slutningen af 2021 er antallet af stillingsopslag pr. ledig i Danmark faldet markant, se figur 19. Det er dog fortsat på et højere niveau end før pandemien i slutningen af 2023 – også når der korrigeres for virksomhedernes stigende brug af elektroniske opslag over perioden. Samtidig er virksomhedernes rapporterede mangel på arbejdskraft faldet på tværs af brancher siden midten af 2022, men ligger ca. et år senere stadig på et højere niveau end før pandemien. Udviklingen dækker over en faldende men fortsat høj mangel på arbejdskraft i services, mens den i industrien og byggeriet nærmer sig niveauerne set før pandemien. Endelig viser også rekrutteringsundersøgelser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, at antallet af ikke-succesfulde rekrutteringer er aftaget siden slutningen af 2021. Således tegner de forskellige indikatorer et billede af et dansk arbejdsmarked, hvor presset er aftaget, men som fortsat er mere stramt end før pandemien.

Der tegner sig også et billede af et aftaget pres på arbejdsmarkederne i udlandet. I både USA og euroområdet er antallet af opslåede stillinger også faldet i forhold til antallet af ledige de seneste år, og en mindre andel af virksomhederne rapporterer, at mangel på arbejdskraft er begrænsende for produktionen.

Det aftagende pres på arbejdsmarkedet er også afspejlet i jobomsætningen. Siden begyndelsen af 2022 er ansættelsesraten for personer både med og uden anden beskæftigelse faldet, se figur 20. Samtidig er andelen af lønmodtagere, som skifter arbejdsgiver, faldet en smule. Udviklingen skal ses i lyset af den faldende efterspørgsel efter arbejdskraft, som bl.a. er kommet til udtryk ved et markant fald i antallet af stillingsopslag i samme periode, se også kapitel 3.

Jobskifteraten er dog fortsat på et relativt højt niveau. Det kan der være flere årsager til. For det første kan konkurrencen om at tiltrække allerede beskæftigede personer været øget som følge af en længere periode med lav ledighed og rekrutteringsudfordringer i virksomhederne. For det andet kan det afspejle, at de beskæftigede har øget deres søgeintensitet efter andre jobs i håbet om at forhandle lønstigninger ud over de overenskomstbestemte. Sidstnævnte kan have været særligt udtalt i denne periode, fordi husholdningerne forventede højere inflation og således en større udhuling af deres købekraft for uændrede lønninger.³⁷

Den høje andel af jobskifte blandt beskæftigede kan også have bidraget til den svagere produktivitetsvækst under opsvinget efter pandemien. Mens jobskifte muliggør en forbedring af jobmatch i forhold til lønmodtagernes kompetencer på sigt, er det muligt, at skiftet umiddelbart bidrager til lidt svagere produktivitet som følge af det umiddelbare tab af virksomhedsspecifik humankapital.

Det aftagende pres på arbejdsmarkedet er bl.a. en konsekvens af de pengepolitiske stramninger, som den stigende inflation har ledt til. Strammere pengepolitik reducerer den samlede efterspørgsel i økonomien og dermed også efterspørgslen efter arbejdskraft. Selvom prisen på arbejdskraft fortsat ser ud til at være relativt lav set fra virksomhedernes perspektiv, har de overenskomstaftalte nominelle lønstigninger kombineret med aftagende inflation ført til, at de relative priser i dansk økonomi gradvist har nærmet sig niveauet før pandemien siden midten af 2022. Det kan også have bidraget til at dæmpe presset på det danske arbejdsmarked.