Ny teknologi og afvikling i centralbank­penge mellem banker

I en økonomi præget af teknologisk udvikling er det vigtigt, at centralbankpenge, dvs. penge udstedt af centralbanken, forbliver en stabil grundpille for finansielle transaktioner mellem finansielle institutioner. Dette gælder både for traditionelle og nye digitale systemer, der faciliterer overførsler og transaktioner af systemisk vigtig karakter. Sådanne transaktioner er i dag underlagt høje krav til sikkerhed, effektivitet og pålidelighed grundet deres betydning for de finansielle markeder og afvikles derfor som udgangspunkt i centralbankpenge. Det er derfor væsentligt, at denne adgang til centralbankpenge også fremadrettet bevares – uanset hvilken teknologi fremtidige betalings- og afviklingssystemer mellem finansielle institutioner baseres på.

Flere private aktører har gennem de senere år udviklet såkaldte DLT-platforme. DLT er en teknologi, hvor databasen med oversigt over aktørers transaktioner og beholdning af aktiver er fordelt til en række deltagere frem for at blive holdt af én central aktør. Teknologien fremhæves af flere banker og finansielle institutioner for sit potentiale til at forbedre dele af kapitalmarkederne og effektivisere processer. 

En udfordring ved udviklingen af DLT-platforme er, at centralbankpenge i deres nuværende form som udgangspunkt ikke er kompatible med eller tilgængelige på dem. Og et fravær af centralbankpenge kan på længere sigt øge brugen af alternative pengeformer mellem banker og finansielle institutioner. Alternativerne kan være tokeniserede bankindskud, dvs. kommercielle bankindskud, der er repræsenteret digitalt på en DLT-platform, eller stablecoins, som er et kryptoaktiv, der forsøger at holde en stabil værdi til et eller flere referenceaktiver, fx en valuta. En øget brug af sådanne private penge på bekostning af centralbankpenge kan udfordre den finansielle stabilitet og pengepolitikken.

Centralbanker undersøger forskellige løsninger, der skal sikre, at finansielle institutioner kan afvikle i centralbankpenge, når der gennemføres finansielle transaktioner på DLT-platforme. Herved kan centralbanker også understøtte innovationen i den finansielle sektor. Hvilke teknologier der i sidste ende vinder indpas, afhænger af markedets vurdering af, hvilke teknologier der skaber størst værdi og effektivitet.

Udvikling af finansiel infrastruktur vil ske i samarbejde med ECB

Danmark er tæt knyttet til euroområdet gennem bl.a. fastkurspolitikken, betalingssystemer og finansielle forhold. I foråret 2025 migrerede aktiviteterne på Nationalbankens betalingssystem, Kronos2, til den fælleseuropæiske betalings- og værdipapirafviklingsplatform, TARGET Services. 

Nationalbanken deltager i det fælleseuropæiske arbejde i TARGET Services for at følge og bidrage til teknologiske fremskridt, der kan forbedre det finansielle systems effektivitet og sikkerhed. Samtidig er der fokus på, at nye løsninger også skal kunne anvendes til afvikling i danske kroner, så det danske finansielle system får gavn af teknologiske fremskridt og forbedringerne. Fremtidig udbygning af den danske afviklingsinfrastruktur, herunder overvejelser omkring DLT-baserede systemer, vil således ske i samarbejde med ECB.

Generelt er penge kendetegnet ved tre karakteristiske egenskaber: De er bredt accepterede, så de kan anvendes som betalingsmiddel; de har en stabil værdi, så de kan anvendes som værdiopbevaring; og de er den måleenhed, som priserne på varer og tjenester opgøres i.

Penge er grundlæggende en fordring, dvs. tilgodehavende, på en bank, og det kan både dække over penge udstedt af private banker eller af centralbanker. Begrebet centralbankpenge omfatter både bankers indeståender i centralbanken (omtales også centralbankreserver) og kontanter, men i nærværende analyse refererer centralbankpenge alene til førstnævnte. Det særlige ved centralbankpenge er, at det er en fordring på en centralbank, og når centralbankpenge udveksles mellem finansielle aktører, flyttes fordringen på centralbanken. Andre digitale pengeformer udgør en fordring på en anden finansiel aktør end centralbanken og vil dermed indebære en likviditets- og kreditrisiko. 

Centralbankpenge holder til enhver tid en værdi, som alle aktørerne i systemet har tillid til. Det skyldes, at brug af centralbankpenge ikke er forbundet med kreditricisi, fx risikoen for, at modparten går konkurs, modsat kommercielle bankpenge, ligesom en centralbank altid vil være likvid og som den eneste aktør kan tilføre likviditet til det finansielle system som helhed. 

Når der sker en udveksling af private penge, fx et indlån i en bank, kræver det, at modtageren har tillid til, at de modtagne penge kan udføre deres funktioner. Det er tilfældet, når bankerne afvikler i centralbankpenge, og når afvikling i centralbankpenge komplementeres med finansiel regulering som fx indskydergaranti. Som følge af centralbankpenges unikke egenskaber skaber centralbankpenge med andre ord grundlaget for et velfungerende og stabilt finansielt system og en effektiv pengepolitik, som i sidste ende fører til, at en valuta kan udføre alle de tre funktioner som betalingsmiddel, værdiopbevaring og måleenhed, se figur 1.

Væsentligheden af centralbankpenge ses også ved, at internationale standarder og europæisk lovgivning fastsætter, at værdipapirafviklingssystemer og systemisk vigtige betalingssystemer bør anvende centralbankpenge til afvikling, hvis det er praktisk muligt.¹

Centralbankpenge bidrager til, at betalinger er sikre og effektive

Transaktioner mellem banker indebærer udveksling af penge, hvilket foregår via bankers konti i centralbanken. Når borgere og virksomheder foretager betalinger, benytter de typisk kommercielle bankpenge, men efterfølgende sker den endelige afvikling mellem de involverede banker som udgangspunkt i centralbankpenge på konti i centralbanken. Der er således en direkte forbindelse mellem brug af centralbankpenge og brug af centralbankens betalingssystemer og faciliteter.

Centralbankers pengepolitiske faciliteter bidrager til stabile priser

Centralbanker tilbyder typisk kommercielle banker faciliteter, hvor de kan placere likviditet i form af centralbankpenge på indlånskonti og låne likviditet i centralbanken gennem udlånsfaciliteter. Centralbanken fastsætter renterne på disse faciliteter og kan dermed udføre sin overordnede pengepolitiske opgave. I Danmark er målet at sikre en stabil prisudvikling gennem fastkurspolitikken.

I Nationalbanken tilbydes kommercielle banker at have centralbankpenge stående på såkaldte foliokonti og i indskudsbeviser, og bankerne kan også tage pengepolitiske lån i Nationalbanken.² Når Nationalbanken ændrer den pengepolitiske rente, vil renteændringen transmitteres til pengemarkedsrenterne. I perioder med pres på kronen betyder det, at Nationalbanken kan håndhæve fastkurspolitikken ved bl.a. at påvirke rentespændet til euroområdet med henblik på at fastholde kronekursen. Via fastkurspolitikken sikrer en stabil prisudvikling således, at værdien af opsparing i form af købekraft ikke udhules over tid. 

Centralbankpenge bidrager til at styrke den finansielle stabilitet 

Kommercielle banker skal holde tilstrækkelig likviditet for at imødekomme potentielle udstrømninger af penge fra deres kunders konti. Bankernes likvide aktiver består typisk af indskud i centralbanker, en portefølje af likvide værdipapirer samt en mindre kontantbeholdning. Konti i centralbankerne bidrager til, at bankerne kan styre og skaffe nødvendig likviditet.

Centralbankpenge er med til at sikre likviditet i ustabile situationer. Hvis der opstår likviditetsmangel hos banker, kan centralbanken agere “lender of last resort" for at sikre institutternes likviditet og stabilisere situationen. Hvis der er opstået en generel fastfrysning af de finansielle markeder, kan centralbanken udvide institutternes generelle lånemuligheder og derved tilføre dem likviditet. Dermed kan markedsfunktionen genoprettes, og pengestrømmen mellem bankerne kan normaliseres. 

Mindre brug af centralbankpenge øger risici på interbankmarkederne og kan udfordre pengepolitikkens effektivitet

Hvis afvikling mellem banker i stigende grad foregår i andre aktiver end centralbankpenge, fx tokeniserede bankindskud eller stablecoins, kan det have betydning for både finansiel stabilitet og pengepolitikken. Som følge af centralbankpenges centrale rolle i det finansielle system arbejder centralbanker for, at centralbankpenge forbliver det primære afviklingsaktiv på interbankmarkederne.

Mindre brug af centralbankpenge kan vinde indpas, hvis finansielle transaktioner foregår på platforme, der ikke er integreret med eller ikke har forbindelse til centralbankens systemer. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis finansielle institutioner vælger at benytte private DLT-platforme, hvor afvikling i centralbankpenge ikke er mulig. En mulig konsekvens heraf er, at de finansielle markeder kan blive mere fragmenterede, hvilket kan svække centralbankers mulighed for at tilføre likviditet i ustabile situationer samt at føre en effektiv pengepolitik, idet gennemslaget fra de pengepolitiske renter til markedsrenter kan blive svækket. 

Pariteten mellem penge, dvs. den lige værdi af penge udbudt af forskellige private aktører i samme valuta, kan blive udfordret af øget fragmentering på de finansielle markeder. En valutas lige værdi på tværs af finansielle markeder sikres gennem afvikling i centralbankpenge og tillid til centralbanken, der udsteder valutaen. I et meget fragmenteret finansielt system kan der opstå usikkerhed om, hvorvidt pengelignende aktiver udtrykt i ”kroner” har samme værdi på tværs af forskellige afviklingsplatforme, hvis der er forskelle i tilliden til udbyderen af de bagvedliggende afviklingsaktiver.³ Mindre brug af centralbankpenge til afvikling kan med andre ord medføre mistillid til værdien af pengelignende aktiver udstedt af private aktører.

Centralbankens nationale valuta kan også blive udfordret, hvis private aktører søger henimod et alternativt afviklingsaktiv, fx en stablecoin udbudt i en udenlandsk valuta. Langt størstedelen af stablecoins er fx bundet til værdien af den amerikanske dollar.⁴ Bred anvendelse af aktiver, som ikke er forbundet til den nationale valuta, kan påvirke centralbankernes kontrol over pengepolitikken og transmissionen af de pengepolitiske renter til det finansielle system og realøkonomien. 

Det globale finansielle system er i dag komplekst. Systemet består af en lang række aktører såsom centralbanker, banker, værdipapircentraler, betalingsformidlere og forskellige udbydere af infrastruktur, der alle har en rolle i at sikre, at finansielle transaktioner gennemføres korrekt.

Kompleksiteten har løbende givet anledning til at undersøge, hvordan den finansielle markedsinfrastruktur kan forenkles og effektiviseres. I den forbindelse undersøger flere aktører i sektoren, hvordan teknologiske løsninger kan bidrage til at understøtte disse formål. Fokus er i den sammenhæng primært rettet mod, hvilke funktionelle muligheder teknologien åbner for, snarere end teknologien i sig selv.

DLT har i de seneste år tiltrukket sig stigende opmærksomhed i den finansielle sektor.⁵ Formålet har været at forenkle og effektivisere kapitalmarkedsinfrastrukturen ved at samle flere aktører på samme platform for bl.a. at reducere antallet af mellemled, beskeder og koordinering på tværs af systemer. Undersøgelse og udvikling af DLT-platforme som finansiel markedsinfrastruktur foretages i stigende grad af traditionelle aktører, herunder større banker, værdipapircentraler, centrale modparter, CCP’er, og betalingsformidlere, ofte i samarbejde med teknologipartnere og internationale organisationer. Det anslås, at over 30 pct. af større europæiske banker allerede bruger eller tester DLT⁶ ved bl.a. at have engageret sig i ECB’s eksplorative arbejde med ny teknologi til afvikling i centralbankpenge.⁷

De nye DLT-platforme er som udgangspunkt ikke kompatible med nuværende centralbanksystemer, hvorfor afvikling af aktiver og overførelse af likviditet mellem finansielle aktører med brug af DLT for nuværende ikke kan gennemføres med centralbankpenge. Givet de senere års teknologiske udvikling har en række centralbanker derfor fokus på at sikre, at finansielle institutioner fortsat kan få adgang til at afvikle i centralbankpenge, enten ved at nye DLT-platforme kan kommunikere med eksisterende systemer, eller ved at udvikle nye systemer, der understøtter denne adgang. Derved kan centralbankerne understøtte sikre og effektive betalinger og afvikling af aktiver, uanset hvilken teknologi der ligger bagved.

Potentielle muligheder ved anvendelse af DLT

Blandt mulighederne for at effektivisere de finansielle markeder fremhæves ofte, bl.a. i analyser fra BIS⁸, tokenisering af finansielle aktiver, anvendelse af smartkontrakter⁹ og DLT-platformes evne til at samle flere aktører på samme infrastruktur. DLT kan potentielt blive anvendt bredt hen over de finansielle markeder og markedsfunktioner. Dog er der forskel på forventninger til teknologiens potentiale og merværdi på tværs af markederne. Eksempelvis undersøges handel med sikkerhedsstillelse samt udstedelse og håndtering af obligationer i højere grad end andre anvendelsesmuligheder.¹⁰

Tokenisering af aktiver kan medføre nye anvendelsesmuligheder

I praksis indebærer tokenisering af finansielle aktiver, at aktier, obligationer og andre værdipapirer repræsenteres digitalt på en DLT-platform. BIS og CPMI fremhæver bl.a., at ved at registrere disse aktiver som digitale tokens kan værdipapirhandler potentielt gennemføres mere effektivt. Dette skyldes bl.a., at hver transaktion kan godkendes og afvikles direkte på den samme platform, hvilket kan reducere antallet af trin og systemer, en transaktion skal gennemgå i forbindelse med godkendelse, clearing og endelig afvikling.¹¹

Smartkontrakter kan øge automatiseringen af processer

Smartkontrakter er en ofte fremhævet fordel ved DLT ifølge bl.a. BIS.¹² De muliggør, at man kan opsætte en række brugerdefinerede betingelser for, hvornår en given transaktion skal gennemføres. En smartkontrakt kan bl.a. sikre, at både køber og sælger kun modtager deres respektive aktiver (penge og værdipapirer), hvis transaktionens betingelser er opfyldt. Denne gensidige afhængighed og øjeblikkelige afvikling omtales også som ’atomic settlement’. Hvis blot en enkelt betingelse ikke er opfyldt, sikrer smartkontrakten, at transaktionen ikke gennemføres. Smartkontrakter kan således reducere modparts- og afviklingsrisici.¹³

Smartkontrakter kan også programmeres til at automatisere og tilpasse specifikke processer, eksempelvis i forbindelse med udstedelse af obligationer. Dette kan vedrøre afvikling og tilbagebetalinger, så disse sker automatisk, når de foruddefinerede betingelser er opfyldt. Sådanne anvendelsesmuligheder er yderligere beskrevet i boks 1. 

DLT-platforme kan samle flere aktører på én platform

DLT-platforme undersøges også for deres evne til at samle flere aktører på samme infrastruktur og muliggøre en mere direkte afvikling mellem finansielle institutioner. Ifølge BIS kan dette eksempelvis have fordele for grænseoverskridende transaktioner med bl.a. finansielle aktiver, som ofte involverer flere mellemled i form af banker, værdipapircentraler og centrale modparter i forskellige lande. Disse mellemled kan medføre længere transaktionstider og højere omkostninger. I analyser foretaget af blandt andre BIS fremhæves det, at DLT potentielt kan bidrage til en mere effektiv infrastruktur ved at samle funktioner som godkendelse, clearing og afvikling på én platform med mange forskellige typer af finansielle aktiver eller via løsninger, hvor flere platforme kan fungere sammen.¹⁴

Mens T2S og lignende infrastrukturer tilbyder nogle af de samme funktioner som smartkontrakter, kan DLT og smartkontrakter ifølge markedsaktører potentielt tilføre større fleksibilitet og automatisering. Årsagen er bl.a., at smartkontrakter på en DLT-platform kan programmeres til at opfylde meget specifikke behov, som i dag ofte er for ressourcekrævende at udvikle i traditionelle infrastrukturer.¹⁵ I traditionelle centraliserede systemer er det typisk kun operatøren af eksempelvis værdipapirafviklingssystemet, der kan tilføje nye funktioner. Denne proces kan være langsom og kræve betydelig koordinering med deltagere, operatører og andre interessenter.¹⁶

DLT-baserede platforme kan i større omfang give deltagerne mulighed for selv at programmere og implementere smartkontrakter inden for prædefinerede regler. Dette kan potentielt fremme innovation og gøre det økonomisk og praktisk muligt at implementere løsninger, som ellers ville være for dyre eller komplekse i traditionelle infrastrukturer. 

Potentielle udfordringer ved DLT

Selvom DLT vurderes at have potentiale til at effektivisere og forbedre dele af den finansielle markedsinfrastruktur, er realiseringen af disse gevinster forbundet med en række udfordringer, der kræver yderligere undersøgelse. Derudover er samfundskritisk infrastruktur forbundet med høje krav, herunder krav til governance, it-sikkerhed, cybermodenhed, forretningsvidereførelse, genopretning med mere, og disse aspekter ville også skulle adresseres ved brug af DLT.

Blandt de udfordringer, der opstår i forbindelse med anvendelsen af DLT, kan bl.a. fremhæves spørgsmål om risiko for markedsfragmentering, teknologiske begrænsninger i forhold til skalerbarhed samt spørgsmål i forhold til governance og juridiske uklarheder.

Udvikling af flere DLT-platforme giver risiko for markedsfragmentering

Anvendelsen af DLT-platforme indebærer risiko for øget fragmentering af de finansielle markeder, dvs. at den finansielle infrastruktur bliver præget af en række isolerede platforme, der ikke er indbyrdes kompatible. Fragmenteringen kan opstå, hvis flere DLT-platforme udvikles parallelt med traditionelle systemer uden fælles standarder, og markedsaktører spreder deres handler over forskellige infrastrukturer. Fragmenteringen kan reducere den samlede likviditet og føre til ineffektivitet og tab af stordriftsfordele, hvis der anvendes for mange platforme, der opfylder samme formål.

Særligt hvis markedsdeltagere prioriterer egne kommercielle interesser og løsninger uden hensyntagen til interoperabilitet, kan det føre til lukkede markedsplatforme, der svækker kapitalmarkedernes integration og harmonisering.¹⁷

DLT kan have begrænset skalerbarhed og kapacitet

Høj transaktionsvolumen og manglende interoperabilitet kan lægge pres på en DLT-platforms kapacitet. Dette kan resultere i forsinkelser eller øgede omkostninger. Derudover kan hurtigere afvikling øge behovet for likviditet til afvikling af transaktioner, idet relevante aktører skal sikre tilstrækkelige midler i realtid. Af samme grund arbejdes der på at udvikle DLT-platforme med tekniske løsninger, der kan adressere udfordringer med skalerbarhed og samtidig muliggøre netting af transaktioner.¹⁸ Afvejningen mellem hurtigere afviklingscyklusser og likviditetsstyring er ikke unik for DLT-løsninger, men gælder også for igangværende initiativer til at forkorte afviklingscyklusser på de traditionelle markeder.¹⁹

Fejl i smartkontrakter kan udgøre en systemisk risiko

En tæt integration af smartkontrakter kan skabe afhængigheder, hvor fejl i én kontrakt hurtigt kan sprede sig til andre via automatiserede processer. I systemisk vigtige infrastrukturer kan sådanne smitteeffekter få vidtrækkende konsekvenser, især hvis der ikke er etableret tilstrækkelige mekanismer til at kontrollere anvendelsen af smartkontrakter.²⁰

Fejl i smartkontrakter kan ikke alene opstå utilsigtet, men også som følge af målrettede angreb fra ondsindede aktører, hvilket understreger behovet for en grundig vurdering af cyberrisici og teknologiens potentielle systemiske konsekvenser.

Governance og juridisk usikkerhed kan udgøre en barriere for DLT

Udformningen af DLT-platforme rejser en række juridiske spørgsmål, der endnu ikke er fuldt afklaret. Det skal eksempelvis tydeligt defineres, hvem der har ansvar for drift, vedligeholdelse og beslutningskompetence blandt de deltagende aktører. Udfordringen er særlig udtalt ved DLT, da sådanne løsninger ofte indebærer en mere distribueret kontrol end traditionelle infrastrukturer, hvilket gør det vanskeligt at fastlægge, hvem der har beslutningskompetence og hæfter ved fejl eller uforudsete hændelser.

Manglende afklaring kan medføre usikkerhed om reglerne for endelig afvikling (settlement finality) og den retlige status og håndhævelse af smartkontrakter.²¹

Samlet set forudsætter realiseringen af de potentielle gevinster ved DLT derfor en grundig vurdering af teknologiens tekniske, operationelle og regulatoriske implikationer. 

Målsætningen om at effektivisere de finansielle systemer er ikke ny

Målsætningerne med anvendelsen af DLT-platforme er ikke nye. Effektivisering af afviklingsprocesser og minimering af modpartsrisici har længe været centrale mål for udviklingen af finansielle infrastrukturer – uafhængigt af den anvendte teknologi. Et eksempel på dette er udviklingen af den europæiske it-platform Target2-Securities, T2S, der allerede adresserer en række af disse målsætninger gennem en centraliseret løsning.²² T2S har til formål at integrere penge- og værdipapirafvikling på én fælles platform og dermed reducere kompleksiteten og forbedre effektiviteten i det europæiske værdipapirmarked. Systemets funktionalitet afhænger i høj grad af de præferencer, som markedet har, snarere end af den anvendte teknologi, se boks 2. 

I sidste ende er det markedet, der skal demonstrere, hvilke teknologier der skaber størst værdi og effektivitet. Hvis DLT ikke finder bred anvendelse, kan det skyldes begrænset nytteværdi eller strukturelle barrierer, herunder netværkseffekter og stordriftsfordele ved eksisterende infrastrukturer.

Mange af DLT’s anvendelsesmuligheder som finansiel markedsinfrastruktur befinder sig fortsat på eksperimentstadiet og testes gennem pilotprojekter og såkaldte proof-of-concept-forløb, dvs. forløb, der bruges til at demonstrere, hvorvidt en idé, teknologi eller metode er teknisk gennemførlig og praktisk anvendelig.

Centralbanker undersøger forskellige løsninger til at understøtte finansielle institutioners transaktioner på DLT-platforme. Omfanget, kompleksiteten og tidshorisonten for centralbankers mulige løsninger varierer betydeligt, og det er endnu usikkert, hvilke løsninger der bedst imødekommer behovene hos både private aktører og centralbanker. Indtil videre er kun få løsninger blevet anvendt til afvikling af reelle finansielle transaktioner, mens flere kan blive implementeret i større skala i de kommende år. For eksempel estimerer BIS, at op mod ni løsninger fra centralbanker kan være i produktion i 2030.²³

Ved at engagere sig i undersøgelser af DLT-baserede løsninger får centralbanker mulighed for at understøtte innovation i sektoren og vurdere tekniske, driftsmæssige og regulatoriske aspekter af en potentiel fremtidig arkitektur for det finansielle system. På europæisk plan kan centralbanker eksempelvis bidrage til at sikre, at der opnås fælles løsninger, som sikrer harmonisering af kapitalmarkederne, samt fastlæggelse af generelle standarder for brugen af DLT i den finansielle sektor i Europa. Samtidig er det vigtigt at identificere og adressere de risici, som ny teknologi til afvikling i centralbankpenge kan medføre for udførelsen af centralbankers kerneopgaver.

Enhver ny løsning skal skabe fordele for både den finansielle sektor og samfundet, før den kan vinde indpas, da de eksisterende betalings- og afviklingssystemer er velfungerende og effektive.²⁴ I den sammenhæng er det væsentligt at forstå, hvordan nye DLT-baserede betalings- eller afviklingssystemer bedst kan understøttes, hvis der opstår behov for centralbankpenge på disse platforme, og samtidig undersøge, hvilken merværdi sådanne løsninger kan tilføre i forhold til nuværende løsninger.

Hvordan centralbanker kan muliggøre afvikling i centralbankpenge

ECB og andre centralbanker har påpeget, at der konceptuelt kan skelnes mellem to overordnede tilgange til løsninger, der kan facilitere afvikling i centralbankpenge i forbindelse med transaktioner på DLT-platforme, se figur 2.²⁵

Centralbankpenge og aktiver på forskellige platforme

Den første tilgang omfatter løsninger, hvor centralbankpenge og aktiver er på forskellige platforme, og det er den tilgang, ECB har valgt at fokusere på i første omgang, se boks 3.²⁶ Tilgangen minder i høj grad om de eksisterende systemer, der kendes i dag. Her etableres en forbindelse mellem centralbanksystemer og nye markedsplatforme baseret på DLT. Centralbankpenge fastholdes således i centralbankens egne systemer adskilt fra DLT-platforme drevet af private aktører. Forbindelsen skabes via en teknisk løsning, der sikrer interoperabilitet eller synkronisering mellem private DLT-platforme og afviklingsinfrastrukturen hos centralbanken.²⁷ Løsningen muliggør dermed, at handler og transaktioner, fx med værdipapirer på DLT-platforme, bliver afviklet i centralbankpenge i centralbanken. 

Eksempler på løsninger, hvor centralbankpenge og private DLT-platforme er adskilt, er bl.a. Bank of Englands lancering af en såkaldt omnibus-konto, og ECB’s eksperimenterende arbejde med tre interoperabilitetsløsninger udviklet af henholdsvis Banque de France, Deutsche Bundesbank, Banca d’Italia, se nærmere herom i boks 3.

Centralbankpenge og aktiver på samme platform

Den anden tilgang omfatter løsninger, hvor centralbankpenge og aktiver er på samme platform. Centralbankpenge og andre aktiver, såsom kommercielle bankpenge og værdipapirer, samles på den samme DLT-platform, hvor de bliver registreret og afviklet. Denne tilgang minder om det eksisterende T2S, der også samler værdipapirer og centralbankpenge på samme platform, men i et centraliseret system. 

En central overvejelse ved denne tilgang er, om centralbanker selv skal udvikle, eje og drive en DLT-platform, eller om centralbanker skal distribuere centralbankpenge på eksterne DLT-platforme drevet af private aktører.

Hvis centralbanker ejer og driver platformen, sikres det, at centralbanker har større kontrol over infrastrukturen og adgangen til centralbankpenge. Et eksempel på eksplorativt arbejde, der tager dette udgangspunkt, er BIS’ Projekt Agorá, se boks 3.

Hvis centralbanker distribuerer centralbankpenge på private platforme, har centralbanker mindre kontrol over selve infrastrukturen. Ansvaret for udviklingen af nye og innovative DLT-platforme placeres i større omfang hos private aktører, hvorefter centralbanker deltager på platformene og kontrollerer adgangen til centralbankpenge. Et eksempel på en sådan tilgang er den schweiziske centralbanks (SNB) Projekt Helvetia, se boks 3. 

Tilgangene har forskellig kompleksitet og tidshorisont

Første tilgang betragtes som enklere og hurtigere at etablere, da den ikke kræver, at centralbanker udvikler eller deltager på en ny type platform, men snarere er en integration mellem eksisterende systemer og nye platforme. En potentiel ulempe ved denne tilgang er, at man ikke opnår alle fordele ved at have aktiver og centralbankpenge på samme platform, jf. kapitel 3. 

Den anden tilgang repræsenterer umiddelbart en mere langsigtet og teknologisk ambitiøs løsning, da den i højere grad kan realisere de potentielle fordele ved DLT. Ved at samle både centralbankpenge og aktiver på samme platform reduceres de friktioner, der opstår, ved at forskellige teknologiske systemer skal kommunikere med hinanden. Implementeringen af sådanne løsninger kræver dog betydelige tekniske, juridiske og operationelle overvejelser, da det indebærer, at centralbankpenge gøres tilgængelige sammen med finansielle aktiver på ny infrastruktur baseret på DLT.

Analysen består af en dansk og engelsk version. I tilfælde af tvivl om oversættelsens korrekthed gælder den danske version.

Redaktionen er afsluttet 16. juni 2025.