Analyser fokuserer på aktuelle emner, som er særlig relevante for Nationalbankens formål. Analyserne kan også indeholde Nationalbankens anbefalinger. Her finder du bl.a. vores prognose for dansk økonomi og vores vurdering af den finansielle stabilitet. Analyser henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Betalinger
Nr. 24

Robuste betalinger i Danmark

Betalingerne i Danmark er sikre og effektive, men der kan alligevel opstå situationer, hvor én eller flere betalingsløsninger ikke fungerer som normalt. Til disse tilfælde har Nationalbanken udarbejdet en række anbefalinger, der sætter borgere og erhvervsdrivende i stand til at bidrage til at opretholde betalingsmulighederne i den fysiske handel, hvis det ikke er muligt at betale som sædvanligt, uanset om det er i en kortere eller længere periode. Anbefalingerne handler overordnet om at være forberedt, have konkrete planer samt at bruge og modtage flere forskellige betalingsløsninger. På den måde kan betalinger foretages i langt de fleste situationer. Det er vigtigt, at både borgere og erhvervsdrivende er forberedte, da det hjælper med at mindske generne og er med til at øge robustheden af betalinger i Danmark.



Hovedbudskaber

Hvorfor er det vigtigt?

En af Nationalbankens vigtigste opgaver er at medvirke til, at betalinger kan gennemføres sikkert og effektivt. Betalingsinfrastrukturen i Danmark er sikker, effektiv og stabil, men der kan opstå hændelser, hvor en eller flere digitale betalingsløsninger ikke virker som normalt i en kortere eller længere periode. Både borgere og forretninger spiller en vigtig rolle i, at betalingerne også kan gennemføres i sådanne situationer, så generne for den enkelte begrænses, ligesom samfundets modstandsdygtighed styrkes i tilfælde af længerevarende, nationale hændelser.