Nils Bernsteins indlæg ved Europabevægelsens euro-konference, 9. november 2011
"Tak for indbydelsen til at deltage her i dag.
"Er fastkurspolitikken en falsk tryghed?", lyder overskriften på denne paneldebat. Ud over at søge at besvare dette spørgsmål vil jeg bruge mit indlæg til kort at repetere baggrunden for, at Danmark fører fastkurspolitik og de resultater, som denne politik har givet.
Men jeg vil begynde med konklusionen. Fastkurspolitikken, som nu i næsten 30 år har udgjort en af hjørnestenene i den økonomiske politik herhjemme, har tjent Danmark godt. Inflation og renteniveau ligger i dag på linje med de bedste lande i euroområdet. Fremgangen i vor velstand har været på niveau med de lande, vi normalt sammenligner os med, når vi måler bruttonationalindkomst pr. hoved.
Så jeg mener ikke, at der er grundlag for at konkludere, at dansk fastkurspolitik har givet os en falsk tryghed. At fastkurspolitik inden for euroen kan skabe falsk tryghed, ser man derimod tydeligt i udviklingen i europæiske landes rentespænd over for Tyskland. Forud for etableringen af euroen i 1999 var der for mange lande tale om store rentespænd, men de indsnævredes markant for en række af de lande, der gik med i euroen. Jeg tænker på Grækenland, Portugal, Irland, Italien og Spanien.
Disse lande er meget forskellige. Men maler vi med den brede pensel, har de det til fælles, at de oplevede en markant reduktion af risikopræmien på deres lån og dermed af renteniveauet efter til-slutningen til den fælles mønt. Det lettede umiddelbart finansieringsbyrden for deres statsgæld. Denne fordel blev imidlertid ikke benyttet til at konsolidere statsfinanserne, men bl.a. til øget offentligt forbrug. Samtidig medførte kraftige lønstigninger en udhuling af konkurrenceevnen.
Resultatet kender vi i dag. Økonomierne står i dag tilbage med en større statslig gældsbyrde og en privat sektor, som ikke er konkurrencedygtig. I de fleste af landene er der desuden behov for strukturreformer over en bred front, på arbejdsmarkedet, af pensionssystemet, i de offentlige virksomheder osv. – og bekæmpelse af korruption og klientelisme.
Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvordan kunne det gå så galt? Ja, for det første demonstrerede de pågældende lande – og til overraskelse for mange – at de var i stand til at opfylde kravene til deltagelse i euroen. Og for det andet betragtede kapitalmarkederne eurostatspapirer som sikre – uanset hvilket euroland de kom fra. Ræsonnementet må have været, at hvis et euroland kom i vanskeligheder, ville de som medlemmer af klubben få hjælp på den ene eller anden måde, så sikkerheden i disse statsgælds-papirer ikke kom i fare. Der var med andre ord tale om "en falsk tryghed" både i de pågældende lande og hos deres långivere.
Der er vel i dag en bred erken-delse af, at eurokonstruktionen er etableret med en bygningsfejl i den forstand, at en monetær union kræver en langt stærkere koordination af den økonomiske politik end vækst – og stabilitetspagten og især efterlevelsen heraf lagde op til.
I takt med at gældskrisen er forværret og nye hjælpepakker er kommet til, har det i stigende grad været en forudsætning for især Tyskland, at denne bygningsfejl bliver udbedret. Der er nu lagt op til at langt mere for-pligtende samarbejde fremover.
Dansk økonomi har på sin side klaret sig forholdsvis godt også efter indførelsen af euroen i 1999. Det skyldes generelt set en stabilitetsorienteret økonomisk politik med fokus på det mellemlange sigt, 2005-, 2010 og 2015-planerne, samt gennemførelse af strukturelle reformer på bl.a. arbejdsmarkedet op gennem 1990'erne. Det er samtidig en kendsgerning, at uden for euroen må der i praksis føres en økonomisk politik, som er mindst lige så stram som indenfor, for at sikre troværdighed om fastkurspolitikken.
Konklusionen er klar. Det er troværdigheden i den førte økonomiske politik snarere end valg af valutakurssystem, der er afgø-rende for den økonomiske udvikling i et land. Men valg af valutakurssystem kan påvirke den økonomiske politik. Hvis fx Grækenland havde ført fastkurs-politik som Danmark, ville de næppe være kommet i en situation som nu. Så havde markederne reageret tidligere. Man kan selvfølgelig også spørge hvordan situationen ville have været i Danmark, hvis vi havde været et euroland. Ville vi have været fristet af en "falsk tryghed" til at føre en mere ekspansiv politik? Det kan man jo gruble lidt over. Måske – men næppe mere end marginalt – vælger jeg et tro.
Efter at have præsenteret den centrale konklusion vil jeg tale lidt mere om principperne for dansk fastkurspolitik.
Det overordnede mål for den økonomiske politik er at sikre lav og stabil inflation og stabilisering af økonomien for derved at skabe grundlag for en høj beskæftigelse og velstand. Men det er en vigtig pointe, at penge- og finanspolitik ikke i sig selv kan skabe varig høj beskæftigelse. Det kan kun forbedringer af økonomiens strukturer. Omvendt kan en forkert finanspolitik virke negativt på vækst og beskæftigelse, fx hvis den ikke er holdbar, og der ikke er tillid til de offentlige finanser. Den førte finanspolitik herhjemme i 00'erne bevægede sig til tider på kanten, og var medvirkende til den overophedning af økonomien, hvis eftervirkninger vi bl.a. nu kæmper med.
Forskellen mellem fast og flydende valutakurs drejer sig i høj grad om måden, hvorpå man forsøger at realisere de overord-nede mål på kort og langt sigt. Ideen med en fast kronekurs over for euroen er dels at undgå valutausikkerhed, dels at forankre inflation og inflationsforventningerne til et område med en stabilitetsorienteret økonomisk politik og med lav stabil inflation. I Danmarks tilfælde var ankeret først D-marken og siden euroen.
Des mindre et land er, og jo mere åbent landet er over for resten af verden, jo større betydning vil valutakursen have for efterspørgslen og jo større betydning har importpriserne for den in-denlandske inflationsudvikling. For en lille økonomi som den danske med stor udenrigshandel, overvejende orienteret mod euroområdet er risikoen for store, tilfældige valutakursudsving og de negative effekter af valutakursusikkerhed et tungtvejende argument for en fast kurs over for euroen.
En lille åben økonomi som den danske har i praksis ikke de samme muligheder for at føre selvstændig pengepolitik som store. Renten og valutastrømme påvirkes i højere grad af udvik-lingen på de internationale finansielle markeder. Valutakursudsving har, alt andet lige, større effekt for en lille åben økonomi end for store mere lukkede økonomier.
Et aktuelt eksempel er Schweiz, der traditionelt har haft en flydende valutakurs. Som følge af rollen som tilflugtsland, når der er uro på de globale finansielle markeder, har Schweiz det seneste år oplevet en massiv valuta-indstrømning i takt med skærpelsen af problemerne med høj statsgæld i en del lande og investorernes øgede risikoaversion. Det har styrket schweizerfrancen i en grad, som skabte problemer for de virksomheder i Schweiz, der konkurrerer internationalt, og har ført til demonstrationer i Zürich. Udviklingen har tvunget de schweiziske myndigheder til at revurdere valutakurspolitikken. Den schweiziske nationalbank annoncerede ensidigt et loft for schweizerfrancens styrke over for euro og erklærede sig villig til at sikre dette loft via in-tervention. Eksemplet viser, at valutakursen i et flydende valu-takurssystem ikke blot tjener som konjunkturdæmper men også som en faktor, der kan være med til at forstærke udsving i økonomien. Det er notorisk vanskeligt at forudse endsige styre udviklingen på valutamarkederne.
Der kan også være grund til at erindre om baggrunden for fastkurspolitikkens indførelse her-hjemme i 1982, nemlig udvik-lingen i dansk økonomi i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne. Her var devalueringer et tilbagevendende element i en periode med store udfordringer for den økonomiske politik. Der var også en række uhensigtsmæssige strukturer på arbejds-markedet og i skattesystemet – den automatiske dyrtidsregulering, der sammen med devalueringspolitikken var som skabt til at skabe en pris-lønspiral. En meget højt skattemæssig værdi af rentefradragsretten sammen med den høje inflation resulterede i perioder med negativ realrente efter skat. Resultatet var høj arbejdsløshed og store underskud på både statsfinanser og betalingsbalance.
Inflationen nåede 12 pct. p.a. og renten 22 pct. Statsrentespændet over for Tyskland var 12 pro-centpoint, da det toppede. Det er tal, som er ødelæggende for en-hver økonomi.
Jeg vil ikke sige mere om dansk økonomi forud for fastkurspoli-tikken blot konkludere, at erfa-ringerne er entydige: Problemer med konkurrenceevnen løses ikke med devalueringer, men ved at afpasse lønstigningstakten til udvikling i produktivitet og afsætningsmuligheder på ek-sportmarkederne. Det gælder fortsat. En medvirkende årsag til de økonomiske problemer i en del eurolande er markante tab af konkurrenceevne over en årrække. Ser vi imidlertid på Danmark ligger vi i samme gruppe. De danske lønstigninger har nærmest systematisk ligget over stigningerne hos vore konkurrenter i rigtig mange år. Vi har et problem omkring lønkonkur-renceevnen, som vi er nødt til at adressere, hvis vi vil skabe en varig højere beskæftigelse og lavere arbejdsløshed.
Fastkurspolitikken har givet Danmark mange af de fordele, som et fuldt medlemskab af euroen ville give, men ikke alle. Problemet for Danmark ved at stå uden for euroen er i dag først og fremmest politisk. Den mest konkrete økonomiske fordel ved et euromedlemskab, udover bortfald af vekselomkostninger, vil vi opleve under perioder med valutauro, som den vi så i 2008, hvor kronen kom under pres, i kølvandet på konkursen i Lehman Brothers. Kronekriser vil være fortid ved et euromedlemskab.
Politisk er problemet ved at stå uden for, at vi i praksis kommer længere og længere væk fra dis-kussionerne i de fora, hvor EU's politik, regler og holdninger på en lang række områder af inte-resse også for os fastlægges. Det gælder naturligvis først og fremmest fastsættelse af den pengepolitiske rente og adgangen til ECB's faciliteter. Hertil kommer – som det med al ønskelig tydelighed er demonstreret under den europæiske gældskrise – at de vigtigste beslutninger om økonomisk samarbejde, hjælpepakker og skrappere koordination reelt træffes i eurokredsen – beslutninger som også påvirker os. Det er ikke nogen særligt tilfredsstillende situation, men vi har selv valgt at stå uden for – og der er næppe udsigt til at dette forhold vil ændres i en overskuelig fremtid.
For at gentage min konklusion fra indledningen tyder alt på, at det ikke er valutakurspolitikken, der er afgørende for, om et land er kommet godt igennem krisen. Det afgørende er en sund, langsigtet økonomisk politik, herunder finanspolitik og strukturpolitik. Danmark har med sin fastkurspolitik nydt godt af euroen som et stabilt anker for kronekursen. Fastkurspolitik stiller imidlertid krav til hele den øko-nomiske politik og ikke blot pengepolitikken.
Ændring af valutakursregime i retning af en flydende valutakurs, som fx i Sverige, Norge og UK er ikke løsningen på vore problemer. Det fungerer for disse lande. Men for Danmark ville det være at kaste den troværdighed i pengepolitikken og valutapolitikken væk, som er blevet opbygget gennem flere årtier. Der er kun én vej at gå, nemlig at føre en ansvarlig økonomisk politik, og at vi lader være med at bevillige hinanden for store lønstigninger.
Tak for opmærksomheden."