Economic Memo giver indblik i det analysearbejde, som Nationalbankens ansatte er i gang med. Economic Memo indeholder fx baggrundsanalyser og metodebeskrivelser. Economic Memo henvender sig primært til dig, der i forvejen har kendskab til økonomiske og finansielle analyser.
Erhvervsejendomme i Danmark
Værdien af det danske erhvervsejendomsmarked er betragtelig, og udviklingen på dette marked kan have vidtrækkende konsekvenser for det finansielle system og realøkonomien. Dette memo giver et overblik over det danske marked for erhvervsejendomme. Det kortlægger danske erhvervsejendomme efter region, ejendomstype og ejerforhold. Det giver også et overblik over forretningsmodellen for erhvervsejendomsselskaber med fokus på hvilke faktorer, der driver selskabernes indtægter og udgifter, og på principperne, der ligger til grund for værdiansættelsen af erhvervsejendomme. Til sidst beskrives kreditinstitutternes eksponering over for erhvervsejendomssektoren.
Hovedbudskaber
Hvorfor er det vigtigt?
Erhvervsejendomme er et af de væsentligste ikke-finansielle aktiver ejet af virksomhederne, og den samlede værdi af alle danske erhvervsejendomme er høj. Markedets betydelige størrelse og dets forbundethed med både det finansielle system og realøkonomien betyder, at udviklingen på erhvervsejendomsmarkedet kan få vidtrækkende konsekvenser. Historisk set har erhvervsejendomsmarkedet været en kilde til betydelige tab for kreditinstitutter, især i perioder med økonomisk stress. Derfor er erhvervsejendomsmarkedet også et vigtigt fokusområde i forhold til at sikre finansiel stabilitet.