Klima

Economic Memo giver indblik i det analysearbejde, som Nationalbankens ansatte er i gang med. Economic Memo indeholder fx baggrundsanalyser og metodebeskrivelser. Economic Memo henvender sig primært til dig, der i forvejen har kendskab til økonomiske og finansielle analyser.

Klima
Nr. 1

Globale temperaturer og inflation: Et mere volatilt og mindre homogent inflationspres på tværs af lande

Klimaforandringer kan forårsage store forstyrrelser i økonomien ved at introducere nye risici i forsyningskæder og ændre forbrugernes efterspørgselsmønstre. Dette Economic Memo undersøger, hvordan klimaforandringer, igennem deres indvirkning på de globale temperaturer, påvirker inflationen i Europa med særligt fokus på Danmark, Norge og Spanien. Resultaterne indikerer, at globale temperaturstød primært påvirker inflationen via priskanalerne for energi, fødevarer og tjenesteydelser. Effekten varierer på tværs af lande og indikerer, at varmere lande har en tendens til at opleve et højere inflationspres, mens koldere lande i højere grad oplever et deflationspres. Viden om disse heterogene effekter er vigtig for centralbankernes arbejde med at sikre prisstabilitet.



Hovedbudskaber

Hvorfor er det vigtigt?

Centralbankerne har til opgave at sikre prisstabilitet, som kan udfordres af hyppigere og mere ekstreme vejrbegivenheder. For at fastholde inflationsmål og formulere en effektiv pengepolitik er det afgørende at forstå, hvordan disse faktorer påvirker forbrugerpriserne og dermed inflationen. Hvis ekstreme vejrbegivenheder fører til øget inflationsvolatilitet, kan det nødvendiggøre en aktiv respons fra centralbankernes side.

Hovedfigur

Et globalt temperaturstød påvirker inflationen forskelligt på tværs af lande

Anm.:

Figuren viser impulsresponser, udtrykt som procentvise ændringer i HICP i Danmark, Norge og Spanien (fuldt optrukne linjer) til et globalt temperaturstød på 1°C. Det globale temperaturstød er estimeret efter metoden i Hamilton (2018) og er blevet lineært skaleret til at matche en ændring på 1°C i overensstemmelse med etablerede metoder. Standardfejl er beregnet ved hjælp af Newey-West-standardfejl.

Kilde:

Egne beregninger.

"Hvis vi ikke tager højde for klimaændringernes indvirkning på vores økonomi, risikerer vi at gå glip af en afgørende del af vores arbejde med at holde priserne stabile."

Christine Lagarde, 2022
Formand for Den Europæiske Centralbank