Staff Papers er analyser, metodebeskrivelser og andre faglige bidrag udarbejdet af ansatte i Danmarks Nationalbank. Staff Papers er godkendt af den relevante afdelingschef. Indholdet udtrykker udelukkende forfatternes egne konklusioner og skal ikke opfattes som udtryk for Danmarks Nationalbanks holdning.
Borgeres eksponering mod kryptoaktiver er fortsat lav
Kun 4 pct. af borgere i Danmark ejer kryptoaktiver, og langt de fleste af disse har mindre beholdninger på under 10.000 kroner. Resultatet er på niveau med Danmarks Nationalbanks undersøgelse fra 2023 og indikerer dermed begrænsede ændringer i borgeres direkte ejerskab af kryptoaktiver. Borgernes ejerskab af værdipapirer knyttet til kryptoaktiver er derimod steget siden 2023. Værdien af disse er stadig lavere end det direkte ejerskab af kryptoaktiver. Den samlede eksponering mod kryptoaktiver i 2025 for borgere i Danmark er således stadig begrænset og udgør ikke en væsentlig risiko for den finansielle stabilitet i Danmark.