Debatten om såkaldte globale ubalancer er blevet aktuel igen. Ikke mindst i lyset af de store investeringer i kunstig intelligens og teknologi, som i dag finder sted i USA. Det talte Nationalbankdirektør Signe Krogstrup om til studerende den 7. november ved Aarhus Symposium, der i år havde det overordnede tema ”Beyond the AI Hype”.
Signe Krogstrup udtalte: ”Vi kan lære meget af at genbesøge debatten om globale ubalancer. Forskelle i landes opsparings-, investerings- og handelsforhold har indvirkning på kapitalstrømme på tværs af grænser. Det er vigtigt at forstå, så vi kan undgå opbygning af risici, fx når vi i dag ser store investeringer i USA’s teknologisektor. Men også, så vi kan blive endnu bedre til at øge produktive investeringer i EU.”
Over for de studerende i Aarhus understregede Nationalbankdirektør Signe Krogstrup, at AI-debatten handler om mere end teknologi. Fra et makroøkonomisk og finansielt perspektiv er det væsentligt at forstå de bagvedliggende forhold, der er med til at forklare de store og koncentrerede investeringer i amerikanske AI-virksomheder. Først og fremmest er det vigtigt, fordi vi gerne vil undgå opbygning af risici. Her kan vi lære af erfaringer fra tidligere finanskriser, selvom situationen er anderledes i dag. Bl.a. er banksektoren mere robust i dag end i 2007-08.
Men det er også vigtigt at forstå sammenhængen mellem globale ubalancer og kapitalstrømme, fordi vi fra europæisk hold gerne vil øge produktive investeringer i Europa. Det står højt på den politiske agenda i EU. Og det kræver bl.a., at vi fortsætter arbejdet med at øge integrationen af EU’s kapitalmarkeder.
Hvad er globale ubalancer?
Nogle lande og regioner sparer mere op, end de investerer (fx EU). Andre lande gør det modsatte, dvs. de investerer og forbruger mere, end de sparer op (fx USA). Nogle har et handelsoverskud. Deres eksport er større end importen (fx EU). Andre har modsat et underskud (fx USA). Globalt set skulle det hele gerne gå nogenlunde op. Ét lands eksport er i princippet et andet lands import. Men på landeniveau kan der over længere tid være overskud eller underskud. Og samlet set har disse globale ubalancer indvirkning på de kapitalstrømme, vi ser mellem lande og regioner.
Se seneste præsentationer og taler