Både virksomhedernes og bankernes indtjening steg gennem 2024, og der har ikke været en væsentlig stigning i andelen af misligholdte lån. Men eksportfølsomme erhverv, som industri, transport og landbrug, vil blive påvirket af den globale usikkerhed, der er forbundet med den igangværende handelskonflikt. Det gælder især industrivirksomhederne, hvor en væsentlig del af eksporten går til USA, pointerede nationalbankdirektøren i talen.
”Bankerne har med fortsat høj basisindtjening og god polstring i form af deres kapitalisering et godt udgangspunkt for at håndtere de økonomiske konsekvenser af handelskonflikten”, sagde Ulrik Nødgaard.
Bankerne har betydelige eksponeringer over for de eksportfølsomme erhverv. Af de tre erhverv, der er nævnt ovenfor, er det særligt industrivirksomhederne, som har betydelige lån i de store banker, mens landbrugsvirksomhederne dominerer hos de mellemstore banker, se figuren nedenfor. Den direkte kreditrisiko på bankernes udlån begrænses dog bl.a. af, at en stor del af den danske vareeksport til USA produceres i USA. Samtidig eksporterer de danske landbrugsvirksomheder i højere grad til det europæiske marked og er dermed mindre afhængige af det amerikanske marked.
Ulrik Nødgaard fremhævede også, at et stort stød til den danske eksport og generel global afmatning vil kunne smitte af på dansk økonomi i sin helhed og give anledning til tab på kreditinstitutternes udlån.
Institutterne har væsentlige eksponeringer over for eksportfølsomme brancher
Anm.:
Udlån til brancherne industri, transport og landbrug som andel af samlet udlån til ikke-finansielle virksomheder og selvstændige, opgjort i 4. kvartal 2024. Industri inkluderer råvareindvinding.
Kilde:
Danmarks Nationalbank.
Se seneste præsentationer og taler