Den finansielle sektor spiller en central rolle i samfundet, og avancerede cyberangreb mod en finansiel virksomhed eller et betalingssystem kan potentielt true den finansielle stabilitet. Virksomheder i den finansielle sektor har derfor gennem årene arbejdet målrettet på at øge cyberrobustheden, både individuelt og på sektorniveau.
De geopolitiske spændinger påvirker løbende cybertruslen, der ikke kun omhandler digitale angreb. Den seneste tid er der kommet et øget fokus på angreb med hybride virkemidler. Det kan fx være påvirkningskampagner, chikane, sabotage eller destruktive cyberangreb. Der har fx været en række brud på undersøiske kabler, der understreger, at truslen er reel og alvorlig.
”At styrke cyberrobustheden handler ikke kun om at gøre IT-systemerne svære at trænge ind i. Det er også vigtigt med et bredt perspektiv på vores afhængigheder og sårbarheder, når det kommer til fx telekabler eller centrale udbydere af services,” sagde Ulrik Nødgaard og fortsatte:
”Derudover er et helt centralt fokusområde for at styrke cyberrobustheden den finansielle sektors arbejde med beredskaber, der skal styrke de enkelte virksomheders evne til at videreføre forretningen i selv ekstreme, plausible scenarier, som fx et omfattende destruktivt cyberangreb.”
Beredskab er også et fokusområde i Nationalbankens arbejde. Både i overvågningen af de centrale betalingssystemer og –løsninger og i arbejdet med fællesinitiativer på tværs af den finansielle sektor for at sikre de mest samfundskritiske aktiviteter. Et eksempel er arbejdet med at etablere et samfundsdækkende beredskab for offline-kortbetalinger i Danmark, hvilket skal sikre en basal forbrugsmulighed i mindst en uge.
Afslutningsvist fremhævede Ulrik Nødgaard, at der allerede foregår rigtig meget godt arbejde på området, og at den finansielle sektor bevæger sig i den rigtige retning. Samtidig understregede han, at der er mere arbejde forude.
Præsentationen kan findes nedenfor.
Se seneste præsentationer og taler