I de senere år er det generelle trusselsbillede for Danmark blevet skærpet. Danmark er et digitalt samfund, og der er mange trusler mod den finansielle sektor, fx cyberangreb og hybride hændelser. Det kræver fokus på robusthed og et styrket beredskab, forklarede Ulrik Nødgaard.
Ulrik Nødgaard fremhævede bl.a., at Dankort og straksbetalinger bidrager til robusthed på betalingsområdet, så den ene løsning kan anvendes, hvis den anden er ramt af nedbrud. Derudover har Betalingsrådet arbejdet for, at der kan foretages offline-kortbetalinger med alle kort fra både Dankort, Mastercard og Visa i supermarkeder og på apoteker.
Nationalbanken anbefaler beredskaber for samfundskritiske aktiviteter
Den finansielle sektor har en central rolle i samfundet. For at sikre, at sektorens samfundskritiske aktiviteter kan gennemføres, selv under et længerevarende nedbrud, anbefaler Nationalbanken at etablere beredskabsløsninger, der kan håndtere alvorlige længevarende nedbrud.
Formålet er at skabe et sikkerhedsnet, der muliggør, at borgere og virksomheder også kan modtage løn, betale regninger og har adgang til deres konti, selv i en situation, hvor en central aktør i den finansielle sektor er nede i en længere periode.
Nationalbankens anbefalinger dækker bredt og omfatter både ejerne af betalingsløsninger og infrastruktur samt banker. Arbejdet med at styrke beredskaberne er allerede i gang. For bankerne er fokus på at prioritere de mest kritiske aktiviteter for at kunne sikre videreførelse selv under et længerevarende nedbrud. Dette arbejde kan der bygges videre på, så de mest samfundskritiske kundevendte aktiviteter kan opretholdes, også under alvorlige hændelser, forklarede Ulrik Nødgaard.
Se seneste præsentationer og taler