Nationalbanken har omkring 80 banker og realkreditinstitutter som kunder, der har adgang til en ind- og en udlånskonto. Derudover har staten en konto i Nationalbanken. Nationalbankens aktiver udgøres lidt forsimplet af valutareserven, mens passiverne udgøres af bankernes og statens indestående i Nationalbanken, sedler og mønter samt Nationalbankens egenkapital. Som i enhver virksomhed er der altid balance mellem aktiver og passiver, som vist i eksemplet i figur 1.
Størrelsen på valutareserven er et resultat af valutakurspolitikken. Nationalbanken kan købe og sælge valuta for at sikre en stabil kronekurs over for euro. Hvis der er stor efterspørgsel efter kroner, kan Nationalbanken imødekomme den efterspørgsel ved at sælge kroner og købe euro. For Nationalbanken betyder transaktionen, at valutareserven stiger, mens betalingen for valutaen sker ved at opskrive bankernes indestående i Nationalbanken tilsvarende – indestående, der kun kan placeres i indskudsbeviser. De transaktioner er besluttet af Nationalbanken, ikke af bankerne.
Fordelingen af Nationalbankens passiver ændres på daglig basis. Det sker som følge af, at indeståendet på statens konto svinger dagligt, da udbetalinger af fx lønninger ikke sker samme dag som indbetalinger af fx skatter. Statens betalinger sker i danske kroner. Derfor påvirker udsving i statens konto ikke størrelsen af valutareserven, men udelukkende fordelingen af Nationalbankens passiver.
Omløbet af sedler og mønter og størrelsen på egenkapitalen er meget stabile. En reduktion af indeståendet på statens konto i Nationalbanken vil automatisk forøge bankernes indestående i Nationalbanken. Når der modsat sker en forøgelse af statens konto i Nationalbanken, reduceres bankernes indestående automatisk. De transaktioner er besluttet af staten, ikke af bankerne.
De daglige udsving i statens konto skyldes som nævnt, at indbetalinger til og udbetalinger fra statens konto i Nationalbanken sjældent sker samtidigt. På længere sigt er det finansministeren, der bestemmer, hvor mange penge der skal stå på statens konto. Størrelsen styres gennem justering af udbuddet af statsobligationer.
Banksektoren har således ingen mulighed for på egen hånd at ændre på størrelsen af deres indestående i Nationalbanken. Omfanget af bankernes indlån i Nationalbanken styres alene af, hvordan Nationalbanken udfører fastkurspolitikken, og hvordan finansministeren fastsætter statsgældspolitikken. Der er således ingen sammenhæng mellem bankernes indestående i Nationalbanken og størrelsen på private kunders ind- og udlån i bankerne. En stigning i indlånsoverskuddet påvirker derfor ikke størrelsen af bankernes indestående i Nationalbanken.
Flere banker har peget på, at stigningen i sektorens indlånsoverskud betyder, at de skal sætte flere penge i Nationalbanken. Det er som nævnt ikke tilfældet. Men hvad gør bankerne så af pengene? For at svare på det er det nyttigt at se på en forsimplet udgave af banksektorens balance.
Ligesom i Nationalbanken skal banksektorens aktiver svare til passiverne. Banksektorens aktiver består i en forsimplet version af bankernes indestående i Nationalbanken, udlån til kunderne samt deres beholdning af værdipapirer. Aktiverne modsvares af kundernes indlån i banken, gældsudstedelser og egenkapital.
I figur 2 er vist en forsimplet illustration af banksektorens balance, hvor der er flere indlån end udlån. Bankernes indlånsoverskud hverken kan eller skal placeres i Nationalbanken.
Hvis bankerne ikke kan placere et øget indlån fra private kunder i Nationalbanken, hvad gør de så med pengene? Der er flere muligheder: Indlånet kan fx placeres i obligationer og andre værdipapirer; udlånet til kunder kan øges; eller der kan afdrages på sektorens gældsudstedelser.
Mere information om penge, kredit og bankvæsen her.