Du har nok svært ved at forestille dig at betale med en ko eller en tønde korn, når du er ude at handle ind til aftensmaden. Og det ville da også være ret besværligt, hvis det var sådan, vi handlede med varer og tjenester i dag.
Penge er en menneskelig opfindelse, der letter handel og arbejdsdeling. I dag betaler vi for varer og tjenester ved at bruge kontanter, ved at overføre et indestående i et privat pengeinstitut via netbank eller ved at bruge et betalingskort eller en app på mobilen. Sådan har det ikke altid været.
Fra bytteøkonomi til pengeøkonomi
Så længe der har eksisteret organiserede samfund, har vi mennesker handlet med hinanden. Først gennem simpel bytteøkonomi, hvor mennesker byttede varer mellem hinanden, som de selv havde fremstillet, og senere gennem den pengeøkonomi, vi kender i dag.
For at gøre bytteprocessen mere simpel er man i historiens løb blevet enige om byttemidler, som skulle være generelle og lette at identificere og anvende. I begyndelsen brugte man kvæg eller korn som værdimåler. I østlige middelhavskulturer begyndte man at bruge metaller som værdimåler allerede fra det andet årtusinde f.v.t.
I det vestlige Lilleasien begyndte man i 600-tallet f.v.t. at præge mønter med en troværdig angivelse af vægt og indhold af ædelmetal. Det betød, at man kunne nøjes med at tælle mønterne ved en handel i stedet for at kontrollere dem grundigt. Det lagde grundstenene til den pengeøkonomi, vi kender i dag.
Betalingsmidler gennem tiderne
De første mønter var af guld eller sølv, og deres værdi blev bestemt af, hvor meget guld eller sølv der var i dem. Derfor kunne man bruge dem både lokalt og til at handle med andre lande.
Foto: CC BY-SA, Andreas Mogensen, Den kgl. Mønt- og Medaljesamling, Nationalmuseet.
Dengang var der stor prestige i, at man som land var i stand til at præge mønter. På den måde viste man, at landet hørte til det gode europæiske selskab.
Det første organiserede møntvæsen blev skabt af Knud den Store omkring år 1020.
Foto: CC BY-SA, Søren Greve, Den kgl. Mønt- og Medaljesamling, Nationalmuseet.
De første europæiske sedler blev udstedt af den svenske Riksbanken i 1661, og i 1713 kom de første danske pengesedler. Sedlerne skulle have samme værdi som mønterne, men kunne ikke veksles til mønter. Danskerne havde ingen tillid til papirpengene, og kursen faldt derfor til langt under møntværdien. Sedlerne blev inddraget igen i 1728, men kom tilbage i 1736 med oprettelsen af Danmarks første bank, Kurantbanken, der fik eneret på at udstede sedler.
Vi skal helt frem til 1952, før den mindste seddelstørrelse kom ned i nærheden af en timeløn.
Anvendelsen af checks tog for alvor fart i 1890’erne, og i 1970’erne var checks det mest udbredte betalingsmiddel i Danmark målt på beløbsstørrelse. Efterhånden kom der dog andre, elektroniske betalingsløsninger, som var lettere at håndtere for både pengeinstitutter, detailhandlere og forbrugere. I 2004 blev blot 2 pct. af betalingerne i detailhandlen foretaget med checks, og i praksis blev papirchecken helt udfaset i 2016.
Hvis man ikke havde en girokonto, kunne man betale sin regning (sit "girokort") ved at indbetale penge på posthuset. Hermed havde postvæsenet etableret et alternativ til de pengeinstitutbaserede checkbetalinger. I begyndelsen af 1980’erne lå omfanget af girotransaktioner beløbsmæssigt på linje med checkomsætningen.
Foto: Hakon Nielsen/Ritzau Scanpix
Foto: Mottlau Michael/Ritzau Scanpix
I begyndelsen brugte man papirnotaer og mekaniske betalingsterminaler ("fluesmækkere") for at modtage betaling med dankortet. Det elektroniske Dankortsystem, som vi kender i dag, hvor betalingen foregår online i butikkerne via kortterminaler, blev lanceret på landsplan i 1985.
Fra 1998 kunne man også anvende dankortet til at betale for varer på internettet. I 2015 kom de kontaktløse dankort, hvor man blot holder kortet hen foran en kortlæser frem for at indlæse det i en terminal. Ved små beløb behøver man ikke længere indtaste pinkode.
Foto: Steen Jespersen/Ritzau Scanpix
Foto: Jan Woitas/AP/Ritzau Scanpix