Nationalbanken lukkede for salg af mønter og sedler via Den Kgl. Mønts møntwebshop 1. december 2023 kl. 12. Beslutningen skyldes, at der over de senere år har været faldende efterspørgsel efter produkterne, der blev solgt via webshoppen.
Samtidig er det også blevet dyrere at producere mønter til webshoppen. Det skyldes, at der generelt i samfundet bruges færre kontanter, fx til betalinger i butikkerne. Derfor er der ikke så stort behov for at producere nye mønter til generel cirkulation i samfundet. Det gør det forholdsmæssigt dyrere at producere nye mønter, hvis de alene har til formål at understøtte salg i webshoppen. Det er dyrt, fordi små indkøb af nye mønter giver en højere stykpris. Hertil kommer håndtering og transport af mønterne, som også bliver dyrere pr. mønt ved små leveringer.
Reklamationsret
Aftaler indgået inden lukning af møntwebshoppen d. 1. december 2023 kl. 12 er underlagt købelovens mangelsregler. I overensstemmelse med købelovens regler er der 2 års reklamationsret på mønter med fejl og mangler købt hos Den Kgl. Mønt.
Hvis der er fejl og mangler ved mønterne, refunderer Den Kgl. Mønt forsendelsesomkostningerne, når mønterne returneres, hvis fremsendelsen er sket ved omdeling (Den Kgl. Mønt kan ikke modtage forsendelser via collect forsendelse). Ved reklamation skal oplyses kontonummer og varens pris.
Mønter fremadrettet
Nationalbankens opgave med at udstede mønter og sedler til almindelig cirkulation i samfundet er uændret. Det er fortsat en af Nationalbankens kerneopgaver at sørge for sikre og effektive betalingsmidler, herunder kontanter.
Det er også planen, at erindringsmønter fortsat skal produceres i forbindelse med særlige anledninger i Kongehuset, fx regentens runde fødselsdage og regeringsjubilæum. Oplysninger om kommende mønter og distribution af disse vil blive annonceret via pressen eller Nationalbankens hjemmeside.
Behandling af personoplysninger
Har du foretaget et køb via webshoppen inden for de sidste 5 år, opbevares faktura og bogføringsbilag. Formålet er at kunne håndtere eventuelle reklamationer og at kunne dokumentere webshoppens ordrer.
Behandlingen af dine oplysninger sker for at overholde en retlig forpligtelse i henhold til bogføringsloven og købeloven (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c).
Dine oplysninger slettes 5 år efter udgangen af det år, hvor købet er gennemført.