Nye typer af kontohavere i Nationalbanken

Fra april 2025 kan e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter blive kontohavere i Nationalbanken. Dette følger af ny lovgivning, som tillader institutterne at deltage direkte i betalingssystemerne.


Introduktionen af Instant Payment Regulation (IPR) i 2024 medfører ændringer til Settlement Finality Directive (SFD) og Revised Payment Service Directive (PSD2), hvilket åbner op for, at e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter kan blive kontohavere i Nationalbanken.

Baggrunden for lovændringen er et ønske om at øge effektiviteten af det europæiske detailbetalingsmarked ved bl.a. at lette adgangen samt øge konkurrence og innovation på betalingsområdet. Det skal sikre en øget udbredelse af straksbetalinger.

Fra april 2025 vil Nationalbanken derfor tilbyde en afviklingskonto til e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter til brug for afvikling.

Nationalbankens krav til deltagelse følger af de gældende kontobestemmelser, hvor bl.a. krav til teknisk og operationel egnethed er beskrevet.

Hvis man overvejer at åbne en konto hos Nationalbanken, anbefales det at kontakte payments@nationalbanken.dk for at drøfte nærmere omkring vilkår og bestemmelser.