Om analysen 'Udsigter for dansk økonomi'
Nationalbanken udgiver i marts og september analysen 'Udsigter for dansk økonomi'. I analysen præsenteres Nationalbankens aktuelle syn på dansk økonomi, herunder status på prisudviklingen, den samlede produktion, beskæftigelse og ledighed, det danske boligmarked og Danmarks samhandel med udlandet.
Analysen giver et overblik over de seneste økonomiske tendenser både herhjemme og i udlandet. Derudover indeholder analysen Nationalbankens prognose for dansk økonomi. Prognosen indeholder en vurdering af, hvordan centrale økonomiske størrelser vil udvikle sig over de kommende år.
På baggrund af vurderingen af den aktuelle økonomiske situation og udviklingen i økonomien fremadrettet gives der til sidst i analysen anbefalinger til den økonomiske politik i Danmark med henblik på at sikre en robust økonomi med stabile priser.
Om analysen 'Monetære og finansielle tendenser'
Nationalbanken udgiver i marts og september analysen 'Monetære og finansielle tendenser'. Danmark er en lille åben økonomi og er tæt integreret i det internationale finansielle system. Den globale finansielle udvikling kan påvirke efterspørgslen på kroner og dermed Nationalbankens fastsættelse af de pengepolitiske renter. Fastkurspolitikken betyder samtidig, at pengepolitikken i euroområdet har stor afsmittende effekt på Danmark.
Et vigtigt element i analysen er vurderingen af, hvordan fastkurspolitikken i samspil med den globale finansielle udvikling påvirker de finansielle forhold i Danmark.
De finansielle forhold er vigtige for Nationalbankens vurdering af den aktuelle udvikling i dansk økonomi og for prognosen for den fremtidige udvikling. De finansielle forhold har også betydning for, om makrofinansielle ubalancer er under opbygning.