Om statsgældsforvaltningen

I Danmark er det Nationalbanken, der på vegne af finansministeren varetager forvaltningen af statens låntagning og gæld. Dette gøres bl.a. ved at finde kreditorer, som ønsker at låne staten penge, når der er behov for det. Det er finansministeren, der har det overordnede og politiske ansvar for statsgælden.


Staten optager lån på de finansielle markeder for at dække sit finansieringsbehov. Det er det samlede udestående af disse lån, der betegnes som statsgælden. Nationalbanken forvalter statsgælden, hvilket betyder, at hvis staten har behov for at låne penge, er det Nationalbanken, der finder kreditorer i markedet, der vil låne pengene til staten.

Det er finansministeren, der har det overordnede og politiske ansvar for statsgælden, og som ved lov er bemyndiget til at optage statslån. Arbejdsdelingen mellem Nationalbanken og finansministeriet er formuleret i aftalen om arbejdsdelingen på statsgældsområdet.

Statsgældspolitikken bygger på internationalt anerkendte principper for god statsgældsforvaltning, herunder åbenhed, troværdighed, klart definerede mål og entydig ansvarsfordeling.

Statsgældsforvaltningens opgaver

I Danmark er det Nationalbanken, der forvalter statens gæld på vegne af finansministeren.

Det er statsgældsforvaltningens opgave at sikre, at Danmark opnår de statsgældspolitiske mål. Fokus er derfor på at fastholde en lav refinansieringsrisiko ved at dække finansieringsbehovet i god tid, at sikre en bred investorbase og at have et højt likviditetsberedskab. Dette sørger Nationalbanken for gennem varetagelsen af følgende opgaver:

  • Udarbejder på baggrund af finansloven og input fra Finansministeriet en udstedelsesstrategi, som matcher årets finansieringsbehov.

  • Udsteder statsobligationer og skatkammerbeviser for at dække statens finansieringsbehov. Finansieringsbehovet er bestemt af statens løbende indtægter og udgifter samt lån, der forfalder.

  • Overvåger og styrer risikoen på hele statsgældsporteføljen (statens inden- og udenlandske gæld, statens konto i Nationalbanken, de statslige fondes aktiver og statslige genudlån).

  • Medvirker til at sikre et gennemsigtigt og likvidt marked for danske statspapirer ved at have aftaler med primary dealer-banker om at sælge i danske statspapirer.

  • Administrerer midlerne i de to statslige fonde Innovationsfonden og Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse.

  • Forvalter statslige selskabers adgang til genudlån og statsgarantier.

  • Sikrer gennem statens udstedelser, at der er et tilstrækkeligt indestående på statens konto til at dække statens udbetalinger.

Organisering af statsgældsforvaltningen

Statsgældsforvaltningens funktioner er opdelt i front office, middle office og back office.

Adskillelsen i funktioner og forretningsgange mindsker de operationelle risici og sikrer entydig ansvarsfordeling. Det understøtter desuden den interne kontrol.

Placeringen af funktionerne i Nationalbanken underbygger overvågningen af samspillet mellem statsgældspolitik, pengepolitik og den finansielle stabilitet. Det er i tråd med IMF’s anbefalinger til statsgældsforvaltning, de såkaldte Stockholms-principper.

Front office og strategi

Formulerer statsgældspolitikken og udarbejder oplæg til lånestrategier samt varetager den operationelle del af statsgældspolitikken. Det gælder udstedelse af statspapirer, herunder afvikling af auktioner, opkøb, værdipapirudlån og gennemførelse af swaptransaktioner. Desuden fastsættes markedsvilkårene for genudlån.

Middle office

Varetager risikostyringen af statsgælden. Derudover følges der op på, om retningslinjerne for front office med hensyn til salg, opkøb og swaptransaktioner er konsistente med de aftalte strategier.

Back office

Settlements clearer og afvikler betalinger vedrørende statsgælden, herunder renter og afdrag på gæld og swaps. Statsregnskab udarbejder den del af statsregnskabet vedrørende statsgælden sammen med Finansministeriet.

Statsgældsområdet bliver revideret af Danmarks Nationalbanks revision på vegne af Rigsrevisionen.

Danmarks Nationalbank's revision

Undersøger, om regnskabet for statsgælden er retvisende, dvs. uden væsentlige fejl og mangler. Rigsrevisionen kan desuden foretage en vurdering af, om forvaltningen af statsgælden foregår på en hensigtsmæssig måde.

Kontaktinformation

Et vigtigt led i statsgældspolitikken er at give markedsdeltagere og offentligheden information om statens lånestrategi, lånebehov og general information om rammerne for forvaltningen af statens gæld. Vil du vide mere om statens låntagning og gæld, kontakt venligst:

E-mail: governmentdebt@nationalbanken.dk
Telefonnr.: 3363 6131
Adresse: Statsgældsforvaltningen
Danmarks Nationalbank
Langelinie Allé 47
2100 København Ø
LEI-kode: 549300PTO6LS1PTM6607

Læs også