200-kroneseddel


200-kronesedlen blev udsendt 19. oktober 2010 og har Knippelsbro og bælteplade fra Langstrup som motiver.

Format 145 x 72 mm.

Knippelsbro
Knippelsbro forbinder Slotsholmen og Christianshavn i København. Den første bro på dette sted blev bygget 1618-20 af Christian 4., mens den nuværende Knippelsbro, den femte i rækken, er fra 1937. Når skibe skal passere den 115 meter lange bro, hæves broens klapfag, så sejlbredden bliver 35 meter.

Bælteplade fra Langstrup
Bæltepladen fra Langstrup i Nordsjælland blev fundet før 1880 i en mose sammen med to spiral-armringe og en kniv af bronze. Det er den største, helt bevarede bælteplade, der kendes fra den ældre bronzealder, ca. 1400 f.Kr. Dekorationen, der består af cirkulære linjer og spiraler, blev stemplet i en voksmodel inden støbningen. I midten sidder en 5 cm lang spids. Sådanne bælteplader blev båret af den velstående kvinde, siddende foran i bæltet. ​