Spørgsmål om renter

Her finder du svar på en række spørgsmål om renter.


​​Hvad hedder Nationalbankens rentesatser?

Nationalbanken har fire officielle pengepolitiske rentesatser. De er:

  • foliorenten
  • indskudsbevisrenten
  • udlånsrenten
  • diskontoen

De pengepolitiske modparter, som er de penge- og realkreditinstitutter, som har kontoforhold med Nationalbanken, har hver én foliokonto, én indskudsbeviskonto og én udlånskonto. Kontiene forrentes med henholdsvis foliorenten, indskudsbevisrenten og udlånsrenten. Til diskontoen, som er en signalrente, hører der ingen konto.

Foliorenten

Foliorenten er den rente, som de pengepolitiske modparters folioindskud forrentes med.​ Indskud på foliokonti i Nationalbanken er anfordringsindskud, som de pengepolitiske modparter umiddelbart, og på eget initiativ, kan anvende som betalingsmiddel.

Indskudsbevisrenten

Indskudsbevisrenten er den rente, som Nationalbanken forrenter de pengepolitiske modparters indskudsbeviskonto med. Nationalbanken sælger indskudsbeviser ved Nationalbankens ordinære markedsoperationer sidste bankdag i ugen.

Udlånsrenten

Udlånsrenten er den rente, som Nationalbanken tilbyder, at de pengepolitiske modparter kan låne til mod pant. Nationalbanken tilbyder ugentlige udlån mod pant ved Nationalbankens ordinære markedsoperationer sidste bankdag i ugen.​​

Diskontoen

Diskontoen er en signalrente, der angiver det overordnede niveau for Nationalbankens pengepolitiske renter.

Yderligere information om Nationalbankens rentesatser finder du her.

Hvad er DESTR?

Du kan læse mere om DESTR og de oftest stillede spørgsmål og svar her.

Hvad er morarenten?

Morarenten er ikke en af Nationalbankens rentesatser, men den rente, som gælder ved for sen betaling i forbrugerforhold. Renten reguleres to gange om året. Det fremgår af rentelovens § 5, stk. 1, at morarenten er fastsat til en årlig rente svarende til Nationalbankens officielle udlånsrente pr. 1. januar og 1. juli det pågældende år + et tillæg. Læs om morarenten på forbrug.dk.