Pressemeddelelser er korte tekster om større nyheder fra Nationalbanken. Pressemeddelelser er primært til dig, der arbejder som journalist, eller dig, der vil opdateres øjeblikkeligt og direkte, fx om renteændringer.

Om Nationalbanken

Test med etiske hackere fortsætter i finanssektoren

​Nationalbanken og de enkelte deltagere i TIBER-DK-programmet har besluttet fremadrettet at fortsætte test med etiske hackere. Det sker på baggrund af de gode erfaringer med testene, som har til formål at styrke cyberrobustheden og dermed fremme finansiel stabilitet.


Deling

6. maj 2021

Nationalbanken og de enkelte deltagere i TIBER-DK-programmet har besluttet fremadrettet at fortsætte test med etiske hackere. Det sker på baggrund af de gode erfaringer med testene, som har til formål at styrke cyberrobustheden og dermed fremme finansiel stabilitet.

Nationalbanken arbejder med at øge den operationelle robusthed i finanssektoren, herunder robustheden overfor cyberangreb. Indsatsen sker i tæt samarbejde med finanssektoren og relevante offentlige myndigheder i Finansielt Sektorforum for Operationel Robusthed, FSOR. FSOR har i går afholdt sit 14. møde.

Et fælles initiativ er TIBER-DK, som står for Threat Intelligence Based Ethical Red-teaming. Nationalbanken er myndighed for TIBER-DK. Siden januar 2019 er der gennemført trusselsbaserede red team-test i tæt samarbejde med de systemisk vigtigste banker og de kritiske dele af den danske finansielle infrastruktur, herunder også Nationalbanken. I en TIBER-test simulerer etiske hackere cyber-angreb fra for eksempel organiserede kriminelle hackergrupper, og på den måde testes cyberrobustheden og reaktionen på cyberangreb.

Der er gode erfaringer med TIBER-testene, som er lærerige for alle involverede. Testen giver konkret læring om aktuelle, avancerede cybergruppers metoder, og hvordan den enkelte organisation kan forsvare sig imod deres angreb. Ud over den læring, som kommer fra de enkelte test, er der også læring fra andres test. I april blev TIBER-DK erfaringer delt med repræsentanter på højt ledelsesniveau blandt deltagerne i TIBER-DK.

TIBER-DK tager udgangspunkt i TIBER-EU-rammeværket, som er udviklet af Den Europæiske Centralbank. TIBER-DK var et af de første TIBER-programmer, og siden har TIBER spredt sig ud over Europa.

Henvendelse kan rettes til presse- og kommunikationsrådgiver Teis Hald Jensen på tlf. 3363 6066.