Statistiknyheder sætter fokus på de nyeste tal og tendenser i Nationalbankens statistikker. Statistiknyheder henvender sig til dig, der vil have hurtig indsigt i aktuelle finansielle data.
Afdæmpet vækst i udlånet til danske virksomheder
Den årlige vækst i bank- og realkreditudlånet til danske virksomheder var i maj 6,5 pct. Der er dermed lagt en dæmper på den usædvanligt høje udlånsvækst, vi har set siden efteråret 2021, og som toppede i august 2022 med 14 pct. Afdæmpningen kommer i kølvandet på en periode med udfordrede forsyningskæder, inflation og generelle likviditetsudfordringer. Danske virksomheders samlede gæld er nu på 1.452 mia. kr., hvilket er rekordhøjt.
Den årlige vækst i udlånet til danske virksomheder er aftaget
Anm.: Danske ikke-finansielle virksomheders bank- og realkreditgæld i alle valutaer, nominel værdi.
Fra forsyningsproblemer til normalisering
Den kraftige vækst i udlånet til danske virksomheder siden efteråret 2021 har været påvirket af udfordringer med globale forsyningskæder og presset likviditet under covid-19 samt senest inflation1. Det har for mange virksomheder givet anledning til et højere finansieringsbehov, bl.a. til lageropbygning, som led i at sikre forsyningssikkerheden over for deres kunder. Den årlige udlånsvækst toppede i august 2022 med 14,0 pct. og er siden aftaget, hvilket skal ses i lyset af den usædvanlige situation.
Kassekreditter trækker væksten ned
Danske virksomheder har især trukket på deres kassekreditter i 2022 for at finansiere deres aktiviteter. Normalisering af situationen har bidraget til, at den årlige vækst i kassekreditterne er faldet betydeligt fra toppen i oktober 2022 på 49,3 pct. til en årlig vækst i maj 2023 på 1,8 pct. Danske virksomheder havde ved udgangen af maj trukket 208 mia. kr. på deres kassekreditter.
Virksomhederne har også optaget anden bankgæld i perioden, og ved udgangen af maj var denne bankgæld på 252 mia. kr.
Realkreditgæld trækker væksten op
Siden maj 2022 er danske virksomheders realkreditgæld vokset med 66 mia. kr., og virksomhedernes nominelle realkreditgæld på 993 mia. kr. i maj 2023 er rekordhøj. Væksten i realkreditgælden er en stor del af forklaringen på danske virksomheders stigende gæld, da denne står for 4,8 procentpoint af den samlede udlånsvækst på 6,5 pct.
Væksten i realkreditgælden sker samtidig med, at gennemsnitsrenten inkl. bidrag på realkreditgæld til virksomheder samlet set er steget fra 1,16 pct. i maj 2022 til nu 2,57 pct. i maj 2023.