Klima
Nationalbanken offentliggør data over klimarelaterede indikatorer, som bidrager til at belyse drivhusgasudledninger i den finansielle sektor gennem sektorens investeringer. Formålet med de klimarelaterede indikatorer er at belyse den finansielle sektors finansiering af drivhusgasudledninger og eksponering over for udledningsintensive virksomheder. Samtidig offentliggør Nationalbanken statistikker over danske udstedelser af bæredygtige obligationer og danske beholdninger af både ind- og udenlandske bæredygtige obligationer.
Den finansielle sektor udleder i sig selv ikke mange drivhusgasser, men den er med til at finansiere samfundets økonomiske aktivitet gennem lån og investeringer, hvilket bidrager til finansieringen af drivhusgasudledninger. Klimaforandringer og den grønne omstilling har dermed betydning for den finansielle sektor og er dermed relevant for Nationalbankens formål om at sikre stabilitet i det finansielle system i Danmark. Derfor offentliggør Nationalbanken klimarelaterede indikatorer, som kan bidrage til monitoreringen af den grønne omstilling og belyse, hvordan den finansielle sektor er involveret i udledningen af drivhusgasser.
De klimarelaterede indikatorer dækker over fire udledningsnøgletal – absolutte finansierede udledninger, udledningsintensitet, vægtet gennemsnitlig udledningsintensitet og CO2e-aftryk – som er beregnet for institutionelle investorers investeringer i børsnoterede virksomheder.
Nationalbanken offentliggør også statistikker over danske udstedelser af bæredygtige obligationer og danske beholdninger af både ind- og udenlandske bæredygtige obligationer. Bæredygtige obligationer har blandt andet til formål at finansiere grønne og sociale projekter, fx i vedvarende energi eller boliger til udsatte grupper.
Data på Klima
Nyt om klima på vej
Mere om klima
Kilder og metoder
Her kan du læse om kilder og metoder for statistikkerne.
Spørgsmål?
Har du spørgsmål til statistikken kan du kontakte Finansiel Statistik