Nationalbankens podcast handler om aktuelle tendenser i dansk og international økonomi. Gæsterne i studiet er Nationalbankens økonomer og andre fagpersoner. Podcasten henvender sig til dig, der har en bred interesse for økonomiske og finansielle forhold.

Klima

Hvordan påvirker grøn omstilling dansk økonomi og finansiel stabilitet?

Højere afgifter på drivhusgasser (CO2e-afgifter) vil ikke skabe betydelige udfordringer for dansk økonomi og den finansielle sektor. Det viser Nationalbankens nye klimaanalyse. Analysens konklusioner bidrager dermed til det samlede billede af, at dansk økonomi og den finansielle sektor er godt rustet til den grønne omstilling. Det fortæller de ledende klimaøkonomer Marcus Mølbak Ingholt og Martin Oksbjerg til vært Teis Hald Jensen i en ny episode af Nationalbankens podcast om økonomi.


Hvad er anledningen?

Nationalbanken har de seneste år haft fokus på, hvordan den grønne omstilling påvirker dansk økonomi og den finansielle sektor. Det har Nationalbanken gjort, fordi klimaforandringer og den grønne omstilling kan udfordre Nationalbankens målsætninger om stabile priser og finansiel stabilitet. Derfor er det vigtigt, at Nationalbanken undersøger, hvordan og hvor meget klimaforandringer og forskellige scenarier for den grønne omstilling påvirker økonomien og det finansielle system.

Læs hele analysen: CO2e-afgifter kan øges uden at påvirke økonomisk og finansiel stabilitet.