Strammere pengepolitik har gjort finansiering dyrere

Centralbankerne har strammet pengepolitikken

De globale finansielle markeder har siden starten af 2022 været præget af stigende renter samt høj og vedvarende usikkerhed. Udviklingen har især været drevet af den høje inflation og centralbankernes reaktion i form af væsentlige pengepolitiske stramninger. Udgangspunktet for stramningerne var lave eller negative renter samt igangværende ekstraordinære tiltag indført før og under covid-19-pandemien. 

De hastigt stigende renter har ledt til høj volatilitet i særligt rentemarkederne efter mange år med meget lave og stabile renter på tværs af løbetider. Oven i betydelige stigninger i de underliggende forventninger til pengepolitiske renter har højere risikopræmier øget obligationsrenterne. De stigende renter har samtidig bidraget til udsving og prisfald på aktiemarkederne. 

Ruslands igangværende invasion af Ukraine har medført kraftige stigninger i energipriserne, som har øget inflationen fra et allerede højt niveau. Særligt Europa er blevet ramt af dette, da Europa er nettoimportør af energi. Betalingsbalancen i euroområdet er derfor faldet fra et betydeligt overskud til et mindre underskud. Det har bidraget til en svækkelse af euroen, og derigennem kronen, over for dollaren. På baggrund af den høje inflation forventer markedsdeltagerne, at centralbankerne i bl.a. USA og euroområdet vil fortsætte opstramningen af pengepolitikken, selvom økonomierne kan rammes af recession. 

Inflationsforventningerne er fortsat velforankrede, men den høje inflation øger risikoen for afkobling 

Inflationen steg i august til 9,1 pct. i euroområdet og var i august 8,3 pct. i USA.¹ Markedsdeltagerne forventer, at inflationen i euroområdet topper omkring 10 pct. mod udgangen af 2022, jf. figur 1 (venstre). Markedsbaserede inflationsforventninger er steget fra et niveau, der i mange år lå under Den Europæiske Centralbanks, ECB’s, målsætning på 2 pct., til et niveau tæt på målsætningen på mellemlangt sigt, jf. figur 1 (højre). Spørgeskemabaserede mål, eksempelvis Survey of Professional Forecasters, SPF, og Survey of Monetary Analysts, SMA, viser ligeledes, at de langsigtede inflationsforventninger i gennemsnit er velforankrede omkring ECB’s inflationsmål. 

Høj inflation i længere tid øger imidlertid risikoen for, at forventningerne til inflationen stiger. Risikoen for en løn-pris-spiral er stigende, jo længere tid inflationen er høj. Der er forhøjet usikkerhed om inflationen og nogle indikationer på opadrettede risici for inflationsforventningerne. Eksempelvis viser ECB’s Consumer Expectations Survey, CES, at median-forbrugeren i euroområdet forventer, at inflationen om tre år er omkring 3 pct., hvilket er en stigning fra omkring 2 pct. for et år siden. Derudover forventer et stigende antal respondenter i SPF, at inflationen er væsentligt over ECB’s målsætning på mellemlangt sigt.

Behov for strammere pengepolitik for at sikre velforankrede inflationsforventninger

Pengepolitikken er blevet strammet betydeligt i de fleste økonomier for at nedbringe den høje inflation og risici for, at inflationsforventningerne ikke forbliver forankrede omkring centralbankernes inflationsmålsætninger. 

De fleste centralbanker har enten et mandat om at sikre prisstabilitet eller et decideret inflationsmål. Højtstående medlemmer af både den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og ECB har udtalt, at der i den nuværende situation er risici for prisstabiliteten på mellemlangt sigt og dermed for centralbankernes troværdighed. Derfor kan det være nødvendigt at stramme pengepolitikken betydeligt, uanset den effekt det måtte have på den øvrige økonomi.² Hvis den øvrige økonomiske politik bidrager til et højere inflationspres, vil det øge behovet for pengepolitiske stramninger. 

Opstramning af pengepolitikken er sket gennem flere kanaler

Opstramningen af pengepolitikken har ledt til stigende renter på tværs af løbetider. Stramningen er bl.a. sket gennem renteforhøjelser, kommunikation om fremtidige pengepolitiske stramninger (forward guidance) samt et stop for eller en tilbagerulning af ekstraordinære tiltag (bl.a. opkøbsprogrammer). I marts begyndte Federal Reserve at forhøje de pengepolitiske renter. Ved de seneste to møder har Federal Reserve forhøjet renterne med 75 basispoint. ECB startede med at forhøje de pengepolitiske renter med 50 basispoint i juli og efterfølgende 75 basispoint i september. ECB har dog strammet pengepolitikken via andre kanaler igennem hele 2022, se boks 1, s. 7.

Markedsdeltagernes forventninger til ECB’s fremtidige renteforhøjelser er øget betydeligt siden marts, jf. figur 2. De stigende forventninger indebærer højere mellemlange og lange renter og bidrager derfor i sig selv til en stramning af de finansielle forhold. Som følge af fastkurspolitikken vil øgede markedsforventninger til ECB’s renteforhøjelser ligeledes føre til forventninger om strammere pengepolitik i Danmark. 

Markedsdeltagerne forventer et kort forløb med renteforhøjelser

De nuværende markedspriser indikerer, at markedsdeltagerne forventer, at ECB’s toneangivende rente forhøjes til 2,8 pct. frem mod udgangen af 2023.³ Den samlede forventede forhøjelse er relativt stor sammenlignet med tidligere episoder med pengepolitiske rentestigninger, jf. boks 1, s. 7. Set i forhold til inflationen er den dog afdæmpet i en historisk sammenhæng. Det hænger bl.a. sammen med, at ECB anvender flere forskellige instrumenter i den nuværende situation. 

Nyt ECB-instrument skal muliggøre en fortsat normalisering af pengepolitikken

Siden marts har der været en udvidelse i særligt det italienske statsrentespænd til Tyskland, jf. figur 3. Udvidelser i statsrentespænd kan gøre transmissionen af ECB’s pengepolitik mindre effektiv, da et lands statsrenter historisk har været tonangivende for husholdningernes og virksomhedernes finansieringsvilkår. Den sammenhæng var tydelig under euroområdets statsgældskrise i 2011-12, men i de senere år har bl.a. pengepolitiske tiltag gjort sammenhængen mindre tydelig, jf. boks 2, s. 8. En effektiv og ensartet transmission på tværs af euroområdet er vigtig for, at ECB kan fortsætte normaliseringen af pengepolitikken og derved sikre prisstabiliteten.

ECB introducerede i juli 2022 det såkaldte Transmission Protection Instrument, TPI, for at understøtte en fortsat ensartet pengepolitisk transmission. Under TPI kan ECB opkøbe obligationer i markedssegmenter, hvor en uhensigtsmæssig markedsudvikling truer transmissionen af ECB’s pengepolitik på tværs af euroområdet. Muligheden for opkøb under TPI er i princippet ubegrænset, men ECB vil sikre, at opkøb under TPI ikke lemper ECB’s samlede pengepolitik permanent. ECB’s styrelsesråd har opstillet en række kriterier for finanspolitisk og makroøkonomisk holdbarhed for aktivering af instrumentet.⁵

Statsrenterne er øget pga. forventninger om højere pengepolitiske renter

Den høje inflation og de pengepolitiske stramninger har ledt til betydelige udsving på de finansielle markeder i løbet af 2022, jf. figur 4. Det har været særligt markant for obligationsmarkederne, som har været præget af høj volatilitet og forværret likviditet. Siden marts 2022 er renten på den 10-årige tyske og amerikanske statsobligation steget med 1,6 procentpoint. Samlet set er stigningen i 2022 den kraftigste i mere end 20 år. 

Udviklingen i de 10-årige statsobligationsrenter afspejler den strammere pengepolitik. Modelberegninger indikerer, at ECB’s og Federal Reserves renteforhøjelser samt markedets forventninger om fremtidige stigninger i de korte renter har været den primære drivkraft bag den kraftige stigning i de 10-årige statsrenter siden marts 2022, jf. figur 5. Tilbagerulningen af ECB’s og Federal Reserves opkøbsprogrammer vurderes at have medvirket til at øge løbetidspræmierne en smule.⁷ 

Stigende dansk statsrentespænd til Tyskland afspejler især øget markedsvolatilitet

Renterne på de danske statsobligationer har i overvejende grad fulgt stigningen i de tyske, men er steget lidt mere. Det 10-årige statsrentespænd er udvidet til 40 basispoint, hvilket er på samme niveau, som da det senest toppede i 2015. Fra marts til slutningen af august er det 10-årige statsspænd steget med 10 basispoint. Udvidelsen i statsrentespændet skal ses i lyset af den øgede volatilitet og usikkerhed i markederne, som har fået investorerne til at søge mod kernemarkeder såsom markedet for tyske statsobligationer. Af samme grund har udviklingen i statsrentespændet for Danmark været på linje med udviklingen for bl.a. Holland. Volatiliteten og usikkerheden har givet udslag i relativt dårligere likviditet på danske statsobligationer i forhold til tyske i perioden siden marts. I en model-dekomponering af statsrentespændet fanges spændudvidelsen som følge af den øgede markedsvolatilitet således af likviditetsfaktoren, jf. figur 6. 

Der har ikke været nogen entydig effekt på rentespændet fra ophøret af nettoopkøb gennem ECB’s opkøbsprogrammer, selvom ECB‘s nettosalg af tyske statsobligationer (isoleret set) reducerer knapheden på dem.⁸ Det kan afspejle, at efterspørgslen efter tyske statsobligationer via repo-forretninger⁹ var stigende frem til mødet i ECB’s styrelsesråd d. 8. september 2022. På mødet blev det besluttet midlertidigt at ophæve reglen om, at forrentningen af indskud i eurosystemet fra stater er begrænset opadtil af nul.¹⁰ Før ændringen kan det have fået stater til at placere deres overskydende likviditet ved at købe korte euro-statsobligationer eller via repo-transaktioner, hvilket kan have øget knapheden på især korte tyske statsobligationer. Der kan have været en afsmittende effekt på de 10-årige statsobligationsrenter. Efter d. 8 september har der fortsat været tegn på knaphed på tyske statsobligationer i repomarkedet.

Kraftigste stigning i danske realkreditrenter i mere end to årtier

Renterne på danske realkreditobligationer er steget yderligere siden marts på tværs af løbetider og rentebindinger, jf. figur 7. Størstedelen af stigningen i de 30-årige realkreditrenter kan forklares ved udviklingen i lange renter i euroområdet, men realkreditrenterne er også steget mere end statsrenterne, jf. figur 8. Det afspejler stigende præmier, som primært er relateret til højere volatilitet i realkreditrenterne. Spændet mellem en 30-årig realkreditobligation og den 10-årige statsobligation var i midten af september 2022 ca. 2,3 pct.¹¹ Til sammenligning var spændet i 2021 i gennemsnit 1,4 pct. 

Højere renter har bidraget til lavere aktiepriser

Aktiepriserne er faldet siden marts i både Danmark, euroområdet og i USA, jf. figur 9. Det skal ses i lyset af, at de stigende renter har bidraget til, at det krævede afkast på aktier er steget lidt, jf. figur 10.

Forventning om højere indtjening på kort sigt

For euroområdet og USA forventer aktieanalytikerne vækst i virksomhedernes indtjening mellem 2022 og 2023, jf. figur 11. Indtjeningsforventningerne indikerer dermed ikke en markant økonomisk afmatning i 2022 eller 2023. Udviklingen i indtjeningen og i indtjeningsforventningerne til de førstkommende år har isoleret set bidraget positivt til aktiepriserne. Den lavere forventede indtjening i 2023 end i 2022 for danske børsnoterede selskaber skyldes en meget høj indtjening for A.P. Møller – Mærsk i 2022. 

Nationalbankens renter er positive for første gang i otte år 

DESTR har fulgt Nationalbankens renter op

Som følge af ECB’s renteforhøjelser i juli og september har Nationalbanken forhøjet de danske toneangivende pengepolitiske renter. Foliorenten, renten på indskudsbeviser samt udlånsrenten er forhøjet med samlet set 125 basispoint i juli og september. Diskontoen blev forhøjet med 65 basispoint i september, så den har samme niveau som renten på folio og indskudsbeviser. Det pengepolitiske rentespænd til euroområdet har været uændret på minus 10 basispoint mellem Nationalbankens foliorente og renten på ECB’s indlånsfacilitet. Rentestigningen i september betyder, at Nationalbankens toneangivende rente igen er positiv efter at have været negativ siden efteråret 2014. 

Dag til dag-referencerenten, Danish Short Term Rate, DESTR, har fulgt de pengepolitiske renteforhøjelser og har ligget stabilt en smule under foliorenten, jf. figur 12. At DESTR ligger under foliorenten skal ses i lyset af, at nogle af DESTR-modparterne ikke har adgang til pengepolitiske instrumenter, samt at nettostillingen er steget til et højt niveau siden juni, bl.a. som følge af en lavere beløbsgrænse på virksomhedernes skattekonti, jf. boks 3, s. 14, og figur 13.¹² Spændet mellem DESTR og €STR blev ikke påvirket af renteforhøjelserne. Op til mødet i ECB’s styrelsesråd d. 8. september 2022 faldt de korte markedsrenter i euro, bl.a. renterne på korte tyske statsobligationer, og rentespændet mellem korte danske og tyske statsobligationer steg. Det bidrog til at gøre det mere attraktivt at købe kroner over for euro.¹³ På mødet besluttede ECB’s styrelsesråd at suspendere begrænsningen af staternes forrentning af indskud i eurosystemet, jf. tidligere. Beslutningen betød, at spændet mellem renten på korte danske og tyske statsobligationer blev delvist indsnævret igen. Der er dog fortsat tegn på knaphed på bl.a. tyske statsobligationer i markedet. 

Kronens kurs over for euroen har været på den stærke side af centralkursen siden foråret 2020, jf. figur 14. Nationalbanken havde ved udgangen af august ikke interveneret i valutamarkedet siden december 2021. 

Neutral kroneefterspørgsel fra institutionelle investorer 

De betydelige udsving på de globale finansielle markeder har givet udsving i de danske institutionelle investorers kroneefterspørgsel fra marts til juli, jf. figur 15. I perioden som helhed har de institutionelle investorers nettokronekøb været nogenlunde neutrale. Til sammenligning købte de institutionelle investorer kroner for 138 mia. kr. i 2021. Især pensionskassernes valutaafdækning til kroner (blå søjler) har svinget i takt med priserne på de globale finansielle markeder. Eksempelvis vil faldende priser på udenlandske aktier reducere pensionskassernes valutaeksponering og dermed deres behov for at købe kroner i valutaterminsmarkedet, i det omfang de fastholder deres afdækningsprocent. 

De globale prisfald på aktier og obligationer i løbet af 2022 har desuden betydet, at de danske institutionelle investorer har skullet stille store beløb i valuta som sikkerhed for tab på afledte finansielle instrumenter (røde søjler). Tabene er bl.a. store for globale aktiefutures og valutaterminskontrakter, hvor dollar er solgt mod euro eller kroner. Behovet for sikkerhedsstillelse, som for en dels vedkommende består af kontanter, har bidraget til en lavere kroneefterspørgsel fra de institutionelle investorer. 

Omvendt har de institutionelle investorer solgt betydeligt ud af udenlandske værdipapirer (orange søjler), hvilket, isoleret set, giver et køb af kroner. 

Værditab på danske værdipapirer har reduceret udlandets behov for valutaafdækning

Udenlandske investorer¹⁴ har i årets løb haft betydelige tab på deres beholdninger af danske aktier og obligationer. Kursfaldene kan ligeledes have reduceret de udenlandske investorers behov for at afdække kroner. Et lavere afdækningsbehov vil typisk lede til et køb af kroner i valutaterminsmarkedet. 

Omvendt har udenlandske investorer solgt danske værdipapirer og modtaget store udbytter fra danske selskaber, hvilket giver et nettokronesalg siden marts.

Overskud på betalingsbalancen bidrager til den stærke krone

Danmarks store overskud på betalingsbalancens løbende poster og formueinkomst betyder, at især ikke-finansielle selskaber løbende efterspørger betydelige mængder kroner. Overskuddet på betalingsbalancen ventes at forblive højt, hvilket primært afspejler udviklingen på tjenestebalancen, hvor højere fragtrater giver stor indtjening på eksporten af søtransport.¹⁵

De finansielle forhold er strammet betydeligt og vil dæmpe efterspørgslen fremover

Strammere pengepolitik og øget markedsvolatilitet har gjort finansiering dyrere

De globale pengepolitiske stramninger og stigende risikopræmier på bl.a. stats- og realkreditobligationer har øget omkostningerne for husholdningerne ved at finansiere boligkøb og for virksomhederne ved at finansiere investeringer. Derudover har aktieprisfald og den øgede markedsvolatilitet gjort det dyrere for virksomhederne at hente kapital på aktiemarkedet, hvor der har været få nyudstedelser.

Stigende realrenter på tværs af løbetider, med undtagelse af de allerkorteste, har i løbet af 2022 bidraget til at stramme de reale finansieringsforhold, jf. figur 16. Generelt har de længere renter større effekt på husholdningernes og virksomhedernes beslutninger.¹⁶ Faldet i de korte realrenter har været drevet af højere kortsigtede inflationsforventninger. Når inflationsforventningerne driver et fald i realrenterne, kan gennemslaget til forbruget og investeringerne være småt.¹⁷ Det skal ses i lyset af, at de højere kortsigtede inflationsforventninger er forbundet med en forventning om lavere fremtidig vækst og stor usikkerhed, som det eksempelvis var tilfældet under oliekriserne i 1970’erne.

Samlet set vurderes det, at finansieringsforholdene for danske husholdninger og virksomheder er strammet væsentligt i løbet af 2022, både i nominelle og reale termer.

Strammere finansieringsforhold dæmper aktiviteten, men der er usikkerhed om hvor meget og hvornår

Den høje inflation og risikoen for, at inflationsforventningerne ikke forbliver velforankrede, har nødvendiggjort en betydelig opstramning af pengepolitikken for at begrænse den økonomiske aktivitet og derigennem inflationen. Nedbringelsen af aktiviteten gennem pengepolitikken sker med en vis forsinkelse, og der er stor usikkerhed forbundet med både timingen og størrelsen af effekten. 

De makrofinansielle strukturer har betydning for, hvor meget og hvor hurtigt de højere renter påvirker realøkonomien. Eksempelvis sker gennemslaget fra højere markedsrenter til eksisterende boligejeres renteudgifter i Danmark gradvist, da husholdningerne har relativt lang rentebinding på deres realkreditgæld. Markedsrenterne er steget i løbet af året, og ca. 20 procent af husholdningernes realkreditgæld forventes at have fået ny rente inden årets udgang, jf. figur 17. 

Danske virksomheder har kortere rentebinding på deres realkreditgæld end husholdningerne, og gennemslaget til deres renteomkostninger er derfor hurtigere.¹⁸ 

Modelestimater peger på, at en stigning i de globale nominelle renter på 100 basispoint kan lede til et fald i den økonomiske aktivitet (BNP) i Danmark på ca. 1,5 pct. i løbet af de efterfølgende ca. 2,5 år.¹⁹ Både timingen og størrelsen af tilbageslaget er forbundet med stor usikkerhed, jf. boks 4, s. 20. 

Usikkerheden afspejler bl.a., at modelestimaterne er baseret på historiske sammenhænge over de seneste 40-50 år. I den periode har kombinationen af store stigninger i renter og inflation været få. Det giver en øget usikkerhed om, hvordan husholdningerne og virksomhederne opfatter udviklingen i deres reale låneomkostninger. Derudover vil en given økonomisk situation sjældent være magen til historiske situationer. Eksempelvis har der blandt danske husholdninger været en meget stor tilbagekøbsaktivitet af realkreditlån til lave markedskurser, jf. senere. Det har været muligt, da en række år med meget lave og stabile realkreditrenter er blevet afløst af kraftige rentestigninger. Denne aktivitet kan isoleret set være understøttende for privatforbruget, selvom den er afledt af stigende renter. 

Stigende renter på nye realkreditlån og faldende kreditvækst for husholdninger 

Stigende renter på nye realkreditlån, men fortsat lave bankrenter

De stigende renter på realkreditobligationer er slået igennem på husholdningernes nye realkreditlån, hvor renten er steget med 1,1 procentpoint siden marts, jf. figur 18. I euroområdet ses en lignende udvikling. Den gennemsnitlige rente på husholdningernes realkreditgæld er dog fortsat lav, hvilket hænger sammen med den lange rentebinding, jf. figur 17. Ved udgangen af juli var renten på både nye og eksisterende banklån samt bankindlån fortsat meget lav. 

Efter Nationalbankens renteforhøjelser har flere banker hævet renten på indlån for privatkunder. I juli var den gennemsnitlige indlånsrente -0,17 pct. I løbet af september har de fleste banker annonceret, at de vil fjerne negative indlånsrenter. 

Fald i væksten i realkreditgæld har trukket kreditvæksten ned 

Den årlige vækst i husholdningernes låntagning i bankerne og realkreditinstitutterne er aftaget de seneste måneder og var i juli 2,2 pct. Det afspejler især et fald i væksten i husholdningernes realkreditgæld, jf. figur 19. I Nationalbankens udlånsundersøgelse for 2. kvartal forventede flere institutter faldende låneefterspørgsel fra privatkunder, bl.a. som følge af en opbremsning i handelsaktiviteten på boligmarkedet. I løbet af 2021 stod nye boligkøbere for størstedelen af husholdningernes kreditvækst.²⁰ Stigningen i realkreditrenterne har været en medvirkende årsag til, at aktiviteten på boligmarkedet, og derigennem kreditvæksten, er bremset op efter to år med historisk høje salgstal og betydelige boligprisstigninger.²¹ 

Kursfald på lange realkreditobligationer har fået mange husholdninger til at tilbagekøbe lån

Stigningen i de lange markedsrenter har medført store kursfald på udestående lange realkreditobligationer med fast rente og lave kuponrenter. I første halvår af 2022 har i alt 92.000 låntagere omlagt deres fastforrentede realkreditlån ved at tilbagekøbe den bagvedliggende obligation. Det samlede tilbagekøb udgjorde 173 mia. kr., hvoraf privatkundernes omlægninger tegnede sig for ca. 111 mia. kr., jf. figur 20. I forbindelse med omlægningerne har privatkunder realiseret kursgevinster efter omkostninger på ca. 14 mia. kr., jf. figur 21.²² I juli og august er tilbagekøbene fortsat i et højt tempo. 

De realiserede kursgevinster er delvist anvendt til gældsreduktion

Mere end halvdelen af den realiserede kursgevinst fra privatkundernes låneomlægninger er anvendt til gældsreduktion, jf. figur 21. I forbindelse med låneomlægningerne blev realkreditgæld reduceret med 4 mia. kr., og yderligere 4 mia. kr. blev anvendt til reduktion af bankgæld.²³

Tilbagekøb af lån understøtter også forbrugsmulighederne 

De resterende 6 mia. kr. fra de realiserede kursgevinster svarer til 0,5 pct. af det forventede privatforbrug i 2022 og kan potentielt understøtte forbrugsmulighederne samt boliginvesteringerne her og nu. En del af beløbet kan også opspares som indlån eller finansielle aktiver, og beløbet må anses som et overkantsskøn af tilbagekøbenes isolerede bidrag til privatforbruget. I 2022 ventes det reale privatforbrug at stige med 0,2 pct.²⁴

Forbrugerne står imidlertid over for højere låneomkostninger og stigende forbrugerpriser. Det kan lægge en dæmper på forbrugstilbøjeligheden hos boligejerne. Derudover forventes boligpriserne at falde det kommende år.²⁵ Fald i boligpriser kan isoleret set trække ned i forbrugslysten og få boligejeren til at polstre sig yderligere.

Det danske realkreditsystem og udbredelsen af realkreditlån med fast rente gør, at låntagerne kan have incitament til låneomlægning, uanset om renterne falder eller stiger. Når renterne falder, trækker boligejerne friværdi ud til forbrug, hvilket senest var tilfældet i perioden 2010-19.²⁶ Når renterne stiger, som det er tilfældet i år, trækker boligejerne også friværdi ud, som kan understøtte forbruget, jf. figur 21. Privatforbruget kan dermed isoleret set stimuleres af store rentebevægelser via realkreditsystemet, uanset om renterne stiger eller falder. 

Omlægninger fra fast til variabelt forrentede lån har reduceret boligejernes ydelse 

Omtrent 40 pct. af de boligejere, der har tilbagekøbt fastforrentede realkreditlån, har skiftet fra fast til variabel rente. Udviklingen har betydet, at det i stigende grad har været realkreditlån med variabel rente og uden afdrag, der har bidraget til væksten i husholdningernes realkreditgæld, jf. figur 19. Den kortere rentebinding har reduceret husholdningernes nuværende renteomkostninger på bekostning af en højere renterisiko fremover. Ydelsesbesparelsen udhules imidlertid, hvis de korte renter stiger fremadrettet, og forventningen om fremtidige rentestigninger vil isoleret set tilskynde låntagerne til at opbygge større forsigtighedsopsparing. 

Virksomhederne har øget låntagningen i bankerne

Låntagningen i bankerne er steget betydeligt, drevet af virksomheder med særlig høj aktivitet

Den årlige vækst i virksomhedernes låntagning fra bankerne er steget i løbet af 2022 og lå i juli på 23,8 pct., jf. figur 22, hvilket er den højeste årlige vækst siden 2008. Det svarer til et øget udlån til erhvervsvirksomhederne på 102 mia. kr. i løbet af det forgangne år. Realkreditudlånet er i samme periode steget moderat med 3,8 pct. 

Udlånsvæksten har været stærkest for de største virksomheder, men udlånet til små- og mellemstore virksomheder er også steget betydeligt i løbet af det første halvår af 2022. Virksomheder i brancher med særlig høj aktivitet har stået for en betydelig del af kreditvæksten. Samlet set er virksomhedernes bankgæld i forhold til bruttoværditilvæksten højere end de senere år, men på niveau med 2018.

Øget investeringslyst og udsving på aktiemarkederne kan have bidraget til højere låntagning

Den høje efterspørgsel samt den øgede uro i globale forsyningskæder og stigende inputpriser har medført stor investeringslyst blandt virksomhederne, bl.a. i lageropbygning. Det kan have givet en del virksomheder et øget behov for ekstern finansiering. Uroen på de finansielle markeder kan have betydet, at virksomhederne ikke har kunnet finansere aktiviteterne ved at udstede gæld eller risikovillig kapital såsom aktier. Det kan have fået virksomhederne til at trække mere på eksisterende likviditetsfaciliteter eller øget efterspørgslen efter nye kreditter. 

Banklån har erstattet nogle udløbne coronalån

En del af stigningen i låntagningen afspejler tilbagebetalingen af coronalån gennem optagelsen af banklån. Data fra Skattestyrelsen peger på, at danske virksomheder pr. d. 25 juli 2022 havde tilbagebetalt coronalån for 20,4 mia. kr. ud af det samlede beløb for coronalån på 34 mia. kr., som skal tilbagebetales i løbet af 2022 og 2023. En del af tilbagebetalingen af statslige coronalån kan dog også være finansieret via andre kilder, herunder virksomhedernes opsparinger.

Høj kreditvækst kommer efter flere år med konsolidering

Virksomhedernes gæld er på nuværende tidspunkt relativt lav set i forhold til markedsværdien af deres finansielle aktiver sammenlignet med tidligere år, se figur 23. Det afspejler ikke mindst, at virksomhederne generelt klarede sig godt igennem coronakrisen, og det hænger også sammen med en betydelig konsolidering og opsparingsoverskud siden finanskrisen.

Flere års fald i udlånsrenter afløst af mindre stigning 

Rentestigningerne gennem 2022 har øget den gennemsnitlige rente på virksomhedernes lån fra banker og realkreditinstitutter med hhv. 0,1 og 0,2 procentpoint, jf. figur 24. Da de små- og mellemstore virksomheder ofte er mere afhængige af gældsfinansiering end større virksomheder, vil gennemslaget til omkostningerne generelt være størst for mindre virksomheder. Historisk set har de små og mellemstore virksomheders investeringsniveau været lavere end for større virksomheder.²⁷