Europa står i en brydningstid. Teknologiske omvæltninger, geopolitisk usikkerhed og klimatransitionen ændrer verdensøkonomien hurtigere og mere grundlæggende end tidligere forventet. I den situation må vi skabe klarhed, stabilitet og retning, understregede nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen i middagstalen ved det halvårlige uformelle møde mellem EU’s finansministre og centralbankchefer.
Med Søren Kierkegaards tanker: “Livet må forstås baglæns, men leves forlæns” indledte Christian Kettel Thomsen en refleksion over Europas økonomiske fremtid og behovet for fælles handling.
EU kan bl.a. styrkes gennem at strømline den voksende mængde finansiel regulering, understregede nationalbankdirektøren. ”Vi må ikke smide barnet ud med badevandet, men vi må sikre, at reglerne understøtter finansiering og innovation – uden at gå på kompromis med stabiliteten.”
Samtidig bør EU-landene skabe bedre muligheder for at øge produktiviteten. ”Produktivitet handler om at investere i færdigheder, i uddannelse, i forskning og innovation”, men også om at fjerne barrierer i det indre marked og frigøre kapital. “Alt dette indebærer vigtige politiske valg - valg, der skal træffes, hvis vi skal sikre velstand på lang sigt for alle europæere” sagde Christian Kettel Thomsen.
Endelig skal det europæiske marked være åbent for at understøtte international handel: ”Europa skal holde en svær balance. Vi skal forblive åbne, men ikke sårbare. Være strategiske, men ikke indadvendte” sagde Christian Kettel Thomsen.
Afslutningsvis mindede Christian om, at EU’s styrke er evnen til at samle forskellighed i fælles retning. “Heldigvis står vi ikke alene... Det er det, der gør møder som dette så vigtige. De handler ikke kun om politik. De handler om tillid”.
(Talen kan findes på engelsk nedenfor).
Læs mere i analysen Færre barrierer i EU’s indre marked kan øge dansk velstand
Se seneste præsentationer og taler