3. oktober 2025
Nationalbanken vil tillade, at centrale modparter, CCP'er, der tilbyder clearingydelser i danske kroner, kan blive pengepolitiske modparter.
Som pengepolitiske modparter vil CCP'er kunne få adgang til pengepolitiske instrumenter på samme vilkår som eksisterende pengepolitiske modparter.
Med disse instrumenter vil CCP'er mere effektivt kunne forvalte den sikkerhedsstillelse, de modtager som margin på clearede handler i deres rolle som bindeled på centrale markeder i danske kroner. Det vil understøtte effektiviteten af det danske pengemarked og derigennem den pengepolitiske transmission.
Denne beslutning er i overensstemmelse med tiltag truffet af andre centralbanker, som har givet CCP'er adgang til pengepolitiske instrumenter.
For at være berettiget til at blive pengepolitisk modpart skal CCP'er cleare transaktioner i danske kroner og efter Nationalbankens vurdering have væsentlig betydning for markeder i danske kroner, der er centrale for den pengepolitiske transmission. CCP'er, der ikke er hjemmehørende i Danmark, skal være etableret og underlagt tilsyn i et andet EU-land.
CCP'er, der er interesserede i at blive pengepolitiske modparter, skal have en konto i TARGET DKK samt opfylde specifikke tekniske og operationelle krav. Kontobestemmelserne for TARGET DKK indeholder en detaljeret beskrivelse af de gældende regler for forskellige typer af deltagere samt de nødvendige formularer til deltagere og deres administratorer.
CCP'er, der er interesserede i at ansøge, kan kontakte payments@nationalbanken.dk for at drøfte vilkårene og betingelserne mere detaljeret.
Ansøgninger modtages fra den 6. oktober 2025.
Henvendelse kan rettes til presserådgiver Peter Levring på tlf. 2620 1809.