Høj indtjening kan modgå øgede risici i bankerne

Den europæiske og amerikanske centralbank, ECB og Federal Reserve, har kommunikeret, at de vil fastholde de pengepolitiske renter på et restriktivt niveau ved de kommende rentemøder, men at de vil vurdere justeringer løbende. Kommunikationen har betydet, at renterne på lange statsobligationer er steget i 2023, omend de er faldet en smule i november, se figur 1. Renterne på 10-årige amerikanske og tyske statsobligationer ligger således aktuelt henholdsvis 0,6 pct. og 0,1 pct. højere end ved starten af 2023. Som en tilsigtet del af pengepolitikken betyder stigningen i de lange renter, at rentabiliteten af virksomhedernes langsigtede erhvervsinvesteringer er reduceret, og at det er blevet dyrere for boligejerne at optage lån med fast rente.

Kvantitative stramninger kan øge de lange renter yderligere

ECB og Federal Reserve forventes at fortsætte med at nedbringe deres obligationsbeholdninger gennem kvantitative stramninger,¹ og eurolandene forventes at øge udstedelserne af statsgæld. Begge forhold kan øge de lange renter yderligere. De lange renter kan tilnærmelsesvist ses som et gennemsnit af de forventede fremtidige korte renter tillagt en løbetidsafhængig risikopræmie, løbetidspræmien. Løbetidspræmierne kan stige som konsekvens af de kvantitative stramninger, som alt andet lige vil øge de lange renter yderligere. Siden maj er løbetidspræmien i USA steget, hvilket har været med til at øge de lange renter. Omvendt dæmper en relativt lav løbetidspræmie i euroområdet stigningen i de lange renter, se figur 2. Den lave løbetidspræmie betyder, at de lange renter i større omfang reflekterer forventningen til de korte renter og dermed pengepolitikken.

Udsving på de finansielle markeder i euroområdet er blevet mindre i 2. halvår 2023

Udsvingene på de finansielle markeder er faldet, i takt med at markedsforventningerne til pengepolitikken er blevet mere stabile og bankuroen i marts 2023 er stilnet af, se figur 3. Billedet understøttes også af virksomhedernes kreditspænd, hvor merrenten for mere risikofyldte virksomheder gradvist er faldet siden bankuroen i marts 2023, se figur 4.

Selvom udsvingene på de finansielle markeder er faldet siden uroen i marts, er både volatilitetsindeks og kreditspænd stadig på et højere niveau sammenlignet med før forøgelsen af de pengepolitiske renter i 2022. Samtidig melder bankerne i euroområdet og Danmark om, at kreditstandarderne er strammet for lån til husholdninger og virksomheder, ligesom efterspørgslen efter nye lån er faldet. I Danmark er stramningen af kreditstandarder sket gennem bl.a. krav til større rådighedsbeløb som en naturlig del af den pengepolitiske transmission til realøkonomien, og der er i Danmark ikke tegn på et ekstraordinært bidrag fra stress i det finansielle system.²

Faldende energipriser har sænket inflationen, men kerneinflationen er fortsat høj

Inflationen er fortsat med at falde i 2. halvår 2023 både i Danmark, euroområdet og USA, se figur 5. Det er især de faldende energipriser og i mindre grad fødevarer, som har bidraget til, at inflationen er faldet markant det seneste år, se figur 6. Den underliggende inflation er dog fortsat høj. Kerneinflationen er faldet i mindre grad end den overordnede inflation, hvilket har været med til at øge markedsforventningerne til, hvor længe de pengepolitiske renter forbliver på de nuværende niveauer.

Høj lønvækst i USA og euroområdet må forventes at fastholde inflationen på et højt niveau, som kan betyde, at centralbankerne enten må fastholde renterne på det nuværende niveau i længere tid eller øge renterne yderligere for at få inflationen ned på målsætningen på 2 pct. Faldet i energipriserne har medvirket betydeligt til faldet i inflationen, men forsyningssituationen på energimarkedet er fortsat præget af betydelig usikkerhed og kan resultere i nye stigninger i energipriserne og dermed højere inflation.

De pengepolitiske stramninger vil dæmpe økonomien de kommende kvartaler

Nationalbanken forventer i sin seneste prognose en fortsat vækstafdæmpning lidt endnu, der bringer dansk økonomi tæt på en neutral konjunktursituation i løbet af 2024.³ Nationalbankens prognose for dansk økonomi forudsætter, at inflationen hos vores samhandelspartnere bliver bragt ned, uden at væksten bliver væsentligt lavere end i de seneste internationale organisationers prognoser. Den Internationale Valutafond, IMF, forventer en vækstafdæmpning i de store økonomier i 2023 og 2024, se figur 7. Den amerikanske og de europæiske økonomier har været mere robuste, end markedet havde forventet i kølvandet på de historisk store rentestigninger. Den øgede robusthed ses bl.a. ved fortsat lav ledighed og en beskeden stigning i konkursniveauet i 2023.

Risikobilledet for dansk og international økonomi afhænger af flere forhold, bl.a. hvor hurtigt og kraftigt den pengepolitiske stramning får effekt på vækst og inflation.⁴ Dertil kommer fortsat stor geopolitisk usikkerhed, hvor krigen i Ukraine og yderligere eskalering af konflikten i Israel/Palæstina kan påvirke energipriser og inflation. Endelig er der fortsat risici relateret til den kinesiske ejendomssektor, som kan påvirke dansk vækst gennem bl.a. strammere finansielle forhold.  

Udlån til ejendomsselskaber har tidligere givet anledning til store tab i bankerne. Under både den økonomiske krise i 1990’erne og under finanskrisen var udlån til ejendomsbranchen den udlånstype, der gav anledning til den største andel af nedskrivningerne.⁵

Højere renter, økonomisk afdæmpning og prisfald på ejendomme øger risikoen for tab hos bankerne fra ejendomssektoren. Det Systemiske Risikoråd har henstillet til, at der aktiveres en sektorspecifik systemisk buffer for eksponeringer over for ejendomsselskaber på 7 pct. Se også kapitel 7, Kapital og stresstest.

Institutterne har betydelige og koncentrerede eksponeringer over for ejendomsselskaberne

Kreditinstitutterne har betydelige eksponeringer over for erhvervsejendomsmarkedet, som er karakteriseret ved at være meget heterogent, se boks 1. Udlån til ejendomsselskaber udgør 537 mia. kr., hvilket svarer til ca. 38 pct. af kreditinstitutternes udlån til erhverv. Udlånet til ejendomsselskaber er steget i løbet af de seneste år, hvor de mellemstore bankers udlån er steget med ca. 15 pct. årligt i 2. kvartal 2023, mens de systemiske kreditinstitutters udlån er steget med knap 8 pct., se figur 8. Hovedparten af ejendomsselskabernes eksterne finansiering er realkreditlån fra de systemiske kreditinstitutter, men også de mellemstore banker har store eksponeringer over for ejendomsselskaberne, se figur 9. Selvom ejendomsselskaberne primært er belånt igennem realkreditinstitutterne, er risikoen for tab størst for bankerne. Bankerne finansierer typisk den yderste belåning, som i tilfælde af misligholdelse har lavere prioritet end realkreditgælden.

Institutternes udlån til ejendomsselskaber er samtidig i høj grad koncentreret om deres største kunder, se figur 9 – også i højere grad end for kunder i andre brancher, men der er stor variation i koncentrationen på tværs af bankerne. Op til finanskrisen havde flere af de nødlidende institutter også store ejendomseksponeringer og en stor andel af udlånet koncentreret på enkelte store virksomheder.⁶

Risiko for yderligere prisfald på erhvervsejendomme

Den markante forøgelse af renterne forventes at presse priserne ned på erhvervsejendomme. Der har sammenlignet med tidligere år været meget få ejendomshandler i 2023, se figur 10. Det kan tyde på, at der er stor afstand mellem køber og sælger, og at ejendomspriserne endnu ikke har tilpasset sig​ det nye renteniveau. Markedsdeltagerne melder om et fald i priserne på 10 pct. i 2022 og forventer yderligere prisfald i 2023 for alle ejendomstyper.⁷ Priserne forventes at falde mest uden for de større byer.

Værdisætningen af erhvervsejendomme er relateret til renteniveauet gennem afkastkravet, hvor lavere ejendomspriser vil afspejles i et højere afkastkrav.⁸ Afkastkravet er steget med omtrent 1 procentpoint siden begyndelsen af 2022 for alle ejendomskategorier undtagen butik, se figur 11.De forøgede afkastkrav skal ses i lyset af de højere renter, som har øget investorernes alternative afkastmuligheder og dermed deres afkastkrav til erhvervsejendomme. Stigningen i afkastkravet på 1 procentpoint svarer nogenlunde til den historiske sammenhæng, der har været mellem renter og afkastkrav.⁹ Flere af de største ejendomsselskaber angiver i deres årsrapport, at en stigning i afkastkravet på 1 procentpoint vil føre til et fald i værdien af deres ejendomme på omtrent 20 pct. Der er derfor risiko for yderligere prisfald på erhvervsejendomme.¹⁰

Eventuelt frasalg af svenske selskabers danske ejendomsporteføljer kan føre til prisfald på danske ejendomme

En række af de svenske ejendomsselskaber har udfordringer med refinansiering af deres gæld, og der er risiko for, at det kan føre til salg af deres danske ejendomsporteføljer. Flere af de svenske ejendomsselskaber har meldt ud, at de vil sælge ud af deres ejendomsporteføljer. Frasalg af store ejendomsporteføljer kan presse priserne ned på tilsvarende ejendomme og dermed påvirke værdierne af danske erhvervsejendomme. Det lave transaktionsniveau betyder, at en priskorrektion fra et eventuelt frasalg fra de svenske selskaber på nuværende tidspunkt vil have relativt stor effekt. Prispåvirkningen begrænses dog af størrelsen af de svenske selskabers danske ejendomsporteføljer i forhold til det samlede danske marked. De største svenske selskaber har ejendomme i Danmark for 99 mia. kr. og gæld til danske kreditinstitutter for 43 mia. kr.¹¹

De danske ejendomsselskaber står ikke over for samme refinansieringsrisici som de svenske selskaber. De svenske ejendomsselskaber er i vid udstrækning finansieret med erhvervsobligationer med relativt kort løbetid og har dermed en stor mængde gæld, som skal refinansieres de kommende år. Til forskel fra de svenske ejendomsselskaber finansierer de danske selskaber sig i overvejende grad med realkreditlån, hvor langt størstedelen har lang løbetid, se figur 12. De danske ejendomsselskaber har kun erhvervsobligationer i et begrænset omfang og derigennem en begrænset refinansieringsrisiko.

Faldende ejendomspriser øger institutternes tab i tilfælde af misligholdelse af lån

Faldende priser på erhvervsejendomme kan betyde, at den sikkerhed, der er stillet til pant på lånene, ikke er tilstrækkelig til at dække hele eksponeringen. Det kan føre til tab i institutterne, i tilfælde af at lånene misligholdes. For størstedelen af ejendomsselskaberne overstiger værdien af de ejendomme, der er stillet som pant, værdien af deres samlede gæld med en vis margin. Der er dog en række ejendomsselskaber, hvor belåningsgraden allerede er høj, og hvor faldende ejendomspriser vil presse belåningsgraden yderligere op, se figur 13.

Belåningsgraderne ligger på omtrent samme niveau som i starten af 2022, inden de kraftige rentestigninger for alvor indtraf. Den beskedne ændring i belåningsgraderne skal ses i lyset af det meget lave antal handler i 2023. Transaktioner på erhvervsejendomsmarkedet er vejledende for vurderingen af lignende ejendomme. Det må derfor forventes, at belåningsgraderne stiger, i takt med at handelsaktiviteten stiger og priserne tilpasser sig det nuværende renteniveau.

Ved misligholdelse af lånet afhænger institutternes tab bl.a. af lånets prioritet og værdien af det bagvedliggende pant. Det er som regel realkreditinstitutterne, der har førsteprioritet på de ejendomme, som ejendomsselskaberne har stillet som sikkerhed for deres lån. For bankerne er det derfor kun omkring 70 pct. af udlånet til ejendomsselskaber, som er dækket af ejendomspant. Det resterende udlån er dækket af andre typer sikkerheder, hovedsageligt garantier og kautioner fra andre selskaber, der som regel er koncernforbundne med låntageren. Værdien af kautionerne og garantierne afhænger dermed også af kautionisternes robusthed.

Ejendomsselskaber er allerede presset af højere renter, og flere vil blive udfordrede, hvis indtjeningen falder

De markant forhøjede renter har øget ejendomsselskabernes finansieringsomkostninger, da knap 80 pct. af selskabernes realkreditlån har variabel rente. Af selskabernes variabelt forrentede realkreditlån er 60 pct. med afdragsfrihed, se figur 14.

Aktuelt er lidt over 9 pct. af udlånet til ejendomsselskaber til selskaber med en soliditetsgrad under 20 pct. og en gældsserviceringsevne under 100 pct.¹², se figur 15. Før de kraftige rentestigninger indtraf i starten af 2022, var andelen lidt over 4 pct.¹³

I et risikoscenarie, hvor konjunktursituationen forringes mærkbart, vil ejendomsselskabernes indtjening følgelig blive forringet, da efterspørgslen efter lejemål til bolig og særligt erhverv afhænger af den økonomiske aktivitet. En lavkonjunktur sætter sig i ejendomsvirksomhedernes indtjening gennem lavere lejeindtægter og øget tomgang fra flere ledige lejemål og vil reducere selskabernes gældsserviceringsevne yderligere. Disse forhold kan medføre, at flere ejendomsselskaber ikke vil have tilstrækkelige indtægter til at opfylde deres finansielle forpligtelser. I et scenarie, hvor selskabernes indtægter falder med 5 pct. som følge af øget tomgang og lavere lejeindtægter, vil ca. 12 pct. af udlånet til ejendomsselskaber være til selskaber, der ikke vil have tilstrækkelig indtjening til at servicere deres gældsforpligtelser, samtidig med at de har en soliditetsgrad under 20 pct., se figur 15. Hvis indtægterne falder med 10 pct., stiger andelen til 15 pct. Til sammenligning faldt ejendomsselskabernes primære resultat ekskl. værdireguleringer med ca. 23 pct. fra 2008 til 2009. Indtjeningen hænger tæt sammen med udviklingen i tomgangen, der i årene efter finanskrisen steg med omtrent 6 procentpoint. Tomgangen for både kontor-, forretnings- og boligudlejningsejendomme ligger fortsat på et lavt niveau, se figur 16. En lavkonjunktur må forventes at føre til øget tomgang på tværs af de forskellige ejendomssegmenter. 

Der er udsigt til, at renterne forbliver på et højere niveau, og det forventes at fastholde presset på boligejernes rådighedsbeløb. De højere renter er endnu ikke slået fuldt igennem, og rentegennemslaget forventes at fortsætte, i takt med at boligejere med eksisterende variabelt forrentede lån skal betale mere i ydelse på deres lån, når de rentetilpasses og nye lån optages. De højere renter øger risikoen for, at nogle boligejere ikke kan leve op til deres finansielle forpligtelser.

Højere renter fastholder presset på boligejernes økonomi

Når boligejernes renteomkostninger stiger, mindsker det deres robusthed. Det forventes, at 43.500 flere boligejere vil have et budgetunderskud i 2023 sammenlignet med 2021, se figur 17.¹⁴ Det svarer til ca. 4 pct. af alle boligejere i Danmark. Når en boligejer har budgetunderskud, betyder det, at indkomsten ikke er høj nok til at opretholde et beskedent forbrug, betale faste omkostninger og samtidig leve op til gældsforpligtelserne. Den samlede gæld blandt boligejere, der forventes at få budgetunderskud, var 71 mia. kr. i 2. kvartal 2023. 45 pct. af de boligejere, der forventes at få budgetunderskud, har en belåningsgrad over 60 pct. 

Boligejere med budgetunderskud udgør en risiko for de danske kreditinstitutter, da de kan være for pressede til at overholde deres gældsforpligtelser. I tilfælde af misligholdelse er der risiko for, at boliggælden ender som tab for kreditinstitutterne. Størstedelen af disse boligejeres gæld er dog dækket af det underliggende pant. Nationalbanken har tidligere vurderet,¹⁵ at forskellen mellem boliggælden og de forventede realiserede salgspriser for boligejere med budgetunderskud udgør 1,8 mia. kr. Dette er en relativt beskeden eksponering set i lyset af, at de systemiske kreditinstitutters resultat før skat var 30 mia. kr. i 1. halvår 2023, se kapitel 5, Indtjening.

En boligejer, der forventes at få budgetunderskud, ligger typisk i den lavere del af indkomstfordelingen og har lavere gæld og færre likvide aktiver sammenlignet med de øvrige boligejere. Det skyldes til dels, at mange af disse boligejere bor alene, og derfor består deres husstandsindkomst kun af én persons indkomst.

Reallønsvækst styrker boligejernes økonomi i 2024

Reallønsvækst vil modsat de fortsat højere renter styrke boligejernes økonomi i de kommende kvartaler,¹⁶ og der forventes i løbet af 2024 et fald på 19.100 i antallet af boligejere med et budgetunderskud, se figur 17. Faldet i antallet af boligejere med forventet budgetunderskud betyder, at kreditinstitutterne er relativt mindre eksponerede over for tab, hvis disse boligejere er nødsaget til at sælge deres bolig. Trods dette fald er antallet af boligejere, der forventes at have budgetunderskud i 2024, fortsat højere end i 2021. Det indikerer, at de højere renter fortsat vil tære på nogle boligejeres økonomi.

Selv hvis ledigheden skulle stige markant, vil det kun give en beskeden stigning i antallet af boligejere med budgetunderskud. Den beskedne stigning skyldes bl.a., at en væsentlig del af de husholdninger, der forventes at blive ledige, ikke har et boliglån. Ledige boligejere understøttes derudover i mange tilfælde af arbejdsløshedsydelser eller deres partners upåvirkede indkomst.¹⁷

Husholdningerne er blevet mere følsomme over for højere renter

Siden begyndelsen af 2022 har boligejerne i stigende grad optaget variabelt forrentede boliglån. Ud af det samlede realkreditudlån til husholdninger på 1.633 mia. kr. i oktober 2023 er 53 pct. variabelt forrentede. Samtidig aftog aktiviteten på boligmarkedet i 1. halvår 2023, og således lå det samlede udlån fra danske realkreditinstitutter til husholdninger 2 pct. lavere i oktober 2023 sammenlignet med året før, trods væksten i de variabelt forrentede låntyper, se figur 18.¹⁸

Rentegennemslaget sker gradvist, og en betydelig del af boligejerne har på nuværende tidspunkt fået en rente på deres boliglån, der afspejler det højere renteniveau. Ud af den samlede variabelt forrentede realkreditgæld på 875 mia. kr. i 2. kvartal 2023 er 600 mia. kr. optaget inden begyndelsen af 2022. Heraf har 47 pct. svarende til 283 mia. kr. en rente, som er fastsat før begyndelsen af 2022, hvor de korte realkreditobligationsrenter begyndte at stige, se figur 19. Denne boliggæld består hovedsageligt af F3- og F5-lån, som vil blive rentetilpasset i de kommende år. Såfremt renterne forbliver på et højere niveau, må det forventes, at disse boligejere vil få en højere ydelse ved rentetilpasningerne.

Variabelt forrentede lån i kombination med afdragsfrihed øger boligejernes rentefølsomhed og kan udgøre en risiko for husholdninger og banker, hvis renten stiger yderligere. Det er vigtigt, at boligejere, der optager lån med variabel rente og afdragsfrihed, har tilstrækkelig luft i økonomien til at kunne håndtere eventuelle yderligere rentestigninger.

Højere renter øger boligkøbernes gældsserviceringsgrad

De højere renter øger også boligkøbernes ydelse i forhold til deres disponible indkomst, dvs. gældsserviceringsgraden. Medianen for boligkøbernes gældsserviceringsgrad er steget med godt 6 procentpoint siden begyndelsen af 2022, se figur 20. Stigningen i gældsserviceringsgraden gælder særligt for boligkøbere, der optager et afdragsfrit boliglån, hvor medianen for gældsserviceringsgraden er steget med 9,5 procentpoint i samme periode. Den betydelige stigning i gældsserviceringsgraden for afdragsfrie lån betyder, at forskellen i den faktiske gældsserviceringsgrad på lån med og uden afdrag er faldet markant. Den mindskede forskel skyldes primært, at rentegennemslaget er større på afdragsfrie lån. Ydelsesbetalinger består af rente- og bidragsbetalinger samt afdrag på gælden. Annuitetsprincippet betyder, at en del af rentestigningen modgås af et lavere afdrag, mens rentestigningen vil slå fuldt igennem ved et afdragsfrit lån.¹⁹ Boligkøbere med afdragsfrie lån har i gennemsnit højere gæld i forhold til deres indkomst, hvilket bidrager til et større gennemslag på deres gældsserviceringsgrad.

De højere renter fik boligpriserne til at falde i 2022 og tærer stadig på boligkøbernes rådighedsbeløb. Faldet i boligpriserne har dog været noget mindre, end man kunne forvente ud fra de betydelige rentestigninger og den høje inflation. Boligmarkedet har de seneste måneder vist svag fremgang, og lønstigninger forventes at trække de nominelle boligpriser svagt op. Der er dog fortsat en risiko for, at boligpriserne kan falde i den kommende tid. Den risiko kan materialisere sig, hvis fx forsyningssituationen forværres og husholdningernes rådighedsbeløb reduceres yderligere af stigende energipriser.²⁰

De systemiske kreditinstitutters resultat før skat var 30 mia. kr. i 1. halvår 2023 og steg dermed med 8,4 mia. kr. sammenlignet med 2. halvår 2022, se figur 21. Resultatet for 1. halvår svarer til en egenkapitalforrentning efter skat på 12 pct. p.a. Fremgangen er drevet af en fortsat positiv udvikling i institutternes basisindtjening, fortsat lave nedskrivninger på udlån og positive kursreguleringer på beholdningerne. Indtjeningen er første værn mod tab, og fremgangen bidrager derfor til at styrke institutternes robusthed.

Bankernes nedskrivninger er fortsat lave

Nedskrivninger på udlån er fortsat lave i 1. halvår 2023, se figur 21. Når institutterne skal fastlægge deres nedskrivningsbehov, skal de inddrage forventninger til den fremtidige udvikling. De fleste institutter har fastholdt eller øget de ledelsesmæssige skøn som følge af den makroøkonomiske usikkerhed. Det samlede beløb, som institutterne har reserveret til fremtidige tab på udlån, udgjorde ca. 40 mia. kr. ved udgangen af 1. halvår 2023.²¹ Til sammenligning var nedskrivningerne i 2009 ca. 45 mia. kr., og i perioden 2008-12 samlet 131 mia. kr., hvilket bidrog til svage resultater trods en stærk basisindtjening. 

Den positive indtjeningseffekt fra de højere renter vil reduceres af øgede nedskrivninger i tilfælde af en væsentlig konjunkturforringelse.²²

Højere renter øger basisindtjeningen

Stigningen i basisindtjeningen i 1. halvår 2023 er primært drevet af højere nettorenteindtægter, se figur 22. De højere nettorenteindtægter skal ses i lyset af, at institutterne har øget deres indlånsmarginal i takt med stigningerne i de pengepolitiske renter siden 2022, se næste afsnit. Omvendt faldt nettogebyrindtægternes bidrag til basisindtjeningen, hvilket primært skyldtes færre lånesagsgebyrer som følge af lavere aktivitet på boligmarkedet og lavere gebyrindtægter på værdipapirhandel og -depoter. De gradvist stigende udgifter til personale og administration gennem en årrække skal bl.a. ses i lyset af øgede udgifter til administration, herunder regulerings- og compliance-tiltag samt it-investeringer.

Stigningen i nettorenteindtægterne er primært drevet af indlånsmarginalen

Stigningen i nettorenteindtægter er primært drevet af, at bankerne har øget deres indlånsmarginal²³ markant i takt med rentestigningerne siden 2022, se figur 23. Det vil sige, at forskellen mellem bankernes indlånsrenter og pengemarkedsrenterne er steget, se boks 3. Bankernes indlånsmarginal for husholdninger og ikke-finansielle selskaber er henholdsvis 2,5 og 2,1 procentpoint, hvilket er det højeste niveau set over en periode på to årtier. Fra 1. halvår 2022 til 1. halvår 2023 er nettorenteindtægterne for de systemiske banker steget med ca. 10 mia. kr. De forskellige bidrag skønnes at udgøre henholdsvis 10 mia. kr. fra indlånsmarginalen, -3 mia. kr. fra udlånsmarginalen²⁴ og 3 mia. kr. fra øvrige effekter.²⁵ Det negative bidrag fra udlånsmarginalen skyldes hovedsageligt, at institutternes udlånsmarginal for husholdninger er faldet siden 1. halvår 2022. Faldet er drevet af, at rentestigningerne siden 2022 ikke er slået fuldt igennem til udlånsrenterne for husholdninger.

Institutternes indlånsmarginaler var i 1. halvår 2023 væsentligt over niveauerne i perioden 2006-08,²⁶ hvor de i gennemsnit lå på 1,1 procentpoint for husholdninger og 0,6 procentpoint for ikke-finansielle selskaber. Det er ikke sikkert, at institutterne på længere sigt kan fastholde de nuværende niveauer for indlånsmarginalerne. Med den nuværende balancesammensætning ville effekten på indtjeningen være halveret, hvis indlånsmarginalen havde været på det gennemsnitlige niveau som i perioden 2006-08.

Institutterne har øget deres indlånsmarginal i samtlige EU-lande

I samtlige lande i EU har institutterne øget deres indlånsmarginaler siden 2022, og i flere lande er indlånsmarginalerne hævet til omkring niveauet i 2006-08, se figur 24. Stigningen i indlånsmarginalen skal ses i lyset af, at institutterne i de fleste EU-lande har fastholdt deres indlånsrenter i takt med rentestigningerne. I Danmark er indlånsmarginalen imidlertid højere i 2023, end den var i 2006-08. Trods en højere indlånsmarginal i 2023 er indlånsmarginalen i Danmark stadig blandt de laveste i EU-landene.

Indlånsoverskud og lovkrav til bankernes passiver har reduceret værdien af indlån som finansieringskilde

Indlån udgør en væsentlig finansieringskilde for institutterne, da indlån bl.a. bliver anvendt som stabil finansiering af udlån. Modsat årene op mod finanskrisen har bankerne siden 2017 haft et voksende indlånsoverskud, dvs. forskellen på deres bankindlån og bankudlån, se figur 25. Det voksende indlånsoverskud skyldes bl.a. et strukturelt skift i kreditgivningen fra bankudlån til realkreditudlån, hvor finansieringen kommer fra eksterne obligationsinvestorer. Fra 2017 til 2022 er indlån som andel af det samlede udlån inkl. realkreditudlånet vokset fra 35 til 42 pct. Det voksende indlånsoverskud har betydet, at bankerne har et mindre behov for yderligere indlån, hvilket isoleret set har reduceret bankernes incitament til at hæve indlånsrenterne. 

Værdien af indlån som finansieringskilde er desuden blevet mindre på grund af de regulatoriske krav til sammensætningen af institutternes passiver, der er blevet indført efter finanskrisen, med bl.a. krav til stabil finansiering, Net Stable Funding Ratio²⁷, NSFR, og nedskrivningsegnede passiver, NEP. Kravene adresserer forskellige risici. NEP-kravet betyder, at en vis andel af instituttets passiver skal være nedskrivningsegnede, de såkaldte NEP-midler, som ikke omfatter indlån.²⁸ Dermed udgør nedskrivningsegnede passiver en større del af bankens finansiering end tidligere, hvilket isoleret set mindsker behovet for indlån. NSFR har generelt øget omkostningerne til finansiering, herunder også i forbindelse med indlån, som dog relativt set påvirkes mindre end andre finansieringskilder. NSFR betyder, at institutterne ved finansiering af et givet udlån kan have behov for en større mængde indlån end tidligere, da en del af indlånet som udgangspunkt skal placeres i korte aktiver, som typisk giver en lavere forrentning. Alt andet lige har de to krav dermed sænket værdien af indlån som finansieringskilde.

Husholdningerne søger kun i et begrænset omfang mod alternativer til indlån

Siden 2022 er renteforskellen mellem indlån på anfordring, tidsindskud og obligationer steget betydeligt, se figur 26. Nogle danske husholdninger er begyndt at reagere på rentegevinsten ved at holde tidsindskud eller obligationer i stedet for indlån på anfordringskonti, men overordnet set har reaktionen fra de danske husholdninger været begrænset. 

Når renteforskellen øges, er det relativt mindre attraktivt at have bankindskud på anfordring. Isoleret set kan køb af obligationer eller afdrag på gæld føre til, at kunderne reducerer deres bankindskud. De danske husholdninger har øget deres beholdning af tidsindskud og obligationer med henholdsvis 25 og 11 mia. kr. siden starten af 2022, se figur 27. Ved udgangen af 1. halvår 2023 udgjorde de danske husholdningers indlån på anfordring og tidsindskud henholdsvis 748 og 268 mia. kr. Husholdningerne havde samtidig en obligationsbeholdning på 34 mia. kr.

Der kan være flere årsager til, at husholdningerne kun i et begrænset omfang har reageret på rentegevinsten. Der er stor spredning på, hvor store indskud husholdningerne har. Eksempelvis har 64 pct. af de danske husholdninger bankindskud for under 100.000 kr., se figur 28. Husholdninger har bl.a. bankindskud for at kunne gennemføre transaktioner, og indskuddene fungerer endvidere som opsparing. Hvis husholdningerne vælger at placere deres anfordringsindlån i eksempelvis tidsindskud eller obligationer, vil de kunne opnå en rentegevinst. Placeringen indebærer dog en anden risikoprofil, og hvorvidt gevinsten er tilstrækkelig, afhænger af den enkelte husholdnings tidshorisont og præference. Overordnet set viser husholdningernes begrænsede reaktion på rentegevinsten, at direkte adgang til bankindskud uden fx dekort vægter højt for husholdningerne. Imidlertid har en øget renteforskel historisk medvirket til, at husholdningerne har købt obligationer eller afdraget på gæld, hvilket kan føre til et fald i bankindskuddet.²⁹

De danske banker har fortsat en robust likviditetsposition og er i stand til at håndtere et hårdt likviditetsstress. Det er vigtigt, at institutterne har en sund likviditetsstyring, som bl.a. indebærer tilpasning af likviditetspositionen efter tilstrækkelige stresstest af likviditeten, hvilket der også stilles krav om til bankerne i EU.

I Nationalbankens hårdeste scenarie for likviditetsstresstesten har alle systemiske banker i Danmark en overlevelseshorisont på mindst fem måneder med positiv overskudslikviditet, se figur 29. I scenariet antages adgangen til fundingmarkederne at være lukket, samtidig med at træk fra kunder på bankernes lånefaciliteter stiger, og indlånene falder markant.³⁰

Kreditspænd på europæiske bankers kapital- og gældsinstrumenter er faldet siden marts

Kreditspændene på tværs af europæiske bankers kapital- og gældsinstrumenter har været faldende siden slutningen af marts, omend de fortsat er højere end før centralbankernes stramning af pengepolitikken i starten af 2022, se figur 30. Den Europæiske Centralbank, ECB, forventer samtidig at øge de kvantitative stramninger, som banken påbegyndte i marts, hvilket peger på, at de højere kreditspænd kan være vedvarende. Både de danske og europæiske banker har udstedt en stor mængde gæld på kapitalmarkederne i 2023, hvilket skal ses i sammenhæng med, at en stor del af ECB’s udlån til bankerne fra deres TLTRO-låneprogram er forfaldet.

Bankerne opfylder lovkravene til likviditet og funding med en god overdækning

Både de systemiske og ikke-systemiske banker opfylder det regulatoriske likviditetskrav, Liquidity Coverage Ratio, LCR, med en god overdækning, se figur 31 og figur 32. LCR-kravet er med til at sikre, at kreditinstitutterne har en tilstrækkelig mængde likvide aktiver til at kunne modstå et scenarie med 30 dages hårdt likviditetsstress.

Bankerne har fortsat tilstrækkelige likviditetsbuffere til at håndtere et øget likviditetsbehov hos deres kunder. De seneste par år har der været flere perioder med stor usikkerhed om efterspørgslen efter likviditet hos institutterne. Likviditetsefterspørgslen har dog kun i nogen grad materialiseret sig, og bankerne har kunnet håndtere den. Der har bl.a. været usikkerhed om likviditetsefterspørgslen fra energisektoren og forsikrings- og pensionssektoren i forbindelse med løbende sikkerhedsstillelse på derivater grundet store stigninger i energipriser og renter.

Både de systemiske og ikke-systemiske banker opfylder også lovkravet til stabil finansiering, Net Stable Funding Ratio, NSFR, med en god overdækning, se figur 33 og figur 34. NSFR-kravet sikrer, at institutterne har en tilstrækkelig mængde stabil funding til at finansiere deres aktiver, og mindsker dermed institutternes refinansieringsrisiko.

Bankernes NSFR har ligget stabilt siden indførelsen af kravet i 2. kvartal 2021. Det afspejler især, at bankerne har haft et stabilt indlån, som er klart den væsentligste del af den danske sektors langsigtede finansiering. Indlånet har været stabilt, på trods af at kunder nu kan få bedre afkast på kortsigtede investeringer med lav risiko, fx ved at købe danske stats- og realkreditobligationer med kort løbetid eller ved at flytte deres indskud til banker, der tilbyder højere indlånsrenter, se også kapitel 5, Indtjening, ovenfor.

Lovkravene LCR og NSFR er med til at styrke den enkelte banks likviditetsposition, men er ikke alene nok til at sikre en robust likviditetsposition. Den forudsætter også, at institutterne har en god likviditetsstyring. Begivenhederne omkring specifikke udenlandske banker i marts viste, at udtræk af indlån kan ske meget hurtigt, hvis der ikke er tillid til den pågældende bank. Det er vigtigt, at institutternes likviditetsstyring afspejler de faktiske forhold og risici, der kan ramme dem.

Nogle realkreditinstitutter øgede afhængigheden til deres koncernforbundne bank i efteråret 2022

Det danske marked for realkreditobligationer blev – ligesom de udenlandske obligationsmarkeder – påvirket af de kraftige rentestigninger og usikkerheden om de fremtidige renteniveauer i 2022. Udviklingen betød, at købsinteressen faldt, og markedslikviditeten forværredes.

I efteråret 2022 øgede nogle af de banker, som er i koncern med et realkreditinstitut, den andel af de nyudstedte obligationer, som de købte fra det koncernforbundne realkreditinstitut, se figur 35. Særligt én bank købte en stor andel obligationer fra det koncernforbundne realkreditinstitut, mens den købte nogenlunde den samme mængde eller mindre af de øvrige realkreditinstitutters obligationer. 

Det er godt for robustheden af det danske realkreditmarked og dermed den finansielle stabilitet, at der er flere potentielle købere til realkreditinstitutternes obligationsudstedelser. Hvis realkreditinstitutterne bliver afhængige af en enkelt bank, kan det gøre det danske realkreditmarked mindre robust. Derfor skal realkreditinstitutterne sikre, at de altid kan sælge deres obligationer og dermed fortsat kan foretage nyudlån, hvis en eller flere banker ikke er til stede, også i perioder med stress.

Flere pensions- og livsforsikringsselskaber har styrket deres adgang til likviditet

Nationalbanken anbefalede i november 2022, at pensions- og livsforsikringsselskaberne skulle have fokus på at opretholde eller øge antallet af de modparter, som de skaffer likviditet igennem, de såkaldte repomodparter. Selskaberne bruger likviditeten til bl.a. løbende sikkerhedsstillelse ved værdiudsving af deres renteafdækningskontrakter. Siden Nationalbankens anbefaling har flere selskaber øget antallet af repomodparter og derved styrket deres likviditetsadgang. Siden udgangen af juni i år har pensions- og livsforsikringsselskaberne skullet afvikle nye renteafdækningskontrakter via et såkaldt centralt clearinghus. I et centralt clearinghus skal løbende sikkerhed stilles med kontantindskud, og derfor øger kravet selskabernes behov for kontantindskud ved store renteudsving. Det understreger behovet for, at selskaberne løbende har fokus på deres antal af repomodparter. Der er indtil videre ikke observeret likviditetsudfordringer forbundet med skiftet til central clearing. 

Alle de store kreditinstitutter³¹ har i løbet af året hævet forventningerne til deres årsresultat markant. De øgede forventninger skyldes primært højere nettorenteindtægter og lavere nedskrivninger end forventet, se også kapitel 5, Indtjening. Opjusteringerne af forventningerne til årets indtjening illustrerer, at prognoser for indtjeningen – selv over en kort tidshorisont – er forbundet med betydelig usikkerhed. Der er væsentlig usikkerhed om, hvorvidt institutterne kan opretholde den nuværende indtjening, bl.a. på grund af niveauet for indlånsmarginalen og nedskrivningerne, og der er derfor grund til forsigtighed, når institutterne fremskriver indtjeningen i deres kapitalplanlægning.³² Den løbende indtjening er institutternes første værn mod tab. Hvis indtjeningen er overvurderet, bliver behovet for kapital til at dække tab i en krise undervurderet, hvilket øger risikoen for at bryde kapitalkravene.

Sektorspecifik systemisk buffer sikrer øget kapitalisering for institutternes udlån til ejendomsselskaber

Et område, der kræver særlig opmærksomhed, er institutternes eksponeringer over for ejendomsselskaber. Institutterne har væsentlige og koncentrerede eksponeringer mod ejendomsselskaberne, og derfor øger højere renter, økonomisk afdæmpning og prisfald risikoen for betydelige tab hos bankerne på netop dette segment, se kapitel 3, Risiko for tab på udlån til ejendomsselskaberne.

En lang periode med gunstige forhold og lave nedskrivningsprocenter kan føre til en undervurdering af de reelle risici relateret til segmentet og dermed for lave kapitalreservationer. Erfaringerne fra tidligere kriser viser, at negative stød til ejendomssektoren kan føre til en pludselig stigning i nedskrivninger og tab. Det er derfor vigtigt, at institutterne reserverer kapital til at dække eventuelle tab, hvis der opstår problemer i ejendomssektoren.

Det Systemiske Risikoråd har henstillet til, at der aktiveres en sektorspecifik systemisk buffer på 7 pct. for eksponeringer over for ejendomsselskaber. En sektorspecifik buffer er et målrettet kapitalkrav, der har til formål at adressere systemiske risici relateret til en bestemt portefølje, se boks 4. Kravet vil sikre øget kapitalisering i institutterne, så de er bedre i stand til at bære nedskrivninger og tab på deres udlån til ejendomsselskaber, uden at de strammer kreditgivningen til virksomheder og husholdninger.

Den sektorspecifikke buffer indebærer, at institutterne skal finansiere en lidt større del af udlånet med egenkapital. For eksempel vil et lån på 1 mio. kr. med en risikovægt på 20 pct. betyde et krav om, at instituttet skal finansiere en større del af lånet, 14.000 kr., med egenkapital.

Plads til både systemisk buffer, konsolidering og udbytte

Flere af de store kreditinstitutter har en politik om at udbetale en procentdel af årets overskud i udbytte. Som alternativ eller supplement til udbyttebetalinger vælger nogle institutter at tilbagekøbe aktier. Den forventede indtjening i 2023 giver sammen med en behersket udlånsvækst plads til, at de fleste institutter kan øge overdækningen til deres kapitalkrav inkl. den sektorspecifikke systemiske buffer – samtidig med evt. at udbetale udbytte.³³

Stabil udvikling i institutternes kapitalprocenter

De store kreditinstitutters egentlige kernekapitalprocenter har ligget relativt stabilt de seneste 5 år, se figur 36. På trods heraf er kreditinstitutterne blevet bedre kapitaliserede i perioden. Det skyldes regulatoriske stramninger³⁴ af kravene til de risikovægtede eksponeringer, som er det grundlag, kapitalprocenterne beregnes ud fra.

Sideløbende med det risikobaserede kapitalkrav skal institutterne overholde et minimumskrav til deres ikke-risikovægtede eksponeringer, det såkaldte gearingskrav. Kravet betyder, at institutters kernekapital skal udgøre mindst 3 pct. af de ikke-risikovægtede eksponeringer. Alle de store kreditinstitutter havde i 3. kvartal 2023 en overdækning til gearingskravet på mindst 1 procentpoint, se figur 37. Gearingskravet skal indhegne risici i de tilfælde, hvor institutternes risikovægte er for lave.³⁵ Brud på gearingskravet er forbundet med de samme myndighedsreaktioner som brud på minimumskapitalkravet.³⁶ Samspillet mellem det risikobaserede kapitalkrav og gearingskravet betyder, at institutter med lave risikovægte alt andet lige får en lavere overdækning til gearingskravet. Det gælder fx institutter med en høj andel af lån med pant i ejerboliger, hvor risikovægtene er relativt lave.

Enkelte systemiske kreditinstitutter kommer tæt på det kombinerede bufferkrav i en hård recession

Nationalbanken stresstester hvert halve år den finansielle sektor.³⁷ Formålet med stresstesten er at vurdere, om institutterne holder tilstrækkelig kapital til at overholde kapitalkrav i tre scenarier, se boks 5 for en beskrivelse af scenarierne og bilag A2 for nøgletal fra scenarierne.

Stresstesten viser, at alle institutter kan klare et hårdt recessionsscenarie. Scenariet repræsenterer et stærkt forværret konjunkturforløb, hvor dansk økonomi rammes af et hårdt økonomisk tilbageslag, og den kontracykliske kapitalbuffer frigives.³⁸ Enkelte systemiske kreditinstitutter kommer dog tæt på kapitalbevaringsbufferen, mens de resterende systemiske kreditinstitutter ligger med en fornuftig overdækning til deres risikovægtede kapitalbufferkrav, se figur 38, panelet længst til højre.

Ud over kapitaleffekten af et hårdt recessionsscenarie skal de enkelte institutter også holde kapital til at imødekomme fremtidige kapitalkrav. Det betyder, at enkelte institutter bør sikre, at de kan klare et hårdt stress og samtidig leve op til fremtidige lovkrav, før der foretages udbyttebetalinger.

I stresstesten er indregnet de forventede effekter af kapitalkravspakken fra og med 2025.³⁹ Det samlede kapitalkrav for de systemiske institutter skønnes herfra i en hård recession at stige med knap 6 mia. kr. i 2025 og forblive omtrent på dette niveau i 2026. Der er fortsat usikkerhed om de endelige effekter af kapitalkravspakken, hvorfor der bør udvises forsigtighed i kapitalplanlægningen. Den sektorspecifikke systemiske buffer for ejendomsselskaber, som er foreslået af Det Systemiske Risikoråd,⁴⁰ er ligeledes medregnet og indgår fra 2. halvår 2024.

I et rentestigningsscenarie, der repræsenterer et forværret konjunkturforløb og er kendetegnet ved yderligere rentestigninger, klarer alle institutterne scenariet med en fornuftig overdækning til kapitalbufferkravet, inklusive den kontracykliske buffer, se figur 38, midterste panel. Rentestigningerne bidrager positivt til institutternes indtjening, til trods for den negative økonomiske vækst og et betydeligt boligprisfald sammenlignet med grundforløbet. 

Valget af scenarier og de variable, der indgår i dem, afspejler den makroøkonomiske situation og usikkerheden omkring de makroøkonomiske udsigter. Stress-scenarierne i stresstesten er i vid udstrækning på linje med scenarierne i analysen af den finansielle stabilitet for 1. halvår 2023,⁴¹ se boks 5 for en beskrivelse af scenarierne og bilag A2 for nøgletal fra scenarierne.

Enkelte institutter kan blive udfordret i at overholde NEP-kravet under stress

Sideløbende med kapitalkravene skal institutterne opfylde et samlet krav til deres nedskrivningsegnede passiver, det risikobaserede NEP-krav. NEP-kravet skal sikre, at institutterne kan restruktureres eller afvikles uden brug af statslige midler, og uden at det får betydelige negative effekter for den finansielle stabilitet.⁴² 

I perioder med uro på de finansielle markeder, hvor refinansiering af udløbende udstedelser kan være vanskelig, skal institutterne fortsat kunne overholde deres NEP-krav. Nationalbankens stresstest viser, at enkelte systemiske kreditinstitutter ikke kan blive ved med at opfylde deres samlede NEP-krav (inkl. det kombinerede bufferkrav) i en etårig periode med begrænset mulighed for at udstede nye gældsinstrumenter.⁴³ Samlet set har de systemiske kreditinstitutter i den hårde recession behov for yderligere 27 mia. kr. i 2. kvartal 2025.

Resultater i EBA-stresstest for 2023 afspejler restriktive antagelser og hårde makroøkonomiske scenarier

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, EBA, offentliggjorde den 28. juli 2023 resultaterne fra den fælleseuropæiske stresstest. Resultaterne for de danske institutter afspejler mere restriktive antagelser, herunder bl.a. forholdsvis konservative restriktioner på indtjeningen, ligesom det makroøkonomiske scenarie for Danmark er betydeligt hårdere end det hårdeste scenarie i Nationalbankens stresstest.⁴⁴ Formålet med EBA’s stresstest er at vurdere den europæiske banksektors kapitalisering og evne til at absorbere tab. Fra Danmark indgik Danske Bank, Nykredit, Jyske Bank og Sydbank. Danske Bank og Jyske Bank bryder med kapitalbevaringsbufferen ved udgangen af stresstesten.

Flere institutter bør overveje at øge deres kapitalmålsætning

Institutternes kapitalmålsætninger bidrager til at sikre, at instituttet er tilstrækkeligt kapitaliseret. Institutterne skal som udgangspunkt have en kapitalmålsætning, der er tilstrækkelig høj til, at de kan klare både et institutspecifikt og et makroøkonomisk stress uden at bryde det kombinerede bufferkrav.⁴⁵

Nationalbanken har foretaget en yderligere stresstestberegning i det hårde recessionsscenarie, hvor det antages, at institutterne ved stresstestens begyndelse har en kapitalprocent svarende til deres kapitalmålsætning.⁴⁶ Nationalbankens stresstest af institutternes kapitalmålsætninger viser, at flere systemiske kreditinstitutter ikke ville være tilstrækkeligt kapitaliserede til at modstå en hård recession, hvis deres initiale kapitalprocent var på niveau med deres kapitalmålsætning, se figur 39, højre panel. Samlet set ville institutterne have en underdækning i forhold til bufferkravene på ca. 14 mia. kr. ved udgangen af 2026. Det indikerer, at flere institutter bør overveje at øge deres kapitalmålsætning.

Den grønne omstilling er en central og nødvendig forsikring mod de fremtidige konsekvenser af klimaforandringer. Men det kan ikke undgås, at klimaforandringer og grøn omstilling vil få negative økonomiske konsekvenser for nogle kunder i kreditinstitutterne. Det kan smitte af på den finansielle sektor og fordrer derfor, at den finansielle sektor identificerer og håndterer de risici, som klimaforandringer og den grønne omstilling indebærer. En konsekvens af den grønne omstilling kan fx være et stigende omkostningsniveau i de virksomheder, der fortsætter med at udlede store mængder drivhusgasser i forbindelse med deres aktiviteter. Det kan medføre lavere udlånskvalitet i de institutter, hvor sådanne virksomheder er kunder.    

EU-myndighederne på det finansielle område overvejer rammerne for regulering af klimarelaterede finansielle risici, se boks 6. Det er hensigtsmæssigt, at både den mikro- og makroprudentielle regulering indeholder muligheden for at håndtere klimarelaterede risici. Nationalbanken støtter således de undersøgende initiativer for at justere de fælleseuropæiske regler, så både de institutspecifikke og systemiske klimarelaterede risici, som institutter og myndigheder identificerer, kan inddrages i kapitalkrav og andre krav til institutterne.

På tværs af lande er myndigheder og institutter i gang med at opbygge kompetencer og data til at vurdere omfanget af klimarelaterede finansielle risici. Nationalbanken arbejder også med at identificere de klimarelaterede finansielle risici, som vurderes at have potentiale til at være væsentlige for det finansielle system i Danmark.⁴⁷

Alvorlige cyberangreb kan i værste fald true stabiliteten i den finansielle sektor. Den finansielle stabilitet kan fx blive truet, hvis et cyberangreb begrænser samfundskritiske funktioner, som varetages af en eller flere institutioner, eller hvis tilliden til finanssektoren påvirkes.

Cybertruslen er stadig betydelig

Center for Cybersikkerhed, CFCS, vurderer fortsat, at truslen fra cyberspionage og cyberkriminalitet er meget høj, mens truslen fra destruktive cyberangreb⁴⁸ mod danske mål vurderes lav. CFCS vurderer det dog sandsynligt, at statsstøttede hackergrupper forbereder sig på at kunne udføre destruktive cyberangreb mod kritisk infrastruktur i Danmark, herunder via cyberspionage. Som følge af krigen i Ukraine vurderer CFCS desuden, at truslen fra cyberaktivisme er øget til høj. Cybertruslen kan hurtigt ændre karakter, hvis den sikkerhedspolitiske situation eskalerer.⁴⁹

Fortsat fokus på at øge cyberrobustheden

Den danske finansielle sektor har gennem en årrække arbejdet målrettet med at styrke cyberrobustheden. Der arbejdes både individuelt og i fællesskab med dette.⁵⁰ Det er den enkelte finansielle institutions eget ansvar at sikre stabil drift og operationel robusthed.

Cybertruslen kan ikke elimineres, og der er fortsat brug for at øge cyberrobustheden. Det skyldes bl.a. udviklingen i cyberkriminelles evner og metoder. Flere stater har desuden kapacitet til at udføre destruktive cyberangreb, men aktuelt begrænset hensigt om at ramme Danmark. Truslen kan ændre sig med kort eller uden varsel. Det er derfor vigtigt, at der i den finansielle sektor fortsat arbejdes med at styrke cyberrobustheden og begrænse effekten af cyberangreb.

Ledelsesengagement gør en forskel

Det er vigtigt, at bestyrelse og direktion engagerer sig og påtager sig ansvaret for arbejdet med cybersikkerhed, da det er en forudsætning for, at en organisation har det rette fokus på betydningen af cyberrobusthed på linje med andre typer af risici.

Nationalbankens undersøgelser af cyberrobusthed i den finansielle sektor indikerer, at de organisationer, hvor ansvaret for cybersikkerhed er godt forankret hos bestyrelse og direktion, også har et højere modenhedsniveau i forhold til at beskytte sig imod cyberangreb og de potentielle følger.⁵¹

Datagrundlag i analysen

I analysen anvendes betegnelsen kreditinstitutter, når emnet omfatter både penge- og realkreditinstitutdelen af forretningen. Betegnelsen bank benyttes, når der specifikt tales om pengeinstituttet. Institutterne fremgår af tabel A1.

Analysen af danske kreditinstitutters indtjening, likviditet og kapitalgrundlag omfatter 9 systemiske kreditinstitutter, som er udpeget af Finanstilsynet i 2023. Analysen inkluderer også de ikke-systemiske banker. Denne gruppe udgøres af institutterne i gruppe 2 i Finanstilsynets størrelsesgruppering for 2023 med undtagelse af Danmarks Skibskredit, som er udeladt på grund af sin forretningsmodel. Gruppeinddelingen er gældende bagud i tid.

I analyse og vurdering af udlånsaktivitet fokuseres på grupperingen af store og mellemstore banker fra Nationalbankens udlånsundersøgelse. Store banker udgøres af Finanstilsynets gruppe 1 samt Nordea Danmark, mens mellemstore banker udgøres af Finanstilsynets gruppe 2 samt Santander Consumer Bank.

Analysen består af en dansk og engelsk version. I tilfælde af tvivl om oversættelsens korrekthed gælder den danske version.

Redaktionen er afsluttet 21. november 2023