En valutahandel består af to modsatrettede betalinger. Fx vil en handel i kroner mod euro medføre en betaling i kroner fra den ene part til den anden part og en betaling i euro den anden vej. Ved traditionel afvikling gennemføres de to betalinger uafhængigt af hinanden, fx via korrespondentbanker i de pågældende valutaer.

Hvis de to betalinger ikke afvikles samtidig, påføres parterne en afviklingsrisiko, som er risikoen for at handlen ikke afvikles som forventet, fx hvis den ene part går konkurs og har modtaget den købte valuta, men endnu ikke leveret den solgte valuta. Risikoen for dette øges bl.a. af tidszoneforskelle, som kan gøre samtidig afvikling besværlig for parterne. Kreditrisikoen ved traditionel afvikling kan være stor og potentielt udvikle sig til systemisk risiko.

I det internationale betalingssystem CLS reduceres afviklingsrisikoen, idet begge sider af valutahandlen afvikles samtidig.

CLS
CLS blev lanceret i 2002 med det formål at reducere afviklingsrisikoen ved valutahandler. CLS ejes af nogle af verdens største banker. Udviklingen af CLS er sket med støtte fra og i dialog med centralbankerne for de tilknyttede valutaer.

I CLS sker afviklingen af valutahandler efter payment versus payment princippet: Begge parter i en handel indberetter deres handelsinstruktioner til CLS, som derefter sørger for, at der ikke udbetales til nogen af parterne, før begge indbetalinger er endelige.

For at sikre, at der er dækning for beløbene, skal alle betalinger foregå via centralbankerne, fx Nationalbanken, for de deltagende landes valutaer.

CLS tilbyder afvikling af valutahandler i amerikanske, canadiske, australske, newzealandske, Singapore og Hongkong dollar, euro, britiske pund, schweizerfranc, japanske yen, sydkoreanske won, sydafrikanske rand, mexicanske peso, israelske shekel, ungarske forint samt danske, norske og svenske kroner.