Globale spændinger, stigende boligpriser og cybertruslen dominerer risikobilledet

Den geopolitiske usikkerhed steg markant efter de militære angreb i Mellemøsten den 28. februar og er forblevet på et højt niveau, se figur 1. Transport af energi igennem Hormuzstrædet er blevet forstyrret, hvilket har medført betydelige prisstigninger på især olie, men også gas.¹ Mål for geopolitisk risiko har ligget over det historiske gennemsnit de seneste år, hvilket har bidraget til udsving på internationale finansielle markeder.

Stigningerne i olie- og gaspriser har løftet de 1-årige inflationsforventninger i både euroområdet og USA. Dog indikerer markedsaktørernes forventninger til de fremtidige niveauer for inflationen og olie- og gaspriser, at effekten på inflationen aktuelt ventes at være midlertidig, se figur 2. Der er imidlertid fortsat stor usikkerhed om de afledte økonomiske konsekvenser af krigen i Mellemøsten, og et længerevarende forløb kan indebære risiko for, at inflationen bliver højere, end markederne aktuelt forventer.²

Skiftende forventninger til udviklingen i de pengepolitiske renter
kan øge udsvingene på obligationsmarkederne

I løbet af 1. halvår 2026 har de højere inflationsforventninger ført til et skifte i markedsdeltagernes forventninger til udviklingen i de pengepolitiske renter. Overordnet forventer markedsdeltagerne højere pengepolitiske renter i USA og euroområdet, sammenlignet med forventningerne i februar 2026 inden starten på krigen i Mellemøsten, se figur 3. Både ECB og Federal Reserve fastholdt de pengepolitiske renter på de nuværende niveauer ved deres rentemøder i slutningen af april.³

Højere usikkerhed blandt markedsdeltagere om det fremtidige niveau af de pengepolitiske renter har bidraget til øgede udsving på obligationsmarkederne i Europa, se figur 4.

Statsgælden i en række af de største globale økonomier er fortsat høj, og prognoser fra IMF peger på, at gælden i verden vil øges yderligere over de kommende år.⁴ Udsigt til højere gældsniveauer og fortsatte budgetunderskud indebærer en risiko for, at markedsdeltagerne vurderer, at gældsniveauerne er uholdbare, hvilket kan lægge yderligere pres på de offentlige finanser i lande med høje gældsniveauer. På trods af sunde offentlige finanser i Danmark kan presset her også øges, fx hvis udfordringer i international økonomi øger behovet for nye politiske tiltag.⁵

De finansielle markeder i Danmark kan også påvirkes af usikkerheden gennem integration med internationale markeder. Internationalt er kreditspænd mellem statsrenterne fortsat relativt lave, hvilket skal ses i lyset af høj risikoappetit i markederne. Lavere økonomisk vækst i et scenarie med vedvarende høje energiomkostninger kan bidrage yderligere hertil.⁶

Der er samtidig tegn på, at internationale stats- og pengemarkeder i stigende grad er forbundne. Det kan forstærke markedsbevægelser i forløb med store og pludselige udsving. De seneste år har der været en opbygning af investeringer på statsobligationsmarkederne fra prisfølsomme investorer, der har finansieret investeringerne med korte lån via pengemarkederne. Det er særligt tilfældet i USA og Storbritannien.⁷ Den korte løbetid på lånene øger refinansieringsrisikoen hos disse investorer. Forbundetheden kan medføre, at problemer på et af markederne kan skubbe til sårbarheder i et andet marked, især i forbindelse med refinansiering af lån med kort løbetid i faldende markeder.

Fortsat høj risikoappetit trods høj geopolitisk usikkerhed

Den globale økonomi har hidtil været modstandsdygtig over for øget geopolitisk usikkerhed, herunder handelspolitisk usikkerhed. Den Internationale Valutafond, IMF, forventer i sit hovedscenarie fortsat moderat vækst i verdensøkonomien i 2026 og 2027, se figur 5.

Udviklingen i den globale økonomi i de kommende år er dog præget af høj usikkerhed, særligt knyttet til udviklingen i krigen i Mellemøsten og dens påvirkning på energipriserne. I det hårdeste risikoscenarie, hvor energipriserne øges yderligere og stigningerne er vedholdende igennem 2027, kan væksten i den globale økonomi ifølge IMF falde og nærme sig et niveau, som blot er set fire gange siden 1980 – senest under finanskrisen og coronapandemien.⁸

Den højere geopolitiske usikkerhed har bidraget til udsving på internationale finansielle markeder. Investorernes risikoappetit er fortsat høj, hvilket bl.a. afspejles i fortsat lave kreditspænd på højrenteobligationer i både USA og euroområdet set i forhold til de seneste seks år, se figur 6. Heller ikke på aktiemarkederne er usikkerheden kommet til udtryk ved markante prisfald. Selvom aktiemarkederne i 2026 har været præget af udsving, ligger risikopræmierne fortsat på et relativt lavt niveau. Det amerikanske S&P 500-indeks havde udsving i starten af 2026, men er siden steget betydeligt.

Stigende forbundethed mellem de amerikanske
AI- og softwaresektorer og private credit-markedet

Den hastige udvikling i kunstig intelligens, AI, påvirker i stigende grad den finansielle sektor og de finansielle markeder. IMF peger i den forbindelse på, at udviklingen i AI også medfører en risiko, og at det kan lægge pres på nogle banker internationalt.⁹

Usikkerhed om indtjeningsmulighederne i dele af AI- og softwaresektoren har bidraget til kursudsving blandt amerikanske teknologiselskaber,¹⁰ hvilket illustrerer risikoen for hurtige stemningsskift. Risikoopfattelsen over for teknologisektoren har relativt stor betydning for de brede aktieindeks, da teknologiaktier udgør en betydelig del heraf.

Investeringer i AI har været i markant vækst de senere år, især i USA. Obligationsudstedelser blandt de største amerikanske AI-selskaber steg kraftigt i 2025, ligesom anvendelse af komplekse og ikke-balanceførte gældsstrukturer er øget.¹¹ Udviklingen er med til at reducere gennemsigtigheden i AI-virksomhedernes finansielle risici. Kompleksiteten i sektoren forstærkes af, at virksomhederne i stigende grad er indbyrdes afhængige både i forhold til kapital, services og infrastruktur, hvilket øger risikoen for afsmittende effekter selskaberne imellem. AI-virksomhedernes investeringer bliver samtidig i stigende grad finansieret uden om banker og i stedet gennem private credit, se boks 1.

Generelt er private credit-fondes eksponering mod AI- og softwarevirksomheder vokset markant. Bekymringer om AI’s betydning for software-virksomheders indtjeningsmuligheder har derfor også medført uro i forhold til dele af private credit-segmentet. Det afspejles bl.a. i øget indløsningspres fra investorerne på tværs af flere private credit-fonde samt større kursfald for de amerikanske investeringsfonde, som er mest eksponeret mod software-sektoren gennem direkte lån.¹² Disse investeringsfonde, såkaldte business development companies, er kendetegnet ved, at de yder direkte lån til mindre virksomheder og ofte anvender semilikvide strukturer for at appellere til især detailinvestorer.¹³ De semilikvide strukturer er bl.a. karakteriseret ved, at indløsninger typisk sker periodisk og ofte er begrænsede. De underliggende lån, dvs. de lån, som fondene har givet, er vanskelige at omsætte i stress, og IMF peger på, at et salg af større låneporteføljer i givet fald vil kræve betydelige prisnedslag. Indløsningspres kombineret med lav likviditet i de underliggende lån understreger en sårbarhed ved semilikvide produkter i private credit-markedet. IMF vurderer dog, at der er begrænsede systemiske risici forbundet med dette likviditets-mismatch, idet de semilikvide produkter fortsat udgør en begrænset andel af private credit-markedet.¹⁴

Begrænsede direkte eksponeringer mod
private credit hos danske finansielle virksomheder

Den internationale udvikling inden for private credit kan også få betydning for den finansielle sektor. Internationalt er banker ofte involveret i finansiering til private credit-fonde eller som modparter i strukturerede løsninger¹⁵. Bankernes kredit- og likviditetsrisici relateret til private credit-fonde kan materialiseres i et stress-scenarie, hvor værdifald eller konkurser kan lede til tab, og øget træk på fondenes kreditlinjer kan påvirke bankernes likviditet. Samtidig ses et vist sammenfald mellem selskaber, som er ejet af private equity-fonde, og selskaber, som låner på det amerikanske private credit-marked, se boks 1. Dette sammenfald betyder, at hvis investeringsmidler trækkes hurtigt ud af private credit-fonde, kan det føre til tab i private equity-fonde i USA.

Den direkte eksponering for danske banker vurderes at være begrænset, men internationale sammenkoblinger og sammenfald af investorer medfører, at et negativt stød på private credit-markedet potentielt kan transmitteres bredt i det finansielle system.

Danske pensionsselskaber er også eksponeret mod kredit uden om banksektoren gennem direkte lån og unoterede obligationer udstedt af ikke-finansielle virksomheder,¹⁶ herunder også igennem investeringer i private credit-fonde. Ved udgangen af 2024 udgjorde pensionsselskabers eksponeringer mod direkte lån, private credit-fonde og unoterede erhvervsobligationer samlet set mellem 4 og 8 pct. af investeringsmidlerne, afhængigt af pensionsordning, se figur 7.

Danske borgeres eksponering mod kryptoaktiver er fortsat begrænset

Kryptoaktiver har i de senere år fået opmærksomhed internationalt. Det ses både i en voksende markedsværdi og en række nye politiske og regulatoriske initiativer i bl.a. USA og EU. I Danmark vurderes ejerskab af kryptoaktiver i dag ikke at udgøre en risiko for den finansielle stabilitet. I Nationalbankens undersøgelse fra efteråret 2025 fremgår det, at 4 pct. af borgere i Danmark har angivet at eje kryptoaktiver (såsom bitcoin) i 2025, se figur 8, svarende til ca. 200.000 borgere. Samtidig har de fleste ejere af kryptoaktiver relativt små beholdninger.¹⁷ Resultaterne er på niveau med Nationalbankens undersøgelse fra 2023.

Den indirekte eksponering mod kryptoaktiver gennem aktier eller fonde er imidlertid steget siden 2023, drevet af både borgeres køb af værdipapirer og værdistigninger, se figur 9. Udviklingen er særligt drevet af amerikanske selskaber med eksponeringer mod bitcoin. Samtidig har kapitalfonde i de senere år lanceret investeringsprodukter, som følger udviklingen i udvalgte kryptoaktiver. Danske borgeres indirekte eksponering udgjorde knap 2 mia. kr. i februar 2026, svarende til blot ca. 0,4 pct. af deres samlede aktiebeholdninger.

Væksten i boligpriserne er fortsat markant i og omkring København og i et tempo, som giver anledning til bekymring. Bekymringen skyldes ikke mindst, at der er tegn på, at udviklingen i stigende grad kan være forventningsdrevet, og at prisvæksten i København er begyndt at sprede sig til omkringliggende kommuner. Risikoen for et prisfald øges, i takt med at prisstigningerne på det københavnske boligmarked fortsætter. Udlånet til ejerlejligheder i Københavns Kommune udgør kun omkring 7 pct. af institutternes samlede boligudlån. For kreditinstitutterne udgør risikoen primært, at de selvforstærkende dynamikker, som aktuelt præger boligmarkedet i København, spreder sig til større dele af landet. Kreditvæksten er fortsat moderat på landsplan, men er taget til i hovedstadsområdet. I den aktuelle situation med konkret risikoopbygning er det afgørende, at kreditinstitutterne fastholder sunde kreditprincipper, og at der ikke lempes på lånereglerne, som de seneste mange år har bidraget til robusthed ved at rammesætte husholdningernes gældsætning.

Væksten i boligpriserne i København er markant
og spreder sig til de omkringliggende kommuner

I løbet af det seneste år har boligmarkedet i hovedstaden været præget af markante prisstigninger på ejerlejligheder, og i 4. kvartal 2025 var ejerlejlighedspriserne i Københavns Kommune 25 pct. højere end i samme periode året før, se figur 10. I samme periode er priserne på enfamiliehuse på landsplan steget med omkring 7 pct., hvilket er mere moderat, men stadig højt historisk set. Ifølge de nyeste tal fra Boligsiden er prisstigningerne fortsat i 2026, og der ses nu også store stigninger i Aarhus, hvor priserne på ejerlejligheder steg med tæt på 19 pct. fra april 2025 til april 2026, ligesom år-til-år-prisvæksten for enfamiliehuse i landet som helhed også er tiltaget til knap 9 pct. i april.

Ejerlejlighedspriserne i København er steget mere, end hvad der virker foreneligt med udviklingen i indkomster, og prisvæksten kan indikere, at forventninger om højere fremtidige boligpriser også påvirker efterspørgslen ud over fundamentale forhold såsom indkomst og renter. Den nuværende ekstraordinære prisvækst på over 20 pct. kan i sig selv være et tegn på, at prisvæksten er drevet af forventninger og må vurderes at være uholdbar.¹⁸

Boligøkonomisk Videncenters seneste forventningsundersøgelse indikerer også, at forventninger kan spille en rolle på boligmarkedet. Her angav knap 70 pct. potentielle førstegangskøbere frygt for stigende boligpriser som en del af motivationen for at overveje boligkøb. Det er en markant stigning i forhold til blot få år tidligere, hvor andelen med samme motivation var 40 pct. i 2023. Undersøgelsen viser også en øget forventning til at opnå en kapitalgevinst som motivation for første boligkøb, herunder en stigning fra 45 til 55 pct. i samme periode.¹⁹

Nationalbankens egen forventningsundersøgelse baseres på svar fra alle husholdninger, herunder også dem, der allerede ejer en bolig. Undersøgelsen viser, at forventninger til fremtidige boligpriser har været svagt stigende de seneste år i hovedstadsområdet og tilmed har vist store udsving i marts og april, se figur 11. Det vurderes samlet set, at sandsynligheden for en forventningsdrevet boligprisudvikling er tiltaget. Hvis selvopfyldende forventninger driver udviklingen til boligpriserne, stiger risikoen for en korrektion, da priserne på et tidspunkt vil skulle tilpasses det fundamentale niveau.²⁰

Den høje boligprisvækst i København er begyndt at sprede sig til de omkringliggende kommuner. Boligprisvæksten har været høj i kommunerne tættest på København fra 4. kvartal 2024 til 4. kvartal 2025, se figur 12. Til sammenligning var den årlige boligprisvækst i de foregående år på et lavere og mere ensartet niveau på tværs af kommunerne omkring København.

Når boligpriserne i København stiger, er det naturligt, at nogle købere vil søge mod nærliggende områder, hvor boligpriserne er lavere. Set i det lys kan den stigende boligprisvækst i de omkringliggende kommuner potentielt være udtryk for en sund tilpasning, hvor presset på det københavnske boligmarked reduceres. Sådan kan de omkringliggende områder fungere som en stabiliserende mekanisme for de områder, hvor boligefterspørgslen stiger mest.

Men hvis boligprisudviklingen i København i stigende grad er drevet af overoptimisme, kan spredningen indebære, at flere boligejere og områder kan blive ramt i tilfælde af en korrektion på boligmarkedet. Boligpriserne har i en lang årrække fulgt en opadgående trend, men den trend har tidligere periodevist været afbrudt af boligprisfald, hvilket også var tilfældet under og efter finanskrisen.

Kreditvæksten er stigende i områder med høj boligprisvækst

Igennem 2025 er kreditvæksten taget til i de områder, hvor boligpriserne er steget mest, se figur 13. Kreditvæksten i København er øget fra ca. 4 pct. år-år i 2. kvartal 2025 til ca. 7 pct. år-år i 4. kvartal 2025.

For landet som helhed er væksten i boligudlånet mere moderat med en stigning på knap 4 pct. år-år i februar 2026, se figur 14. Den stigende udlånsvækst er primært drevet af en stigende anvendelse af variabelt forrentede lån, hvilket skal ses i lyset af, at de korte realkreditrenter er faldet mere end de lange renter siden toppen i 2023. Den stigende anvendelse af variabelt forrentede lån er med til at øge husholdningernes følsomhed over for stigende renter, hvilket også afspejles i den gennemsnitlige rentebinding, som er på det laveste niveau i over et årti²¹. Samlet set er udlånsvæksten overvejende knyttet til boligkøb snarere end merbelåning.²²

Højere gældsfaktor blandt de seneste købere, og boligbyrden er fortsat høj

Den stigende kreditvækst i København kommer også til udtryk i boligkøbernes gældsfaktor, som angiver forholdet mellem den samlede boliggæld i husstanden og husstandens samlede indkomst. Således er gældsfaktoren steget og nærmer sig i 3. kvartal 2025 niveauet fra seneste top i 2021, hvor negative renter gjorde det markant billigere at låne til boligkøb, se figur 15. For landet som helhed er gældsfaktoren steget i et mere begrænset omfang. Den aktuelt stigende gældsfaktor indikerer, at boligkøberne nu må gældsætte sig hårdere for at kunne følge med prisudviklingen.

Det høje prisniveau i København afspejles også i boligbyrden, hvor både den faktiske og stiliserede boligbyrde ligger på meget høje niveauer, se figur 16. Den faktiske boligbyrde angiver boligkøbernes udgifter til gældsservicering i forhold til indkomst. Den faktiske boligbyrde kan kun opgøres til og med 2. kvartal 2025, og de seneste meget kraftige prisstigninger er derfor ikke afspejlet i udviklingen. Fra 2024 og frem til medio 2025 udviklede den faktiske boligbyrde sig relativt stabilt, og i medio 2025 var niveauet for den faktiske boligbyrde tæt på den seneste historiske top. Det afspejler bl.a. øget brug af variable lån, som isoleret set medvirker til at reducere boligbyrden.

Den stiliserede boligbyrde repræsenterer en stiliseret beregning af en gennemsnitlig boligkøbers boligudgifter i forhold til indkomst i det første år under antagelse af fuld belåning og fast rente med afdrag. Den stiliserede boligbyrde udtrykker således det overordnede forhold mellem boligpriser, indkomst, renter og andre strukturelle forhold såsom fx boligskatter. Den stiliserede boligbyrde ligger betydeligt højere end den faktiske boligbyrde og har desuden udvist en tydeligt opadgående tendens de seneste mange år, særligt i København. Den fladere udvikling i den faktiske boligbyrde afspejler dog også en generel bevægelse imod mere økonomisk stærke boligkøbere, ikke mindst i København.²³ Det kommer fx til udtryk, ved at boligkøberne har højere indkomster og lægger større udbetalinger.

Samlet set har boligkøberne hidtil fremstået robuste, men udviklingen peger på to samtidige, modsatrettede mekanismer blandt boligkøberne: På den ene side er den højere gældsfaktor blandt nye købere med til at øge sårbarheden over for negative stød som fx ledighed og rentestigninger. På den anden side bidrager de større udbetalinger og dermed lavere belåningsgrader til at øge boligkøbernes robusthed i tilfælde af et boligprisfald.

Voksende udbredelse af realkreditlignende banklån

Boligfinansieringen i Danmark domineres af realkreditlån, som udgør 86 pct. af det samlede boligudlån. Væksten i realkreditudlånet er aktuelt drevet af variabelt forrentede lån, mens væksten i bankernes boligudlån i høj grad er drevet af realkreditlignende banklån (også kaldet prioritetslån), som de seneste år er blevet mere anvendt i den danske boligfinansiering, se figur 17. Ultimo 2025 udgjorde realkreditlignende banklån lidt over 8 pct. af det samlede boligudlån, svarende til omkring 165 mia. kr.

Væksten i realkreditlignende banklån skal bl.a. ses i lyset af den generelle renteudvikling, hvor de stigende renter og stejlere rentekurve siden 2022 har øget efterspørgslen efter variabelt forrentede lån. Her bliver de realkreditlignende banklån i stigende grad brugt som alternativ til de variabelt forrentede realkreditlån. Omvendt medvirkede de meget lave lange renter i 2020 og 2021 til en øget udbredelse af fastforrentede realkreditlån.

Udbredelsen af realkreditlignende banklån har varieret siden pengeinstitutterne fik mulighed for at udstede særligt dækkede obligationer i 2007²⁴. Udbredelsen bremsede op i 2011-2012 i takt med, at renterne og boligpriserne faldt, og lån generelt migrerede til realkredit. Fra 2014-2018 voksede udbredelsen i forlængelse af Jyske Banks fusion med BRFkredit og anvendelsen af fælles funding.^{25, 26} Realkreditlignende banklån bevilget direkte på bankernes balance faldt støt fra 2014 til 2021, hvorefter der igen ses vækst i produktet, både på bankernes balancer og via fælles funding, herunder via Totalkreditsamarbejdet.

Den øgede udbredelse af realkreditlignende banklån skal også ses i lyset af konkurrencen på markedet for boliglån. Institutterne kan finansiere realkreditlignende banklån med både indlån og obligationsudstedelse, mens realkreditlån altid finansieres ved udstedelse af obligationer. De regulatoriske krav til likviditet sætter begrænsninger for, i hvor høj grad bankerne kan øge deres realkreditlignende banklån finansieret med indlån.

Realkreditlignende banklån adskiller sig bl.a. fra sammenlignelige realkreditlån ved, at prissætningen af lånet typisk sker på baggrund af individuelle kundeforhold inden for nogle renteintervaller fastsat af banken. Realkreditlån til husholdninger prissættes af institutterne gennem bidragssatsen, der typisk afhænger af belåningsgrad og med tillæg for fx afdragsfrihed. Det kan betyde, at realkreditlignende banklån kan være særligt attraktive for bankkunder, der har en god forhandlingsposition fx i form af et stort kundeomfang, god kreditkvalitet og/eller besiddelse af attraktive ejendomme. På den anden side kan det også betyde højere rente relativt til realkredit for kunder, som har en mindre god forhandlingsposition.

Målt på nyudlånet er den typiske belåningsgrad af realkreditlignende banklån en smule lavere end i nyudlånet af variabelt forrentede realkreditlån, se figur 19. Forskellene i gældsfaktorer (gæld i forhold til indkomst) er ligeledes begrænsede, se figur 20. De små forskelle skal ses i lyset af, at husholdninger, der optager boliglån, generelt er økonomisk robuste bl.a. på grund af den finansielle regulering og institutternes egne kreditpolitikker.

Anvendelsen af realkreditlignende banklån varierer på tværs af landet. Opgjort på kommuneniveau udgør realkreditlignende banklån mellem 4 og 14 pct. af boliglånet. Andelen er højere i og omkring de største byområder samt i Midtjylland, se figur 18.

I den aktuelle situation vurderes forskelle i kapitalkrav på tværs af kunders bonitet ikke at kunne begrunde, at realkreditlignende banklån prissættes betydeligt anderledes end variabelt forrentede realkreditlån. Det understøttes af de observerede priser på de eksisterende realkreditlignende banklån.

En større udbredelse af realkreditlignende banklån må forventes at hænge sammen med en højere grad af prissætning af boligfinansiering på baggrund af individuelle kundeforhold. Priserne på boliglån må i takt med en større udbredelse af låntypen forventes at afspejle de individuelle risici og kapitalomkostninger, mere end de gør i dag. Boniteten i danske boliglån er generelt høj, og forskellene i kapitalomkostninger er begrænsede. Variationen i priser mellem kunderne forventes dermed ikke at blive markant større, end hvad der allerede observeres i dag.

Samlet set vurderes den nuværende udvikling i realkreditlignende banklån ikke at udgøre en trussel for den finansielle stabilitet. Som nævnt ovenfor er der ikke tegn på større forskelle i kreditkvaliteten mellem realkreditlignende banklån og realkreditlån eller ændringer heri, og finansieringsmodellen for de realkreditlignende banklån er dækket af den fælleseuropæiske regulering. Boligfinansiering er imidlertid centralt for den finansielle stabilitet, og det er derfor vigtigt at følge udviklingen.

Det er afgørende, at sunde kreditprincipper fastholdes

Stød til boligmarkedet har tidligere spredt sig til andre dele af økonomien og forstærket en økonomisk tilbagegang. I kølvandet på finanskrisen blev der implementeret en række låneregler for at indhegne konsekvenser af fremtidige stød til økonomien. Disse har medvirket til et mere robust udgangspunkt, bl.a. ved at sætte krav til egenfinansiering, hvilket har bidraget til de lavere belåningsgrader. Ikke desto mindre er risikobilledet for boligmarkedet generelt skærpet. Det gælder i særdeleshed i og omkring København. I den aktuelle situation er det derfor afgørende, at kreditinstitutterne fastholder de sunde kreditprincipper, der er rammesat i de danske låneregler. På samme måde er det afgørende, at der fra politisk hold ikke lempes på lånereglerne. Tværtimod er det netop nu, hvor der er konkret risikoopbygning på det københavnske boligmarked, at lånereglerne skal stå deres prøve.

Erhvervskunderne fremstår robuste trods geopolitiske spændinger

Krigen i Mellemøsten og geopolitiske spændinger øger den generelle usikkerhed og risiko for et økonomisk tilbageslag. En global økonomisk afmatning vil uundgåeligt også påvirke Danmark, hvor bankernes erhvervskunder dog overordnet har et godt udgangspunkt. Samlet set er bankernes nedskrivninger på erhvervsudlån lave (se også kapitel 5, Bankernes indtjening er i høj grad drevet af den generelle økonomiske udvikling), og andelen af nødlidende lån er faldet svagt, se figur 22.

De lave nedskrivninger og den begrænsede andel af nødlidende lån skal også ses i lyset af, at data fra en gruppe virksomheder indikerer forbedret indtjening og soliditet de seneste år, se figur 23.²⁸

Andelen af udlån til erhvervskunder med lav gældsserviceringsgrad og soliditet toppede ved udgangen af 2023 som følge af de forudgående rentestigninger. Efterfølgende faldt andelen, se figur 24. Sammenlignet med udgangen af 2023 er renterne på nye bank‑ og realkreditudlån i dag faldet med omkring 1,5 - 2 procentpoint.

Flere erhvervskunder vil få lav gældsserviceringsevne
ved højere energi- og gældsomkostninger

Krigen i Mellemøsten medfører en risiko for virksomheder gennem øgede energi- og finansieringsomkostninger. Virksomhedsdata i figur 23 går kun til og med 2025 og illustrerer således ikke, hvordan virksomheder i Danmark er blevet påvirket af krigen i Mellemøsten. I lyset af den høje usikkerhed undersøges i det følgende et risikoscenarie, hvor energipriserne stiger markant, kombineret med rentestigninger på 1-3 procentpoint, se boks 2.²⁹ I risikoscenariet antages gennemsnitspriserne i 2026 på olie, gas og el at stige til henholdsvis 135 dollar pr. tønde, 91 euro pr. MWh og 181 euro pr. MWh.

Højere priser på energi skønnes samlet set at medføre en begrænset stigning i andelen af kreditinstitutternes erhvervskunder med en lav gældsserviceringsevne og soliditetsgrad, se figur 24. Den begrænsede stigning skal ses i lyset af erhvervskundernes generelt stigende driftsindtjening og soliditet de senere år, hvilket øger robustheden over for omkostningsstød.

I et scenarie, hvor både energipriserne og renteudgifterne på virksomhedernes gæld stiger, vil flere erhvervskunder både have en lav soliditetsgrad og utilstrækkelig løbende indtjening til at kunne dække deres gældsomkostninger. En rentestigning på 1 procentpoint øger andelen af bankudlånet til disse virksomheder med omkring 1 procentpoint i forhold til det aktuelle niveau, mens andelen for realkreditudlånet øges med knap 1,5 procentpoint. Ved rentestigninger på 2 og 3 procentpoint stiger andelene markant mere. For bankudlån ventes andelen fortsat at være lavere i scenarierne end ved udgangen af 2023, mens andelen for realkreditudlånet i scenarierne overstiger niveauet ved udgangen af 2023.

På kort sigt kan et øget pres på virksomhedernes evne til at opfylde deres gældsforpligtelser føre til øget efterspørgsel efter fx likviditet i bankerne. Ca. 11 pct. af bankernes erhvervsudlån udgøres af kunder med både lav soliditetsgrad og lav gældsserviceringsevne. De fleste virksomheder har god mulighed for at anmode om lånefaciliteter hos bankerne, hvis de får behov for yderligere likviditet. I et scenarie med vedvarende høje energipriser og låneomkostninger må nogle virksomheder med svage nøgletal forventes at gå konkurs. Det understreger vigtigheden af, at bankerne holder fast i en grundig kreditvurdering. Bankerne vurderes at være i stand til at håndtere den direkte kreditrisiko, som stigende energipriser og renteudgifter for deres erhvervskunder kan resultere i.

Et scenarie med højere energipriser og inflation med heraf afledt global afmatning vil imidlertid have afledte effekter på dansk økonomi i form af bl.a. lavere efterspørgsel og forringede indtjeningsmuligheder for virksomhederne. Disse afledte effekter er ikke medtaget i scenarieberegningerne i figur 24. Den finansielle sektors samlede modstandskraft over for en recession vurderes i Nationalbankens stresstest, se kapitel 6, Alle institutter klarer Nationalbankens stresstest.

Nye krav til de mindst energieffektive erhvervsejendomme

Ejendomsværdier på erhvervsejendomsmarkedet kan blive påvirket af nye krav til energieffektivisering. Kravene medfører, at nogle ejere af erhvervsejendomme påføres omkostninger til at foretage energirenoveringer. Erhvervsejendomme udgjorde ultimo 2025 pant bag ca. 37 pct. af det samlede erhvervsudlån i Danmark, se boks 3.

De systemiske kreditinstitutters indtjening er fortsat på et relativt højt niveau set over en længere årrække. De systemiske kreditinstitutters resultat før skat udgjorde 62 mia. kr. i 2025, hvilket er en svag nedgang sammenlignet med 2024, se figur 25. Resultatet svarer til en årlig egenkapitalforrentning på 14 pct. før skat. Nedgangen i resultatet er hovedsageligt drevet af en lavere basisindtjening. Derudover er resultatet fortsat understøttet af positive kursreguleringer og lave nedskrivninger.

Faldet i basisindtjeningen er primært drevet af lavere nettorenteindtægter, mens nettogebyrindtægter har været omtrent uændrede, se figur 26. Der har været et betydeligt fald i renterne fra 2024 til 2025, hvilket har bidraget til at indsnævre rentemarginalerne og reducere nettorenteindtægterne med ca. 5 mia. kr. Renteniveauet har en væsentlig betydning for institutternes indtjening. Markedet forventer stigende renter fremadrettet (se også kapitel 2, Geopolitisk uro har skabt udsving på de finansielle markeder), hvilket vil bidrage til fortsat høje nettorenteindtægter.

Det høje indtjeningsniveau i 2025 har givet institutterne mulighed for at udlodde en høj andel af årets overskud. Deres udlodning ligger mellem 60 og 100 pct. af deres overskud for 2025.³⁰

Rentemarginalerne har stabiliseret sig

Bankernes indlånsmarginaler til husholdninger og ikke-finansielle selskaber er faldet betydeligt siden toppen i 2023, men har i 2. halvår 2025 vist tegn på stabilisering, i takt med at pengemarkedsrenten er fladet ud, se figur 27. Indlånsmarginalerne er på et højere niveau sammenlignet med under lavrentemiljøet frem til 2022, hvor bankernes nettorenteindtægter var presset af det lave renteniveau.

Udlånsmarginalerne er til gengæld stabiliseret på et forholdsvist lavt niveau, se figur 28. Det lave niveau for udlånsmarginalerne skal ses i lyset af, at bankerne fortsat melder om hård konkurrence om erhvervskunderne og svagt lempede kreditstandarder gennem 2025, ifølge Nationalbankens udlånsundersøgelse.

Bankernes indtjening har i høj grad
været drevet af den makroøkonomiske udvikling

Bankernes indtjening afspejler i høj grad de makroøkonomiske konjunkturer og udviklingen på de finansielle markeder. I perioder med økonomisk fremgang er der typisk høj efterspørgsel efter lån, mens misligholdelser og konkurser er begrænsede, hvilket holder nedskrivningerne nede. Omvendt vil et konjunkturtilbageslag medføre højere nedskrivninger, som det var tilfældet bl.a. i forbindelse med finanskrisen.³¹

Da bankernes indtjening påvirkes af de samme underliggende økonomiske variable, er der en tydelig tendens til, at bankernes indtjening følger hinanden over tid – dog med variationer, der bl.a. afspejler forskelle i bankernes forretningsmodeller, se figur 29. I de senere år har især højere nettorenteindtægter løftet indtjeningen, hvilket i høj grad kan henføres til det højere renteniveau. Generelt afhænger nettorenteindtægterne af flere forhold, herunder renteniveau, rentekurvehældning og konjunktursituationen. I perioder med lavkonjunktur vil bankerne typisk øge rentemarginalen for at modgå øgede kreditrisici og modvirke en faldende indtjening. Omvendt vil rentemarginalen ofte indsnævres under en højkonjunktur, da bankerne er mere optimistiske i deres vurdering af tabsrisikoen. Det var også tilfældet i årene op til finanskrisen, hvor en indsnævring af rentemarginalen bidrog til faldende nettorenteindtægter, når der tages højde for balanceudviklingen, se figur 30.

Aktuelt ligger institutternes indtjening på et relativt højt niveau. Indtjeningen er institutternes første værn mod tab og styrker således sektorens robusthed. Økonomisk fremgang i det seneste årti har resulteret i lave nedskrivninger, men nedskrivningerne kan hurtigt stige i tilfælde af en væsentlig forringelse af konjunktursituationen. Det understreger vigtigheden af, at institutterne opretholder en robusthed, der gør dem i stand til at modstå et skift i konjunkturerne.

I Nationalbankens stresstest kan institutterne samlet set modstå en hård recession. Samtidig viser stresstesten, at enkelte institutter kommer tæt på kapitalkravene.

Alle institutter klarer en hård recession i Nationalbankens stresstest

Nationalbanken stresstester hvert halve år den finansielle sektor³² for at vurdere, om institutterne holder tilstrækkelig kapital til at overholde myndighedernes kapitalkrav i et konjunkturforløb, som er værre end det forventede. Fokus er på et hårdt recessionsscenarie, som afspejler en markant tilbagegang i dansk økonomi, se boks 4.

Alle institutter klarer det hårde recessionsscenarie. Udviklingen for de systemiske institutter er vist i figur 31. Fraregnet den kontracykliske kapitalbuffer, som antages frigivet, holder sektoren samlet set overdækning til de risikobaserede kapitalkrav i det hårde recessionsscenarie, men enkelte institutter kommer tæt på at bryde kapitalbevaringsbufferen. Ved udgangen af scenariet har de systemiske institutter en gennemsnitlig overdækning på 3 pct, mens de resterende institutter holder en overdækning på 6,6 pct.

Parallelt med de risikobaserede kapitalkrav skal alle kreditinstitutter opfylde et minimumskrav til kernekapitalen på 3 pct. af de ikke-risikovægtede eksponeringer, også kendt som gearingskravet³³. Samtidig skal institutterne opfylde et krav til nedskrivningsegnede passiver, det risikobaserede NEP-krav. NEP-kravet har til formål at sikre, at institutterne kan restruktureres eller afvikles på en måde, der minimerer behovet for offentlige midler og samtidig forebygger betydelige negative konsekvenser for den finansielle stabilitet. I det hårde recessionsscenarie opfylder samtlige institutter gearingskravet og opretholder overdækningen til NEP-kravet.³⁴

Stresstest af institutternes kapitalmålsætning viser,
at enkelte systemiske institutter kan blive udfordrede

En stresstest baseret på de systemiske institutters kapitalmålsætninger viser, at enkelte institutter ikke er i stand til at opretholde en overdækning i forhold til de samlede risikovægtede kapitalkrav i det hårde recessionsscenarie, hvis deres kapitalisering i udgangspunktet var på niveau med deres målsætning, se figur 32. 

Kapitalmålsætningerne spiller en central rolle i at sikre, at institutterne er tilstrækkeligt kapitaliserede. Kapitalmålsætningen bør være tilstrækkelig høj til, at institutterne kan modstå et institutspecifikt stød og generelt makroøkonomisk stress uden at bryde med det kombinerede bufferkrav (ekskl. den kontracykliske kapitalbuffer).³⁵ Nationalbankens stresstest af institutternes kapitalmålsætninger indikerer, at enkelte institutter bør overveje at øge deres kapitalmålsætning.

Krav til banker om udvikling af klimastresstest

Europæiske banker skal fremover udvikle klimastresstest med scenarier, hvor klimarelaterede risici materialiserer sig over en 5-årig periode, se boks 5. Den finansielle sektor i Danmark har i forvejen arbejdet med klimarelaterede risici i en årrække, herunder også scenariebaserede analyser og indsamling af data på tværs af sektoren.

Forenkling af den finansielle regulering må ikke svække finansiel stabilitet

Den finansielle regulering efter finanskrisen har bidraget til, at de europæiske bankers robusthed er styrket markant. Regelsættet er omfattende og udmøntet i både lovgivning, tekniske standarder og vejledninger, hvilket bidrager til høj kompleksitet og rapporteringsbyrder for bankerne. Med afsæt i Europa-Kommissionens overordnede dagsorden om regelforenkling og bedre implementering er forenkling af den finansielle regulering et politisk mål på EU-niveau. Forenklingsarbejdet sigter mod mindre kompleksitet, færre overlap og større proportionalitet, samtidig med at robustheden fastholdes.

I februar 2026 igangsatte Europa-Kommissionen en høring om banksektorens konkurrenceevne. I Nationalbankens svar lægges vægt på at fastholde kernen i den finansielle regulering, dvs. kapitalkrav, likviditetskrav og regler for håndtering af nødlidende institutter. Forenkling bør derfor ske ved at reducere unødig kompleksitet og fragmentering, herunder via mere harmonisering og større brug af forordninger frem for direktiver. Nationalbanken peger desuden på områder, hvor reglerne med fordel kan forenkles.³⁶

Flere europæiske myndigheder har afgivet høringssvar til EU-Kommissionen, bl.a. Eurosystemet^{37, 38} og EBA.³⁹ I lighed med Nationalbanken ser de ikke reguleringen som en hindring for bankernes udlån og muligheder for finansiering. Samtidig stiller de sig åbne for at nedbringe administrative byrder, så længe det ikke svækker finansiel stabilitet. De lægger også vægt på harmonisering på tværs af EU for at fjerne fragmentering af det indre marked.

I arbejdet med regelforenkling nedsatte ECB en High-Level Task Force, som i december 2025 bl.a. pegede på, at kapitalbufferstrukturen kunne gøres enklere⁴⁰. Konkret foreslog ECB at samle de nuværende fire centrale kapitalkravsbuffere til to: Den kontracykliske kapitalbuffer og den systemiske buffer slås sammen til én buffer, der ville kunne reduceres eller frigives, når de økonomiske forhold tilsiger det. Kapitalbevaringsbufferen og bufferen for systemisk vigtige institutter foreslås ligeledes samlet til én buffer, som ikke ville kunne frigives under stress.⁴¹

EU står over for store investeringsbehov de kommende år inden for grøn omstilling, teknologi og forsvar. Et groft overslag, baseret på Draghi-rapportens skøn og Danmarks andel af EU’s BNP, peger på et betydeligt årligt investeringsbehov i Danmark, hvor en del skal finansieres privat. De danske systemiske institutters kapitaloverdækning og løbende indtjening indikerer, at der – med de gældende kapitalregler – er kapacitet i banksystemet til at understøtte det øgede investeringsbehov.

Forenklingsdagsordenen ses også uden for EU, hvor der også ses eksempler på, at den finansielle regulering lempes. I marts 2026 foreslog amerikanske myndigheder fx en reform af bankernes kapitalkrav med bl.a. målrettede kapitallempelser. For de største banker foreslås det at erstatte de nuværende metoder til opgørelse af kapitalkrav med én udvidet risikobaseret metode, hvor interne modeller for kredit- og operationel risiko ikke længere tillades. De amerikanske myndigheder forventer, at bankerne som følge af reformen vil skulle holde mindre af såkaldt egentlig kernekapital, CET1, svarende til ca. 5 pct. for de største banker og ca. 8 pct. for mindre banker.⁴²

I april 2026 offentliggjorde ECB et Occasional Paper, hvor der foretages en sammenligning af de gældende kapitalkravsregler i EU og i USA. Her konkluderes bl.a., at hvis udvalgte store banker i EU var underlagt de gældende amerikanske kapitalkravsregler, ville bankerne i gennemsnit have højere kapitalkrav, se boks 6.

Bankerne har fortsat en robust likviditetsposition. Det gør dem i stand til at håndtere et hårdt likviditetsstress og samtidig fortsætte likviditetsformidlingen via repomarkedet⁴³. Et robust repomarked er vigtigt for den finansielle stabilitet, og bankerne spiller en central rolle for, at likviditeten kan allokeres også under perioder med stress.

Bankerne har fortsat en robust likviditetsposition

I Nationalbankens likviditetsstresstest har alle systemiske banker tilstrækkelig likviditet til et hårdt træk på indlån og lånefaciliteter i mindst 4 måneder uden adgang til fundingmarkederne, se figur 33. De fleste systemiske banker har likviditet til mindst 6 måneder.⁴⁴

Både de systemiske og de ikke-systemiske banker har også fortsat overdækning til det regulatoriske krav til likviditet, Liquidity Coverage Ratio, LCR, og kravet til stabil funding, Net Stable Funding Ratio, NSFR. Overdækningen har været relativt stabil de seneste år.

Bankerne har aktuelt likviditet til at opretholde repoudlån under stress

Likviditetsbehovet hos bankernes kunder kan stige pludseligt, hvilket understreger vigtigheden af, at bankerne opretholder en robust likviditetsposition.⁴⁵ Likviditetsstresstest udgør et centralt grundlag for bankernes likviditetsplanlægning. I både bankers og myndigheders stresstest indgår ofte scenarier, hvor de enkelte banker under stress forbedrer deres likviditetsposition ved ikke at refinansiere repoudlån. En sådan antagelse kan imidlertid overvurdere bankernes samlede robusthed, da en bred reduktion i repoudlånet kan få afledte effekter og forstærke markedsuro.

Nationalbankens likviditetsstresstest antager normalt, at bankerne styrker deres egen likviditet ved ikke at refinansiere repoudlån ved udløb. Hvis repoudlån i praksis opretholdes under stress, øger det bankernes behov for likviditet fra andre kilder. Nationalbanken har derfor lavet en følsomhedsanalyse, hvor bankerne refinansierer deres repoudlån i likviditetsstresstesten, se boks 7.

Følsomhedsanalysen viser, at alle systemiske banker fortsat har likviditet til at klare flere måneder under stress. Deres likviditetsbehov stiger dog, og for enkelte banker kan stigningen være betydelig, se figur 34. Under markedsstress kan låntagernes likviditetsbehov på repomarkedet vise sig større, fx som følge af marginkald⁴⁶. Det understøtter relevansen af, at overvejelser om repokapacitet under stress indgår i bankernes likviditetsplanlægning.

Repomarkedet er centralt for likviditetsstyring og for realkreditmarkedet
Banker og andre finansielle aktører anvender dagligt det danske repomarked til at udveksle likviditet og sikkerheder i form af obligationer for omkring 45 mia. kr.⁴⁷ Repoforretninger er en integreret del af finansielle aktørers risikostyring og bidrager til efterspørgslen efter realkreditobligationer.⁴⁸ I over 90 pct. af repoforretningerne indgår realkreditobligationer som sikkerhed. Det danske realkredit- og repomarked er således tæt forbundne, så uro i det ene marked kan hurtigt påvirke det andet. På de internationale repomarkeder er der en tættere forbundethed til markedet for statsobligationer.⁴⁹

Selvom de enkelte finansielle aktører fremstår robuste, kan det få betydning for den finansielle stabilitet, hvis repomarkedet ikke fungerer, se boks 8.⁵⁰

Adgangen til likviditet i repomarkedet afhænger af få banker

Fem store danske og nordiske banker yder over 95 pct. af repoudlånene, og det danske repomarked er således afhængigt af likviditet fra et lille antal banker.⁵¹ Hovedparten af bankernes repoudlån er til forsikrings- og pensionsselskaber og investeringsfonde, se figur 35. Repoudlånet er de senere år blevet mere koncentreret, og fem gearede investeringsfonde optager lån for omkring halvdelen af det samlede repoudlån. En væsentlig andel af deres lån anvendes til at geare investeringer i danske realkreditobligationer.⁵²

Finansielle aktører er afhængige af løbende refinansiering af repolån

Repoudlånet har i gennemsnit en løbetid på under 20 bankdage og indebærer derfor en betydelig refinansieringsrisiko. Størstedelen af udlånet refinansieres løbende. Det gælder i særlig grad investeringsfonde, som løbende refinansierer næsten hele deres repolån, se figur 35. Pludselige reduktioner i repoudlånet hos én eller flere banker kan få umiddelbar effekt for låntagere, som har begrænset tid til at tilpasse deres finansiering og ofte kun har få muligheder for hurtigt at skaffe likviditet uden frasalg af aktiver.⁵³

De gearede investeringsfondes påvirkning på det danske realkreditmarked kan være betydelig, hvis de er nødt til at sælge store mængder obligationer. Fondenes eksponeringer er koncentreret i obligationer med kortere løbetider, så nogle markedssegmenter kan særligt blive påvirket.

Ændringer i repoudlånet kan få afsmittende effekter og forstærke markedsstress, og derfor er det relevant, at bankerne ved fastlæggelsen af omfanget af deres repoudlån og deres likviditet via pengemarkedet tager højde for risici forbundet med både opretholdelse og reduktion af deres repokapacitet under stress.⁵⁴

Trusselsbilledet for Danmark er skærpet, og operationelle hændelser, herunder avancerede cyberangreb, kan i alvorlige tilfælde true den finansielle stabilitet. Den finansielle sektor har generelt høj modenhed og robuste drifts-setup, men i ekstreme, plausible scenarier kan cyberangreb eller destruktive hændelser begrænse – og i alvorlige tilfælde eliminere – eksisterende redundans. Det understreger behovet for yderligere beredskabsløsninger, der kan fungere som et ekstra sikkerhedsnet og understøtte de mest samfundskritiske, kundevendte aktiviteter.

Den finansielle sektor agerer i et skærpet trusselsbillede

I de senere år er det generelle trusselsbillede for Danmark blevet skærpet.

De geopolitiske spændinger har både påvirket intentioner og adfærd hos fjendtlige aktører. Mens nogle aktører længe har haft kapaciteten til at gøre betydelig skade, har den skærpede geopolitiske situation øget sandsynligheden for, at disse kapaciteter faktisk anvendes.⁵⁵

Den teknologiske udvikling, herunder kunstig intelligens, gør også det nuværende trusselsbillede mere komplekst end tidligere.⁵⁶ På den ene side kan kunstig intelligens bruges af ondsindede aktører til at forstærke eksisterende trusler og sårbarheder. I takt med at modeller baseret på kunstig intelligens bliver bedre og hurtigere til at identificere og udnytte sårbarheder i it-systemer, og teknologien bliver mere tilgængelig for ondsindede aktører, kan det føre til perioder, hvor flere kritiske sårbarheder og hændelser skal håndteres samtidigt. På den anden side kan de samme teknologier styrke forsvaret, når de anvendes i arbejdet med operationel modstandsdygtighed og cybersikkerhed.

Der er sket betydelige fremskridt inden for udviklingen af kvantecomputere, der på sigt kan bryde eksisterende kryptering og derved give adgang til at læse fortrolige data, forfalske digitale underskrifter og bryde ind i sikre systemer. ^{57, 58} Forberedelserne på implementering af kvantesikker kryptografi i den finansielle sektor bør derfor styrkes, og Nationalbanken har i samarbejde med den finansielle sektor igangsat opfølgning og videndeling.

Samlet set medfører det skærpede trusselsbillede, at den finansielle sektor i dag opererer i et landskab med høj kompleksitet og risiko, hvilket understreger vigtigheden af, at sektoren tilpasser sig tilsvarende. Den finansielle sektor har generelt høj modenhed og robuste drifts-setup.⁵⁹ Samtidig har sektoren siden januar 2025 være underlagt DORA-forordningen, som bl.a. stiller krav til politikker og procedurer for sikkerhedskopiering, gendannelse og genopretning samt test.⁶⁰ Avancerede cyberangreb eller destruktive hændelser kan dog alligevel begrænse effekten af, og i alvorlige tilfælde eliminere, den eksisterende redundans i systemer og infrastruktur samt sikkerhedskopier af data.

Beredskaber for samfundskritiske aktiviteter i den finansielle sektor er nødvendige

For at sikre en robust og sikker finansiel sektor i Danmark under et skærpet trusselsbillede er det afgørende at understøtte de finansielle aktiviteter, som er mest kritiske for borgere, virksomheder og myndigheder i ekstreme, men plausible scenarier, fx avancerede cyberangreb. Derfor igangsatte Nationalbanken i 2023, med opbakning fra medlemmerne i Finansielt Sektorforum for Operationel Robusthed, FSOR, og relevante myndigheder, en analyse af, hvordan kritiske forretningsaktiviteter kan videreføres på sektorniveau i ekstreme, men plausible scenarier.⁶¹ Analysen blev udgivet i december 2025 og viste, at der i dag ikke findes tilstrækkelige beredskaber, der kan videreføre de samfundskritiske aktiviteter, hvis en central aktør i det finansielle system rammes af et længerevarende nedbrud.⁶²

Nationalbanken udarbejdede på baggrund af analysens resultater en række anbefalinger om at etablere eller styrke beredskaber, som skal supplere øvrige nødvendige beredskaber i den finansielle sektor. Anbefalingerne er målrettet banker, ejere af betalingsløsninger og finansiel infrastruktur og skal sikre et ekstra sikkerhedsnet for de mest samfundskritiske, kundevendte aktiviteter. Den finansielle sektor er stærkt forbundet på tværs af aktiviteter, infrastrukturer, leverandørkæder m.v., og derfor har anbefalingerne fokus på tiltag, der kan understøttes af fælles tilgang eller infrastruktur.

Nationalbanken er påbegyndt opfølgningen på anbefalingerne og vil i de kommende år fortsætte arbejdet i tæt samarbejde med finansielle aktører og relevante myndigheder for at sikre, at de nødvendige beredskabsløsninger bliver implementeret og testet i praksis.

Et samfundsberedskab for bankernes kritiske, kundevendte aktiviteter

Bankerne spiller en central rolle i samfundet, og derfor er en af de centrale anbefalinger, at der etableres et samfundsberedskab for en afgrænset del af de aktiviteter, som en bank varetager. Formålet er at skabe et sikkerhedsnet, der gør det muligt, at bankernes kunder kan anvende de mest basale betalings- og kontotjenester i ekstreme, plausible scenarier.

Flere banker arbejder allerede med relevante nødbank-initiativer, som skal sikre den operationelle evne til at videreføre den enkelte banks kritiske funktioner på et minimalt niveau, indtil almindelig drift kan genetableres. Disse initiativer kan der med fordel bygges videre på i et samfundsberedskab, der skal understøtte videreførelse af kritiske, kundevendte aktiviteter på tværs af sektoren.

Anbefalingen om et samfundsberedskab for bankerne består af tre elementer: 1) Central dataindsamling og opbevaring af kritiske kundeoplysninger, som skal sikre, at data eksisterer og kan gøres tilgængelige som såkaldt ”last resort”, hvis en bank eller datacentral udsættes for avancerede angreb, hvor kundedata er ødelagt, forvansket eller manipuleret, og hvor backups er utilgængelige. 2) Decentrale nødløsninger, der kan understøtte hurtig videreførelse af kundevendte, kritiske aktiviteter. 3) Beredskabsplaner, der fastlægger kriterier for aktivering, drift og deaktivering af nødløsningerne.

En central dataindsamling af kritiske kundedata til en myndighed kan sikre den nødvendige standardisering og validering samt fungere som ”last resort”. For at minimere indberetningsbyrden for sektoren mest muligt bør datagrundlaget holdes snævert og kun omfatte de oplysninger, der er nødvendige for at kunne videreføre de samfundskritiske aktiviteter. Det drejer sig om et begrænset antal oplysninger som indlån og saldi samt centrale kortoplysninger. De fleste af disse oplysninger indberettes allerede i dag til Nationalbanken med en lavere frekvens. Indberetningsbyrden vil også kunne minimeres ved at bygge videre på den eksisterende indberetningsstruktur, som institutterne allerede benytter i dag. Nationalbanken vil stille en central opbevaringsløsning til rådighed for sektoren, som kan etableres med begrænsede ressourcer.

Decentrale nødløsninger til at videreføre de samfundskritiske aktiviteter anbefales etableret på bank- eller datacentralniveau for at sikre forankring i de organisationer, som normalt har ansvar for bankdrift. Som nævnt er der allerede initiativer i flere banker, som nødløsningerne kan bygge videre på. Bankerne kan vælge at etablere egne databackups til understøttelse af deres nødløsninger, mens de centralt indsamlede data kan anvendes som ”last resort”, hvis bankernes egne løsninger ikke er tilgængelige.

Tilsammen skal de tre elementer sikre, at borgere og virksomheder kan tilgå indlåns- og saldooplysninger, foretage konto-til-konto-overførsler, foretage kortbetalinger, modtage løn og udbetaling af offentlige ydelser samt pension, selv hvis en bank eller datacentral ikke kan varetage sine normale aktiviteter, se figur 36. Da der er tale om en nødløsning, vil serviceniveauet for de omfattede aktiviteter forventeligt være lavere end ved normal drift.

Klimaforandringer påvirker samfundet allerede i dag og vil få yderligere konsekvenser i fremtiden. Det er derfor nødvendigt, at kreditinstitutter undersøger og vurderer de væsentlige klimarelaterede risici, de er eksponeret for.

På globalt plan går den grønne omstilling for langsomt til at indfri Parisaftalens mål. Ifølge aftalen skal stigningen i den globale gennemsnitstemperatur frem mod år 2100 holdes under 1,5-2 °C sammenlignet med den førindustrielle periode, men ifølge FN skønnes temperaturstigningen at blive 2,3-2,5 °C i år 2100.⁶³ De globale udledninger af drivhusgasser bidrager til et gradvist varmere klima i Danmark. Det forventes at føre til flere ekstreme vejrhændelser i fremtiden, herunder kraftigere stormfloder. Særligt vil et stigende havniveau kombineret med ændrede vejrmønstre kunne føre til stormfloder med langt mere alvorlige konsekvenser end i dag.

Klimaforandringer vil give større skader fra stormflod

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, forventes risikoen for alvorlige stormfloder at blive mangedoblet frem mod slutningen af dette århundrede og at udgøre den største risiko blandt vejrrelaterede skader i Danmark.⁶⁴

En ekstrem stormflod (en såkaldt 100-årshændelse, se boks 9) kan medføre betydelige økonomiske tab for boligejere og virksomheder i de berørte områder. Samtidig kan forventninger om fremtidige hændelser påvirke ejendomspriserne negativt. Begge effekter har betydning for danske kreditinstitutter. Øgede omkostninger til at håndtere skader fra stormfloder kan svække ejernes økonomi og gældsserviceringsevne og føre til højere kreditrisiko, mens faldende ejendomspriser kan reducere værdien af institutternes sikkerheder bag udlånet.

Beregninger baseret på detaljerede oversvømmelsesdata viser, at en ekstrem stormflod, som rammer alle danske kyster i dag, vil kunne forårsage direkte skader på boliger og bygninger for over 2 mia. kr., svarende til ca. 275.000 kr. i gennemsnit for de ejendomme, som bliver berørt. Med de nuværende forventninger til fremtidens klima kan skadesomkostningerne potentielt stige til over 12 mia. kr. om 100 år. Resultaterne afspejler skader fra en enkelt ekstrem hændelse. Der vil statistisk set indtræffe mildere stormflodshændelser sideløbende, som kan forøge skader. En konkret stormflod vil i praksis kun ramme nogle kyster, og vindretning samt andre forhold kan have stor betydning for, hvordan skaderne fordeles på tværs af landet. For eksempel kan storm fra nord oftest medføre forhøjet vandstand i Kattegat og indenlandske fjorde. Figur 37 viser de potentielle skadesomkostninger i Danmark ved en ekstrem stormflod i år 2124. Kortet viser, at skaderne vil være koncentreret langs dele af kysterne, mens langt størstedelen af landet forbliver uberørt.

Øget stormflodsrisiko kan udfordre den nuværende erstatningsordning

I dag har danske husholdninger og virksomheder god forsikringsdækning ved naturkatastrofer sammenlignet med andre lande i Europa.⁶⁵ Skadesdækningen har bidraget til, at kreditinstitutterne hidtil har haft begrænsede tab fra ekstrem stormflod.

Skader efter stormflod dækkes i dag gennem stormflodsordningen, der administreres af Naturskaderådet og finansieres kollektivt af ejere af fast ejendom med en brandforsikring. Ordningen giver mulighed for erstatning til berørte boligejere og virksomheder for skader på bygninger og løsøre. Samtidig er ordningen understøttet af en statsgaranti. Efter de væsentlige stormfloder i 2023 er statsgarantien midlertidigt blevet forhøjet fra 200 mio. kr. til 1 mia. kr. frem til 2033, hvilket afspejler et øget finansieringsbehov.⁶⁶

Nogle vandrelaterede skader, fx skybrud, dækkes ikke af en lignende ordning, men i stedet af private forsikringsselskaber som en del af almindelige hus- og indboforsikringer.

Stormflodsordningen omfatter i dag stormfloder, der statistisk forekommer sjældnere end hvert 20. år.⁶⁷ Klimaforandringer forventes imidlertid at føre til en øget hyppighed af alvorlige hændelser i fremtiden: Potentielt kan stormfloder, der i dag statistisk set opleves én gang hvert 20. år, være hændelser, der kan ske hvert andet år i gennemsnit.⁶⁸ Hvis ordningen ikke ændres, risikerer sådanne hændelser at falde uden for ordningens dækningsområde.

Konsekvensen kan blive, at ejere af ejendomme i højrisikoområder i stigende grad kan stå uden offentlig dækning og i stedet skal håndtere risikoen gennem det private forsikringsmarked, som det er tilfældet for skybrudshændelser. Det kan blive afspejlet i priser og vilkår alt efter ejendommens konkrete risiko for stormflod, herunder beliggenhed og kundernes skadeshistorik. Erfaringer fra fx Californien viser, at dette kan føre til væsentligt dyrere forsikringspræmier og i nogle tilfælde manglende adgang til forsikring i udsatte områder.⁶⁹

Institutterne har begrænsede eksponeringer
for ejendomme i risiko for stormflod

Fremtidige ekstreme stormfloder forventes at være mere alvorlige og dermed påvirke flere områder end i dag. I dag er omkring 0,4 pct. af det samlede udlån med pant i fast ejendom i risiko for oversvømmelse ved en 100-årshændelse. Selvom eksponeringerne dækker over en betydelig geografisk koncentration og forskelle på tværs af institutter, vurderes dette niveau ikke at udfordre den finansielle stabilitet i Danmark i dag. Baseret på de nuværende klimafremskrivninger kan andelen af udlånet koblet til ejendomme i risiko for oversvømmelse stige betydeligt til potentielt knap 2,5 pct. om 100 år, se figur 38. Det understreger vigtigheden af, at institutterne i deres kreditvurdering, hvor der typisk er lange tilbagebetalingstider på udlån, og risikostyring tager højde for stigende risici for naturkatastrofer samt de afledte konsekvenser heraf. Beregningerne er bl.a. baseret på, at kreditinstitutternes udlån, den samlede bygningsmasse og niveauet af aktuel kystsikring forbliver uændret.